Titel Historien om Aisha
Forfatter Ambjørn Christophani
Hvad synes du? Skal dette blive til en færdig bog?

Aisha, min elskede

Aisha, Kap. 1: Lænkehund søger familie
Vinden hyler. Rusker i de høje træer bagved laden. Det klaprer lidt i længernes røde teglsten. Der er rustne maskiner spredt rundt om gården. En traktor som havde været rød da den trillede ned på kajen, efter en lang tur i et skib over Atlanterhavet. Beskidt og mørk, halvvejs tilgroet i brændenælder og bjørneklo, er den nu. Der stod også en radbrækket mejetærsker, hvor tømmesnejlen er knækket ud til siden. Forfald.

Pludselig kan jeg høre en hund pibe. Forsigtigt, som om den er nervøs for at gøre sig bemærket. Jeg kigger mig søgende omkring. Gården er for længst forladt. Jeg fløjter på hunden, der stirrer på mig inde fra sin hule under trappen. Den holder op med at klynke.
"Kom her! Kom her, god hund!"
Jeg sætter mig i hug. Det er en sort hund med smalt og langt ansigt. I panden har den en hvid plet som strækker sig ned mod snuden. Den tør ikke komme frem. Jeg rejser mig og vender ryggen til den. Går nogle meter hen mod hovedbygningen. Da jeg kigger mig tilbage over skulderen, kan jeg se at hunden er lusket efter mig. Nu stopper den. Løfter hovedet. Kigger på mig. Den ser ud til at være sund nok. Jeg klapper med flad hånd på siden af mit ben.
"Kom her! Du er en god hund! Kom".
Jeg kan se den tøver. Så fløjter jeg på den. Pludselig tager den et par skridt fremad. Der må være en lavine i gang inde i dens sind. De få skridt bliver til flere, den småløber.
"Kom så!"
Hunden spurter og standser først, da den er helt henne ved mig. Jeg bøjer mig ned og kigger den i øjnene. Forsigtigt strækker jeg en hånd frem, så den kan lugte mig. Eller bide fingrene af mig.
"God hund".
Den snuser.
Det er okay.

Vi følges ad. Hunden holder sig i nærheden af mig, mens jeg prøvende tager i dørhåndtag og mærker efter, om det er muligt at komme ind i huset, uden at smadre nogen vinduer. Der er lukket hele vejen rundt, men en kælderdør er så frønnet af ælde, at dørkarmen giver slip på låsen, da jeg lægger skulderen imod. Med lyset fra en flakkende lighter finder jeg ind til trappen, og kommer op i husets køkken. Støvet ligger allerede tungt alle steder. Jeg lægger mærke til, at husets beboere ikke har vasket op, inden de låste dørene og kørte væk. Der er rodet i huset. Stuen bærer præg af, at de vigtigste ejendele er samlet i en fart. Der er væltet bøger og møbler.
Vi snuser lidt omkring, hunden og jeg. På hver sin måde. Jeg kan ikke finde det jeg søger. Det kan hunden heller ikke. Den finder sin kurv ude i gangen, men det virker som om den ikke længere har lyst til at ligge i den. Den søger blandt skoene under knagerækken, hvor der stadig hænger et par jakker og en paraply. Men de livfulde dufte i skoene er kølnede, de vækker ingen glæde i hundens ansigt.

Ovenpå, og jeg undgår med vilje drengens værelse hvor det skete, finder jeg endelig den læderindbundne dagbog. Den er stukket ind under madrassen i soveværelset, i fodenden i den side hvor hun sov. Et øjeblik står jeg med bogen mellem hænderne og studerer mønstret som er præget ind i den. Det er en ørn som er ved at lande i toppen af et træ. Jeg snuser til bogen. Den lugter støvet. Hunden kigger på mig. Jeg rækker bogen ned og den tager også et snus. Den genkender lugten. Bliver bekymret. Lugten er kold. Huset er tomt. Hundens familie er væk. Jeg ville også være bekymret, hvis jeg var den.

