Titel Historien om Aina
Forfatter Ambjørn Christophani
Hvad synes du? Skal dette blive til en færdig bog?

Ainas hjertelige favn
Jeg bor på 3. sal i en lille gade på Nørrebro. Alene efter Sarah flyttede søndag formiddag. Hendes bror Morten, og hendes bedste ven Kasper, tømte lejligheden på en time.
"Jeg vil ikke snakke med dig mere", havde hun sagt med to potteplanter i favnen.
"Du har forspildt dine chancer", tilføjede hun, kantede sig udenom mig og fortsatte ned ad trapperne.
Da jeg kom ind i lejligheden var den næsten tømt. Der hvor sofaen havde stået var der kun nullermænd og en plakat med en hest på, pludselig huskede jeg den sommeraften hvor den var blevet raget af væggen og faldt ned. Bogreolen kunne anes som en skygge på væggen. Inde i soveværelset var både sengen og skrivebordet væk. Vores skab var revet åbent, mit tøj lå i bunden af det.
"Ja, sådan går det", sagde Morten tørt.
Jeg vendte mig om og fik øjenkontakt med ham.
"Hvad sker der?"
"Spørg Sarah", sagde han - greb fat i gardinstængerne med den ene hånd og tog de sammenfoldede gardiner op i favnen med den anden. Så kiggede han sig om i stuen. Der stod en messingfigur i vindueskarmen, den som jeg gav hende til jul. En smilende Buddha.
"Der er ikke mere", sagde han, vendte sig om og gik ud af lejligheden.
Jeg smækkede døren efter ham.
Hun kunne godt have taget nullermændene med sig, synes jeg.

Dagen efter, jeg havde sovet på de nøgne gulvbrædder med en slidt sovepose over mig, bestemte jeg mig for at gå ned til havnen og kaste mig ud foran den første den bedste turistbåd. Min verden var faldet sammen. Den indvendige. Fordi jeg huskede mine fejltrin, og det gjorde mig flov og skamfuld. Jeg havde bedraget min smukke Sarah. Med hendes bedste veninde. Kvinder tager den slags meget tungt. Det gør jeg ikke. Men skammen over mit sidespring var som en elefant der griber fat i et af stilladsets jernben, den ruskede så hårdt i min selvværdsfølelse at det hele styrtede til jorden i et brag af hårde brædder og jernstænger. Jeg skammede mig, fordi det var blevet opdaget.

Sådan er det at være mig. Jeg kan føre mig frem med hullede sokker i skoen, men hvis jeg bliver tvunget til at gå i strømpesokker, så skammer jeg mig over den nøgne storetå som stikker frem. Det er ikke rart at blive afsløret, synes jeg. Det var en dejlig lørdag nat, da Line og jeg stod sammenslyngede i baggården, og Kasper holdt indflytterfest nogle etager over os. Hun var jo ensom og ulykkelig, og havde set på mig med kærlighed i øjnene - det var næsten en god gerning at kysse hende og trække op i hendes kjole, synes jeg. Hun er også over 30. Desuden, hvordan kunne jeg vide at Kasper havde skruet sit webkamera fast på altanen, så det kiggede ned på os? Hvem sidder også og glor på en computer, når der er fest? Åbenbart alle til festen, undtagen Line og jeg. Vi gnubbede os mod hinanden, op ad de røde mursten.

Så mandag formiddag kommer jeg ud på gaden, og det er blændende solskin. Ikke noget dårligt vejr, når man vil drukne sig i havnen. Jeg står og kigger lidt op og ned ad gaden. Siger farvel. Mine øjne omfavner bageren, hvor jeg mange søndage har stået i kø for at hente morgenbrød. Kiosken med alt godt til aftenens film på tv. Derovre posthuset, hvor jeg betaler mine regninger og køber frimærker. Et øjeblik overvejer jeg at skrive et afskedsbrev, og det ville jeg også have gjort, hvis jeg ellers kendte nogen som gad læse det. Biler og cykler drøner forbi mig. Jeg kunne selvfølgelig skrive et brev og putte det i en tilfældig brevsprække?
"Hej, du kender mig ikke, men nu er jeg altså hoppet i havnen".
Nej.
Jeg begynder at gå, sådan lidt tung i kroppen og med nervøse øjne. Kigger meget i fliserne og på butikkernes vinduer. Undgår at se på folks ansigter.

