Forlaget Bogland udgiver historier med sex, gys, spænding og dramatik, noveller, romaner, ebøger og lydbøger.

Kontakt os angående ⇒ bonustid.dk

Online 19,-

Bonustid

Dansk roman © Ambjørn Happy

3 uger tilbage. Hvad ville du gøre?

1: Først er der altid en god dag

Uden at glo for meget - men de ved godt jeg kigger og de synes jeg er en olding - lægger jeg mærke til hvordan kjolerne leger om deres lår. Gågadens fliser ligger stumme af beundring, puster op under pigernes kjoler. Alderen spiller en ubetydelig rolle når solen får kødet til at sitre af vellyst. Jeg beundrer pigernes ankler når jeg ser dem danse med afslappede fødder, ivrigt sludrende med hinanden, og med et fnisende blik i retning af gadens drenge som de kan se genspejlet i forretningernes udstillingsvinduer.

Jeg fanger billedet af mig selv. Det er den sidste eftermiddag før weekenden. Mit halvgamle ansigt er mildt, der er smilerynker ud fra øjenkrogene. Jeg ser glad ud. Åh jeg holder meget af unge kvinders anatomi. Unge pigers frodighed får blodet til at strømme i mig så det kildrer af fryd.

Jeg har lagt mærke til, at det er sådan gud ynder at tage livet af os. Først er der altid en god dag. Åbn aldrig døren for fremmede når du holder fest, fordi det er sikkert gud der har sendt døden ud for at hente dig. Vi dør på de gode dage. Ved ikke hvorfor. På alle de triste, er der ingen vej ud herfra. Da er vi fanget i vores smerte, rædsel og depression. Når vi virkeligt er trætte af at leve, holder døden sig langt borte. Hvis vi vil dø på en trist dag, da må vi gøre det selv, finde en skarp kniv i køkkenskuffen. Døden kommer kun når vi er glade. Giver det mening for dig? Jeg forstår det ikke.

Sandt nok, jeg havde døjet med kronisk hovedpine et stykke tid, og havde været træt af det hele, men jeg blev alligevel mægtigt vred den dag. Fordi pigerne er lette og lyse som sommerfugle. Deres kjoler er syet ind til kroppen så brysterne træder frem, taljen, hofterne, de forskellige former og størrelser der vækker mandens fryd. Jeg har en følelse af, at jeg kan fornemme brystets vægt i min hånd når det bevæger sig vuggende op og ned for hvert skridt pigen tager. Bomuldsstoffet er glat, med lyse farver og smalle lodrette striber. Jeg fornemmer duften fra ungdommens rene hud og hår, så megen uskyld. En af pigerne smiler til mig. 18 måske 20. Jeg mærker et sug i mellemgulvet, og hendes smil bliver bredere. Det virker som om gud i sit vanvid har indstillet mit hjerte på kærlighed og begær, som en grotesk optakt der vil få spydspidsen til at føles endnu koldere, når budskabet trænger sig ind i min brystkasse.

Du kan tro, jeg blev vred. Fordi livet er dyrebart. Du skal heller ikke finde dig i guds hjemmelotteri! Vær oprørsk hvis nogen fortæller dig at du skal dø. Det er bedre at dø på sine fødder, end at leve på sine knæ. Kan du huske? Du har jo drømme der venter på at du gør dem til virkelighed. Når dødens håndlanger banker på din dør, så send ham bort igen. Hvis du gør oprør mod den grå død, så er det slut med at skjule drømmene - det ville ikke længere give mening at vente.

Det er det vi gør, os der er flest. Venter og håber, vi længes og drømmer. Kigger du ud over byerne om natten, da kan du se vores tavse bønner stige til vejrs som en fin dis der oplyses af gadelamper og neonreklamer. Vi er håbets folk. En dag skal det nok blive godt. En dag slår vi igennem, en dag træder vi frem, en dag sætter vi chefen på plads og giver vores smukke kollega et dask i bagdelen, og sommetider omvendt. En dag er vores bæger fyldt, og da vil vi leve fuldt ud, sådan som vi altid har drømt.

Hvis nogen sagde vi skulle dø, ville vi ikke vente længere! Vi ville bringe drømmen frem fra dens puppe, fordi al ventetid ville være meningsløs!

Derfor, når knokkelmanden ringer på din telefon, og fortæller dig at det er på fredag du skal møde i kirken i din sorte habit, men uden sko, så løft din stemme og skæld ham ud!

Hvem siger vi skal adlyde døden? Han kan rende mig!

2: Alvorlig sygdom, åh nej.

Jeg var i et kampglad humør da jeg åbnede døren og tog trapperne op. Dernæst stivnede mit blik. Afskåret fra sollyset havde jeg fået en forudanelse; der lugtede støvet i opgangen. Alvorlig sygdom, åh nej. Jeg følte det var trykkende og lummert i venteværelset, formpressede træstole og alt for gamle ugeblade. Solen strømmede tyk og fed og søvndyssende ind gennem persiennerne bag lægesekretæren, jeg havde svært ved at se hendes ansigt. Måske er mit syn nedsat fordi pupillerne har lukket sig sammen af frygt for at drukne i lyset bagved hende. Nu mærkede jeg hjertet slå hårdt under skjorten. Jeg trækker vejret uroligt, synker noget spyt og retter på slipset. Silke, specialimport.

Sekretæren kiggede op, gav mig sit venlige ansigt omkranset af et brunt hår med store krøller, hun nikkede med et smil der var vant til at omfavne gamle nervøse kvinder med gigt og små grædende drenge med skrammede knæ. Den slags gør mig bange.