Det er en pæn hund. Rolig. Intelligent. Blank i pelsen. Gad vide hvordan den har overlevet? Vand kan hunden altid finde, men hvad har den ædt? I laden finder jeg svaret. Nogle sække med tørkost er væltet, og hunden har krattet hul i poserne. Jeg tager den sæk, som er urørt, og smider den op på skulderen.
"Kom her, min hund!"
Vi går ud til bilen. Jeg smider sækken ind på bagsæderne, og lader hunden krybe ind foran. Den kigger bekymret på mig. Jeg tror den tænker på, om jeg vil være god ved den.
Selvfølgelig vil jeg det.
Mennesker ved nemlig godt hvordan ensomheden føles i hjertet i en lænkehund. Når hunden forlades af sin familie, bliver verden grå.
Livsløs.
Ensomheden gør ondt.
Den hyler som vinden, sørgmodigt.

Jeg sætter bilen i gear, og vi triller op ad grusvejen. Vi kører bort fra gården.
"Hva' så min hund? Ska' vi ta' hjem? Vil du med hjem?"
Hunden lægger hovedet på skrå.
Jeg kan se der tændes lys i dens blik. Sådan er det jo.

Aisha, Kap. 2: Takallam besch wesch
Hunden ventede på hver afsats. Enten af medfølelse med mig, eller for at tjekke om vi skulle højere op. Sækken med tørkost bar jeg på skulderen. Den var tung, men jeg glædede mig over at se hvor let det var for hunden at springe op ad trapperne. Min stribede skjorte klæbede til huden, da vi nærmede os 5. sal. Meteorologerne advarede om at sommeren ville blive usædvanligt varm. I nyhederne blev gamle og syge opfordret til at drikke masser af vand for at undgå hedeslag.
Jeg kunne selv bruge et glas vand, opdagede jeg pludseligt, da jeg drejede hovedet nede på reposen for at tage de sidste trin. To mænd stod ved min dør og skulede på mig. Mit hjerte begyndte at banke hårdere, fordi mændene så ikke venlige ud.

"Hej makker, kender du Ambjørn?" Fyren der spurgte var knap 2 meter høj. Hans tøj bulede af muskler, og han havde en iøjenfaldende guldkæde om tyrenakken.
"Takallam besch wesch", sagde jeg uden at standse. Det var nok bedre at slæbe hundemaden en etage højere op. Hunden fulgte mig tæt. Som en rolig livvagt. Heldigt at hunden var ny i huset. Ellers var den gået hen til døren og havde afsløret mig.
"Hvad faen, er du perker? En lille albino?"
"Ya sallam". Jeg hilste ham.
"Sallam dig selv! Ambjørn! Ambjørn hvorhenne?"
Hans makker stod og pillede ved sin jakke. Han havde sikkert en pistol under venstre armhule. Det var sådan nogle typer. Voldsmænd. Stik-i-rend drenge. Dem der laver det beskidte arbejde, og jeg havde en mistanke om, hvem der havde pudset gutterne på mig. Gunnar var håbløst fokuseret på størrelse. Jo større, jo bedre. Jeg har set hans kvinder. Han foretrak at være omgivet af mennesker, som var mindre smarte end ham selv. Og meget store.

Jeg gik halvvejs forbi mændene, men standsede så med foden på det første trin til etagen ovenover. Hunden lagde hovedet på skrå og betragtede mig opmærksomt.
"Ana ismee Neserdeb", sagde jeg. Det er mit navn på arabisk. Neserdeb. Jeg tilføjede, at jeg savnede ham.
"Ana finitizarak. Fein amayek?".
"Hvaffor noget? Kender du, eller du ikke Ambjørn?" Tyrenakken rokkede frem og tilbage. Kammeraten bag ham trak nu endeligt pistolen frem. Det var en stor djævel. Stor og med et kæmpe mundingshul. Sikkert noget han havde købt i Sydafrika til at skyde elefanter med.
"Aewa! Ana ismee Neserdeb!" Selvfølgelig kender jeg Ambjørn. Er det min fejl, at aftenklasserne i gangsterliv for begyndere ikke inkluderer undervisning i arabisk. Undervisningsministeren burde tage sig af problemet. De lokale gangstere må se og vågne op. Det handler jo om integration. Kulturel udveksling. De må lære at samarbejde også med folk, der foretrækker arabisk. Selv fik jeg arabisk for begyndere den vinter, hvor jeg var håbløst forelsket i grønthandlerens datter, Aisha. Men det gik i vasken. Ikke fordi hun skulle tvangsgiftes med en fætter fra Libanon. Næ, simpelthen fordi hun var alt for smuk til en gammel stodder som jeg.