På den måde opdager jeg kommoden i Ibsens vindue. Den er prissat til 4.000, men burde koste 30. Min far handlede med antikke møbler, og slæbte os med til store messer, hvor han og de andre stod hele weekenden og smilede venligt til kvinder i brune minkpelse, der trippede rundt i selskab med mænd der havde buskede overskæg og ternede kasketter. Jeg og min bror fordrev tiden med at cirkle rundt i hallerne. Vi havde god tid til at studere møblerne og smykkerne.
Jeg er ret sikker på, at det er en empire kommode. Omtrent 170 år gammel. Den står i flammet birketræ, 3 skuffer og med originale messingbeslag. På forkanten af skufferne er der indlagt stykker af mørkere træ, sandsynligvis rosentræ og frugttræ. Det er en dygtig møbelsvend der har gjort kommodens intarsia. Han har skåret engle og en skov og fiskehejrer i sit billede. Usædvanligt. Meget smukt.

Hvad skal jeg med en 50 kilo tung kommode? Den er for lille som kiste, og flyder bare ovenpå hvis jeg binder den ene ende af rebet rundt om den, og tager den anden ende i en løkke om halsen. Men den ville selvfølgelig give et stort plask, hvis jeg får den og mig selv vippet ud fra Knippelsbro. Med lidt held bliver alle japanerne og amerikanerne i havnens turbåde gennemblødte, men kommoden er for tung at bære så langt. Så jeg beslutter mig for at betragte kunstværket nærmere, men ikke købe det. Jeg træder indenfor hos Ibsen. Blot for at se noget smukt på denne sidste dag af mit liv.

"Velkommen Ambjørn! Hvad bringer dig hid på denne vidunderlige mandags formiddag?"
Ibsen slår ud med armene, som han altid gør. Nogle gange tænker jeg på, om de åbne arme er en invitation til at vi kan give hinanden et knus? I dag er en særlig dag, så jeg kommer et skridt nærmere og slår armene om den gamle mand. Han klapper mig venligt på ryggen, og jeg knuger mig ind til ham.
"Jamen dog, unge mand. Jamen dog, velkommen".
Da jeg slipper ham, kan jeg mærke at jeg er fugtig i øjnene. Hurtigt drejer jeg rundt i retning af vinduet. Rømmer mig.
"Det er din kommode som interesserer mig. Hvor har du den fra?"
Ibsen klukker velfornøjet.
"Den har en helt speciel historie". Med små skridt tipper han sin spinkle krop fra den ene fod til den anden, og således vipper han sig fremad indtil han kan lægge en rynket hånd på møblets glatte træ. "Den har tilhørt Ainas tante, Esther i Klampenborg".
Jeg kan se at han elsker kommoden, eller tanten, fordi hånden kærtegner træet som om det var en levende ven, en gammel hund man ikke nænner at skyde, eller sådan noget. Forsigtigt træder jeg nærmere og lægger en hånd ved siden af Ibsens på toppen af kommoden. Træet er ikke så køligt, som jeg havde forventet, nærmest lidt lunt. Jeg kan mærke møbelsvendens livsglød mod min håndflade.

"Det er måske noget for dig og Sarah?"
"Naej, jeg ved ikke..."
"For jeg vil sige dig, at dén kommode fortjener et godt hjem. Jeg vil ikke sælge den til hvem som helst!"
Sådan er Ibsen. Når kunderne lister rundt i forretningen, som er proppet med ægte tæpper og kvalitetsmøbler, holder han øje med dem. Ikke fordi han tror de stjæler. For at se om de er gode nok. Hos Ibsen køber man ikke et møbel. Man adopterer det. Han bryder sig ikke om højtråbende typer som hiver hårdt i skuffernes beslag, eller smækker med skabslågerne. Hvis de ønsker at købe noget, så beklager han:
"Åh, det må De undskylde, det skab er faktisk allerede afhændet".
Ibsen skammer sig ikke over at gentage det til hver eneste møbel, som de vulgære kunder forsøger at købe.
"Nej, det spejl er netop blevet solgt, beklager".
"Og figuren dér, nej desværre, den er også solgt".
Og hvis den uvelkomne kunde bliver sur, så gør han sin mund stram og vrider sine hænder.
"Jeg er bange for at de fleste af mine møbler er enten solgt eller reserverede. Hvorfor prøver De ikke Ikea? De har mange møbler som uden tvivl vil passe godt ind i Deres hjem".

Pludselig kigger han mig dybt i øjnene. Jeg skal ikke have nogen kommode, det er helt sikkert. Men der er en nervøs trækning ved hans ene øje, der er en tristhed i de våde øjne.
"Tag den Ambjørn. Jeg skal få Aina til at bære den op for dig".
Han beder mig om at tage mig af tantens kommode! Med de der våde øjne som er så svære at sige nej til. Det er som at få overrakt et hjemløst spædbarn.
"Tag den, så ved jeg der bliver passet godt på den".
"Men, jeg er ikke...."
Ibsen ryster på hovedet. Lidt skuffet over mig.
"Penge er ikke noget problem, Ambjørn. Har du dem ikke i dag, så måske i næste uge. Jeg stoler på dig, betal når du har dem".
"Men det er bare det, Ibsen, jeg er på vej ned til havnen for at... Ja, altså det passer egentlig ikke så godt, i dag og sådan. Den er også alt for fin til mig. Den er jo et kunstværk!"
Ibsen snurrer rundt og ser på mig med et triumferende udtryk i ansigtet.
"Netop! Et kunstværk! Den hører til hos dig, fordi du forstår nemlig at værdsætte kunst. I matcher hinanden", siger han glad. "Sådan en kommode kan jeg kun overlade til et fremtrædende menneske, et åndfuldt menneske, et fint menneske med respekt for menneskelivet. Netop derfor skal du have den!"
Da han siger det på dén måde, så kan jeg ikke undslå det. Jeg takker ham, betaler med det samme, og siger at jeg vil have kommoden med mig.
"Jeg får ikke tid til at hente den senere på ugen, så lad os bære den hjem, inden jeg tager ned til havnen".
Ibsen kalder på sin datter, Aina. Han virker lettet.

Det undrer dig måske, at datteren skal bære kommoden hjem. Men det er fordi hun nogle særlige fortrin. Hun har siddet ude i baglokalet, hvor jeg så ofte har drukket te sammen med hende og spist bagerens hjemmebagte småkager. Hun dukker hovedet, da hun går gennem døråbningen.
"Hejsa Ambjørn! Det er længe siden, hvordan går det?"
Ibsens datter smiler i hele ansigtet, og det er ikke så lidt. Aina lever et usædvanligt liv, mere end 2 meter høj er hun. Hendes arme svulmer af muskler, hun går altid i store træsko og mange gange er hun klædt i en blomstret kjole. I dag er kjolen lysegul med røde roser spredt ned over stoffet. Som sin far har hun en vane med at slå ud med armene, når hun hilser på folk hun godt kan lide. Jeg giver hende et knus. Forsvinder langt ind i hendes bløde landskaber. Hun dufter af roser.
"Nå, vi er nok i et kærligt humør i dag", griner hun. Giver mig et ekstra klem, inden hun slipper mig.
"Han har købt Esthers kommode", meddeler Ibsen. Aina nikker anerkendende til mig.
"Du er en heldig mand", siger hun. "Far var vild med Esther".
"Såså, min datter". Ibsen protesterer, som om hun har blotlagt en af hans hemmeligheder. Men jeg kan høre, at han ikke har noget imod at blive afsløret.
"Den skal bæres hjem. Sørger du for det?"
Aina smiler.
"Vil du sidde på mine skuldre, så tager jeg kommoden?"
Jeg ryster på hovedet. Hun laver ikke kun sjov. Hun er virkelig bomstærk.