Tyrenakken opfangede at vennen stod med pistolen fremme. Han rystede irriteret på sit hovede. Det var tydeligt, at det var en bevægelse som krævede en del hjerneaktivitet. Jeg stillede mig spørgende an. Kunne jeg få lov til at slæbe hundemaden op til min lejlighed? Tyrenakken prustede opgivende.
"Skrid! Og tag så for fanden da et kursus i dansk! Sådan nogen som dig skulle ikke lukkes ind i landet, hvis I ikke vil lære dansk!"
Jeg fortsatte op ad trapperne.
"Maza tosumi haza bel arabi?"
Gad vide om undervisningsministeren tager kurser i arabisk? Måske ville det for alvor fremme integrationen, hvis de kloge folk gik et trin op ad trappen og lærte lidt arabisk.
"Jaja, den er god med dig!"
"Mosh kowayes!"
"Glem det!"
"Inshallah...". Alt sker om gud vil det. Altså Allah. Det sagde vi også på vores eget sprog i gamle dage. "Om gud vil". Men fyren har helt åbenlyst haft for travlt med andre ting. Eller også bærer han nag, fordi jeg udsagde Allahs navn med respekt. Religionerne er nogle gange også en form for bandekrig. Topfolkene kræver respekt, ellers får man en syndflod i nakken. "Haramt ahebak", sagde jeg med et suk. Jeg fortryder at jeg elsker dig.
"Jalla, jalla!" Tyrenakken råbte ordene med foragt.
"Inta betettallam!", svarede jeg respekfuldt. Han var ved at lære noget meget vigtigt.

Øverst oppe på 7. sal er der en dør, som viceværten ikke har orket reparere. Nogen har sparket låsen ud af karmen, så alle kan komme ud på taget. I tavshed åbnede jeg døren og tog hunden med ud i solskinnet. Jeg satte mig på en forhøjning, der var bygget foran den gamle skorsten. Tagpappet lugtede af tjære, og det var varmt at sidde på. Solen strålede. Det var ikke nogen dårlig dag. Hunden kiggede på mig. Så lagde den sig ved mine fødder og rullede sig sammen. Den sukkede.
Jeg fandt en pakke cigaretter frem og tændte en pind.
En pind til min ligkiste.
Hvorfor gør vi sådan noget? Ryger og drikker, og spiser små stribede bolscher med kunstige farvestoffer og naturidentisk aroma? Vi ved jo godt, at det skader os. Alt det junk.

På den anden side. Man skal jo leve. Hvis vi skulle fjerne junket fra hverdagen, hvor meget ville der så blive tilbage? De stinkende biler. Flyvemaskinerne som trækker striber på den lyseblå himmel. Gangstere. Ja, også mig. Nogle ville sikkert foretrække at leve i en verden, hvor der ikke var mænd som jeg. Fordi vi er jægere efter sandheden. Jeg var fast besluttet på at finde Mona og hendes kæreste. Deres søn var død under bizarre omstændigheder ude på dén gård. Jeg ville vide hvorfor. Bare for retfærdighedens skyld.

Verden er i krig. Sandheden er den der falder først på slagmarken. Gunnar ville sikkert lukke munden på mig. Fordi sandheden irriterede ham.
Alle der siger sandheden er irriterende.
Det er vores tur næste gang, når alt det andet irriterende er blevet forbudt. Rygningen. Gå tur med hunden uden line. Cykle uden hænder. Fedtbræmmen på engelske bøffer. Når alt lortet er forbudt, tager de også mig.
Ha! Gunnar kunne rende mig. Jeg følte jeg var for smart til ham.

Aisha, Kap. 3: Når vi bladrer i hinandens liv
Nå, men tumperne havde altså selv åbnet døren til min lejlighed, og kigget sig lidt omkring. For mange gamle krimifilm, alt for sent om aftenen på TCM, når den første kasse øl er drukket. Da jeg gik i skole, læste jeg aldrig lektier. Hvem vil vide det nøjagtige antal meter på en bjergtop, man alligevel ikke kan finde på landkortet? Jeg hader bjerge, og jeg var ikke den eneste. Hvis kedsomhed kunne rubriceres under voldelige angreb, ville landets skolelærere ende op bag tremmer. Jeg hader at kede mig. Det er som at blive slået i slow motion. Næ du, skoler er kun bygget som arbejdsterapi for lærerne, og så de stakler der hjernevaskes af deres forældre til at høre efter. Hvad skal det også nytte? Fjernsynet sender film med en hatteklædt privatdetektiv, der åbner døren med et kreditkort. En væsentlig lærdom i vores verden. Det elegante trick med plastickortet havde de dog opgivet, og simpelthen sparket låsen ud af døren. De ejede heller ikke den samme omhyggelighed i deres undersøgelse af mine ting. Bøgerne var kastet ud af reolen, samtlige sofahynder var skåret op og fyldet trukket ud i store klumper. Mit køkken lignede noget, hvor min fætter havde forberedt en middag for 12. Komplet med hjemmebag, forretter og dessert. Carl er en uforbederlig spastiker. Han siger han ikke kan gøre ved det, og han vil have lov til at leve som alle andre. Sådan så mit køkken ud. Jeg kunne se hunden undrede sig, mens den luntede rundt og snusede til alt det, der lå på gulvet. Du synes måske ikke at fjernsynet lærer folk meget mere, end vi lærer i skolen. Men de to tumper, de havde virkelig studeret alle de dårlige episoder på TV.

Jeg tog en øl ud af køleskabet. Satte mig ned i en ødelagt sofa. Hunden kiggede på mig med så store øjne, at jeg var nødt til at gå ud i køkkenet og hælde noget vand i en dyb tallerken, så dyret kunne slukke tørsten. Foran køkkenvinduet faldt jeg i staver. Min by er ikke stor, men den har alt, hvad man kan kræve. En havn, høje huse i centrum, røvere og politifolk, unge mennesker i parken, gamle der kigger på én med rindende øjne. Jeg ved godt hvad de tænker. De tænker: "Du er heldig, men du er for dum til at vide det. Brug dit liv til noget sjovt, mens dine ben endnu kan bære dig. End ikke som mig". Man skal aldrig vende ryggen til en gammel. De slår en ned med krykken og hugger ens krop. Når man så vågner, opdager man de løse tænder og posen med tis på maven. De er snu de gamle. Penge er ikke det vigtigste i verden. Det er ungdommen.

Efter et par timer havde jeg ryddet nogenlunde op. Jeg er ikke typen der sætter bøgerne alfabetisk. Vi andre sidder jo heller alfabetisk hos McDonald, eller i bybussen. Bøger er som mennesker. De har mange gode sider, men det er ikke sikkert man finder dem. Oftest kigger vi bare på omslaget, måske titelbladet. Bladrer lidt rundt i folk. Det kræver at vi lever sammen med et menneske fra dets spæde fødsel, til det sidste ord i livet, for virkeligt at kende det. Hvis vi er heldige, får vi læst vores egen bog helt til slutningen. De andre bladrer vi kun i. Læser lidt midti, i starten eller slutningen. Derfor kan det være uforståeligt, hvad folk gør eller siger. For at forstå, skal man vide alt det, som personen gjorde tidligere i livet. Deres følelser. Oplevelser. Sejre og nederlag.
Og så alligevel, nej. Bøger er ikke mennesker. Bøger har en handling, nogle budskaber, en happy end af en slags. Sådan er menneskets liv ikke. Vi spiller sjældent scenerne til ende, der introduceres ustandseligt nye personer, og genren skifter uden varsel. Det der begynder om en hverdagsroman, kan inden middag ændre genre, og så er livet pludselig et kærlighedseventyr, en krimi eller en gyser.
Eller en skolebog. Gud forbyde det.