Ude på gaden kan jeg mærke folk skæver efter os. Jeg trasker afsted med en smøg mellem læberne, og Aina følger efter med kommoden i favnen. Hun nynner når hun går. Ved ikke hvorfor hun altid er glad. Det er som om det smitter. Jeg går og tænker på hvor kommoden skal stå i min lejlighed, selvom det jo burde være ligegyldigt. Op ad trapperne i min opgang kan jeg mærke hun er lige i hælene af mig. Det føles som om hun synes jeg går for langsomt. Jeg stønner lidt, det gør jeg altid fordi trappernes trin er for høje til mig. Da vi når afsatsen på min etage, forsøger jeg at finde på noget at sige, mens jeg leder efter nøglen.
"Der er lidt rodet..."
"Pyt Ambjørn. Det kender jeg fra mig selv". Hun smiler til mig.
"Og lidt tomt...", tilføjer jeg.
Vi træder indenfor i min lejlighed. Jeg lægger mærke til, at hun holder op med at nynne, mens hun bærer kommoden ind i stuen. Sætter den forsigtigt ned på gulvet op ad væggen midt mellem stuens 2 vinduer.
"Sådan! Dér står den fint", siger hun. Træder et skridt tilbage og betragter møblets placering. "Den passer godt dér", siger hun.
Jeg sætter mig på gulvet og begynder at græde.
"Såh lille Ambjørn, vi finder nogle flere møbler til dig nede hos far", siger hun trøstende. Sidder på hug ved siden af mig, stryger mig over håret.
"Hun er rejst. Jeg var utro".
"Ja, det kan ske. Må jeg lave en kop te til os?"
Jeg nikker.
Aina går ud i køkkenet og hælder vand i en gryde. Jeg kan høre hun nynner derude.

Senere sidder vi på den gamle sovepose på gulvet, foran kommoden. Aina fandt nogle tørre småkager i en dåse, og hendes te smager godt. Jeg føler mig i meget bedre humør. Vi beundrer kommodens træudskæringer, de buttede ben, skuffernes fine samlinger. Det er virkeligt et pragtfuldt møbel, fyldt med kærlighed og omhu, nøjagtighed. Jeg er nødt til at finde et nyt hjem til kommoden, hvis jeg vil kaste mig i havnen. Viceværten skrammer alting, når han slæber ting op og ned ad trapperne, jeg føler et ansvar for kommodens skæbne.
Det lyder dumt, gør det ikke?
Aina trækker den nederste skuffe helt ud. Der ligger et stykke brunt indpakningspapir i bunden af skuffen. Hun løfter papiret.
"Hov, hvad er det?"
Under papiret ligger et gammel brev.
"Et brev? Det må vi læse", fastslår hun. "Man skal altid læse folks gamle breve. Det kan jo være, det er noget vigtigt", siger hun. Hun folder papiret ud og begynder at læse brevet højt for mig.
"Min aller kæreste Esther,
Det er nu 4 dage siden vi mødtes på båden til Sverige, og hvert eneste minut siden da, har jeg kun tænkt på dig. Din duft er gået i mit blod, dit bløde hår kildrer mig på halsen, din stemme svinger som solsortens sang i mine ører. Alle steder ser jeg dig. I træernes stille svajen i sommerens brise. I fiskehejrens glidende svæv over Sortedams Sø. I månens florlette lys. I nattens roligt blinkende stjerner.
Esther, jeg elsker dig.
Lad os mødes når vi kan. Hvert sekund i din nærhed vil være som det evige paradis. To strofer af din latter vil være lige så velgørende som englenes sang fra nu af og til dommedag. Blot en berøring af dig vil være som et kys fra kærlighedens gudinde. Jeg elsker dig.
Mød mig på søndag, i kapellet bag kirken når gudtjenesten er ovre.
Venter på dig.
Med længsel.
Din Holger".

Aina smiler for sig selv. Så begynder hun at nynne.
"Hvem er Holger?"
"En forelsket mand", siger hun og klukker af latter. "Jeg vidste han var vild med hende".
Så lægger hun brevet tilbage i skuffen, og indpakningspapiret ovenpå.
"De hører ligesom sammen", siger hun. Nænsomt skubber hun skuffen i, og i netop det øjeblik vågner mit hjerte som fra en dyb søvn.
"Jeg elsker dig!", siger jeg til Aina.
Et øjeblik stivner hun. Der går en evighed, eller to. Endelig drejer hun ansigtet, lægger hovedet på skrå. Det glimter inde i hendes øjne.
"Så må vi gå ned og finde en seng", svarer hun med et lykkeligt grin.

© Ambjørn C

Ambjørn

Lykkeland

Historier
og bøger.

Aina
Aisha
Amleth
Bognyt
Dirty
Bonustid
Empatisk
Frisprog
Hjertevask
Horseland
Håndlæsning
Kærestesorg
Lykkesex
Pengeland
Regntid
Sexglad
Tantramassør
Tani
Taulov
Viking

  Vilkår for denne hjemmeside © Christophani Communication   The fast, free and friendly