Hunden fik en skålfuld mad, og faldt derefter i søvn i sofaen ved siden af mig. Jeg zappede rundt mellem fjernsynets kanaler, mens fuglene sang solen ned ude på byens tagrygge. Det er manuskriptet, der virkeligt irriterer mig. Den der slaviske opskrift for hvordan vi skal leve livet. Hvem laver mad efter opskrifter? Folk der ikke kan stave til fantasi. Hvem lever livet efter reklamerne, traditionen og i naboens fodspor? Ikke mig. Mit hår klipper jeg af foran spejlet. Ved godt det ikke ser kønt ud, men det er i hvert fald en original frisure. Tøjet køber jeg i genbrugsbutikken. Så kan jeg blande 70'ernes herrebukser med en T-shirt en glad søster har haft med til sin niece fra London, et par russiske soldaterstøvler, en kasket fra Skotland. Eventuelt suppleret med et strikket halstørklæde fra en eller anden tysk fodboldklub. Du får mig ikke at se i Hennes og Mauritz, med mindre det er nat og jeg har en molotovcocktail i den ene hånd og lighter i den anden.

Derfor skal du ikke tro, at en smule indbrud og lidt slåen omkring gør mig ked af det. Jeg bliver glad. Hvis ikke Gunnar fandtes, så ville jeg hyre en skuespiller og bede ham om at klæde sig ud med en hovedpude på maven, krøllede bakkenbarter, og et stribet sæt tøj i mørkeblå farver som står så godt til blommegult. Gunnar kunne heller ikke undvære mig, det ved jeg. Hooligans til fodboldkampe, de lever af hinandens afbrændte livs-manuskripter. Strisseren bliver trist, hvis han virkelig fik held til at spærre alle banditterne inde. Vi har brug for hinanden, alle os der hader skolebøger og den perfekte opskrift på 77,2 års fedtfattigt liv. Den der vil gøre os alle sammen normale, han er i færd med at afskaffe mennesket. Kloning og alt det der, små plasticposer til puddelhunden, parkeringsforbud, hække på 1 meter og 35 centimeter, kølediske med ugens tilbud - alt det der ensartede, det er i virkeligheden de største terrorister. Når vi bliver ens oven i hovedet slukkes lyset, og vi ser ikke længere nogen grund til at bladre i hinandens fantastiske liv.

Jeg bladrede i Monas dagbog, inden jeg lagde mig til at sove. Hunden havde kigget spørgende på mig, og da jeg ikke reagerede, hoppede den op i fodenden. Jeg skubbede lidt til den, så den hummede sig over i den ubenyttede del af sengen. Hun havde været omhyggelig med at notere dagenes begivenheder. Også de kedelige dage. Så skrev hun bare "Godt vejr", eller "Ringede til mor", og den slags små meddelelser ud for den pågældende dato. Hendes håndskrift var let at læse. Måske havde hun forestillet sig, at bogen en dag ville blive gennemset med andre øjne, end hendes egne. Det er meget venligt at folk skriver tydeligt i de bøger, som er absolut private. Hensynsfuldt.
Det tog en time før jeg fandt de afsnit, som gav mig nye spor. Pludseligt var det meget tydeligt for mig, hvorfor Gunnar ville have fat i Mona. Kampen var allerede godt i gang. Jagten på sandheden.

Aisha, Kap. 4: Der er ingen andre veje til Aisha, end gennem Allah
Jeg vågnede ved at hunden hoppede ned på gulvet, og begyndte at snuse omkring. Den havde slikket min hånd, som lå ud over sengekanten, og peb et par gange for at vække mig. Vi gik ned på gaden, hvor den straks styrede hen til et hushjørne og løftede ben. Jeg tænkte på et navn til den. Trofast for dens sjæl. Harry for de kække ører. Spot for den hvide pels i panden. Prøvede mig lidt frem, men ingen af ordene fik den til at reagere, mens vi gik hen til Ahmed. Han stod udenfor butikken, hvor han var i færd med at sætte frugtkasser fra en orange sækkevogn op på udsalgsstativet.

"Al salaam a'alaykum". Ahmed gav mig hånden for at vise sit venskab. Jeg kan godt lide ham.
"Salaam, Ahmed".
"Har du fået hund, Ambjørn?" Han talte ikke med den store begejstring, og jeg huskede pludselig noget om at muslimerne ikke kan fordrage hunde.
"Det var den, der valgte mig". Det var ikke sagt som en undskyldning, men måske lidt.
Ahmed kiggede den an.
"Hvad kalder du den?"
"Hvis jeg kalder den Muhammed, hvad siger du så?"
Ahmeds ansigt stivnede, og hans øjne mistede alt lys.
"Så er du ikke min ven mere. Vi må ikke misbruge profetens navn, det vil være forkert. Ville du måske kalde den Jesus?"
Hunden løftede hovedet og kiggede opmærksomt på Ahmed. Det lignede ikke et tilfælde.
"Sig det igen".
"Hvad?"
"Jesus". Hunden drejede hovedet og fangede mit blik. Det var tydeligvis et navn, som gav opmærksomhed hos dyret.
Ahmed tøvede. Han kiggede sig omkring, men vi var alene på fortorvet. Så sagde han navnet på de kristnes sidste profet inden Muhammed. Hunden reagerede øjeblikkeligt.
Ahmed rystede opgivende på hovedet og gik i retning mod butiksdøren.
"Den kommer ikke indenfor, men du kan få en snor til den, så den ikke løber fra dig og bider nogen i benet".
Jeg valgte et par frugter.
"Vent her, Jesus". Hunden satte sig.

Indenfor hos Ahmed valgte jeg et tyrkisk fladbrød og en bakke med frisklavet humus. Han sælger ikke cigaretter, dem køber jeg hos døgnkiosken længere nede ad gaden. Vin forhandler han heller ikke. Til gengæld har han specialiteter på dåse, sodavand og juice, endnu flere grøntsager, samt diverse småfornødenheder. Jeg smugkiggede gennem døren ind til lageret, men fik ikke noget glimt af Aishas lange, sorte hår. Ahmed havde fundet en snor frem.
"Hvad er det med hunde og arabere?"
Ahmed kiggede mig dybt i øjnene. Han var ikke meget for at sige det, men så kom det.
"Hunde skræmmer englene væk. De skal dø, akkurat som jøderne og de kristne". Han blik veg. Stemningen blev dårlig et øjeblik, men jeg nægtede at tage det gamle hadith-snak som en regelret krigserklæring. Jeg ved Ahmed er okay, selvom jeg nogle gange synes, at hans kultur har nogle meget firkantede synspunkter. Jeg trak på skuldrene.
"Jeg kan godt lide engle, så jeg vil holde øje med hunden", sagde jeg. "Hvis den angriber en engel, slår jeg den ihjel. Vi skal passe på englene".
Ahmed løftede sine øjne.
"Jeg ved du passer på englene", forsikrede han. Vi gav hinanden hånd.
"Profeten betyder alt for mig. Du må undskylde, hvis jeg har fornærmet dig".
Jeg samlede mine varer op i favnen.
"Det er okay Ahmed. Jeg er ikke kristen, og slet ikke jøde, så du har kun fornærmet hunden. Den tager det ikke tungt. Hils Aisha med de smukke øjne".
Ahmed rystede hovedet, men han havde et glimt af tilgivelse i øjet.
"Nej det gør jeg ikke. Det ville krænke både hende og min ære. Hun er en ærbar kvinde, Ambjørn".
Sådan er det hver gang. Han passer godt på sin datter. Et øjeblik følte jeg mig fristet til at tage munden fuld, og lige ud erklære min kærlighed.
"Hvis du vender tilbage til din sande natur, vil det muligvis forholde sig anderledes", tilføjede Ahmed.
Nogle dage tænker jeg, når jeg har drømt om Aisha, at denne dag vil jeg konvertere. Der er ikke andre veje til Aisha end gennem Allah.
"Sig efter mig: Ash-hadu an la ilaha illa-Allah wa ash-hadu anna Muhammadan rasul-Allah".
Vore øjne mødes.
"Jeg er ikke klar. Endnu".
"Det bliver du", konstaterer Ahmed.
Min mor ville få et hjerteslag.

© Ambjørn C

Ambjørn

Lykkeland

Historier
og bøger.

Aina
Aisha
Amleth
Bognyt
Dirty
Bonustid
Empatisk
Frisprog
Hjertevask
Horseland
Håndlæsning
Kærestesorg
Lykkesex
Pengeland
Regntid
Sexglad
Tantramassør
Tani
Taulov
Viking

  Vilkår for denne hjemmeside © Christophani Communication   The fast, free and friendly