Bortset fra pressen finder du ingen steder så dårlige nyheder som i selskab med en læge, det ved du. Ikke at man er syg, fordi det er vi i princippet alle efter 35 år, kroppen går i forfald. Næ, den dårlige nyhed er at din sygdom kræver en operation.

Og du ved hvordan det går.

Saven skærer for meget af lårbensknoglen, eller gulvet sniger sig til at lægge en bakteriefyldt hånd i såret, eller sygeplejersken skubber på et uheldigt tidspunkt (og du ville gerne have haft flere børn), for slet ikke at tale om sygehusenes hemmelige lagre af organer, ører, fingre og diverse smådele.

"Hov! Var det venstre ben vi skulle amputere? Det beklager vi, men nu får du i hvert fald ikke koldbrand i det højre."

Ved tanken fnøs jeg for mig selv. Rystede bukserne på plads og rullede med skuldrene for at få jakken til at sidde bedre. Samlede mig.

Jeg forbandede mig selv for mine daglige bekymringer. Det var sikkert alt sammen i orden. Rømmede mig, irriteret.

Det forekom mig upassende at Martin A. Jensen og jeg selv delte læge. Hvorfor lige i dag? Martin Jensen kiggede sløvt på mig, med sit fedtede hår, den samme slidte skjorte med store blåhvide tern, og den der mave der passer fint ind i lagerets univers med stålreoler højt op under loftet, de hvinende gaffeltrucks, samt naturligvis træsko.

Vi hilste formelt, og jeg satte mig tungt i stolen overfor sekretæren. Pustede. Småstønnede. Og netop da fik jeg en forudanelse, hovedpinen og trætheden, afskyen ved at leve. Måske var det denne gang alvorligt, trods alt? Jeg blev bange, sank ind i mig selv. Greb en avis uden at ville spørge Martin om hans besvær.

 ”Det ser ud til du skal have ny lagermand, Martin K."

Jeg havde spredt avisens forside foran mig, men var nødt til at kigge op og møde den syge mands blik. Han havde røde øjne som om han ikke havde sovet den foregående nat, eller måske havde druknet sin sorg i en flaske whisky, måske en kasse øl. Jeg gav avisen et lille dask for at glatte den ud.

 ”Det går nok, Martin. Lægerne er dygtige i dag", forsikrede jeg. Håbede jeg lød troværdig. "Vi holder pladsen til dig, du skal ikke bekymre dig i forhold til StroboLith, det garanterer jeg. Tag dig den tid du har brug for, og kom tilbage når du er frisk igen. Hvordan går det med familien?"

Min medarbejder bøjede nakken, var høflig.

”Tak godt, vi nød turen til Kina. Kostede en formue ved du nok, men vores bank har sagt god for det, og det er rart at se lidt af verden, inden."

Mine øjne flakkede instinktivt ned til en overskrift i avisen, men så tvang jeg sig til at kigge på min medarbejder igen. En ulidelig pause, en tavshed, en sprække ind til det blødende hjerte, angsten og frygten for at dø. For tidligt. For altid. Jeg smilede forstående, og følte falskheden krakelere i mit fjæs.

"Ja. Lone er jo noget ked af det, det er jeg også, men det er måske næsten værst for hende, ved du. Hun skal fortsætte uden mig, og det er hun så ked af. Nu har vi heldigvis ingen børn, så det skal nok gå, eller."

Jeg kunne se ind i fyrens hjerte, der var glas derinde. Hver gang hjertet krampede sig sammen, skar stumperne i den mørkerøde muskel. Sorg, uhelbredelig. Dødsdømt.

"Jeg mener, det ville have været værre, hvis hun skulle stå der med 2 eller 3 børn, og livsforsikringen er jo ikke på andet end en halv million, og så oven i købet minus kassekreditten. Herregud, kisten ved du jeg har købt, og der bliver også råd til en bid brød til slægten og nogle blomster og alt det der, men de resterende 300-400 tusinde strækker ikke langt i forhold til min gode, faste månedsløn. Og der er ingen friværdi huset, så det er nu godt vi ikke har nogen børn, selvom."

Han gik i stå, vi kunne ikke slippe hinandens blik, pupillerne åbnede sig så jeg fik kvalme.

"Du ved hvordan det er, hun ville gerne have haft børn, men det er måske Guds vilje, kunne jeg tro."

Jeg nikkede alvorligt. Så trak jeg vejret dybt, rev mine øjne til mig og betragtede kortvarigt den gule væg ved siden af tidsskriftreolen, inden jeg med anstrengelse af min vilje tvang mig til at kigge Martin stift i øjnene. Ulideligt.

Jeg måtte klynge mig til det spinkle håb, at mit ansigtsudtryk viste medfølelse og forståelse, men faktisk var jeg uberørt inderst inde, det er man nødt til at være når man har ansvaret for 300 mennesker. Jeg nægter at føle min medarbejders smerte og angst - det var ubehageligt nok i forvejen. Det strejfede mig, at hvis Tanja havde siddet i stolen, så var hendes øjne blevet blanke, og hun havde lagt en hånd på stakkelens skulder, hvorefter han ville være begyndt at snøfte og dernæst græde. Det var derfor hun var terapeut og jeg var direktør. Min styrke var at være reel og vise oprigtighed, men aldrig lod jeg de ansattes problemer gøre indtryk i sjælen. De var ikke tjent med en grædende chef, hvad Tanja ikke vil forstå. Jeg må være deres anfører og leder, den der aldrig vakler og aldrig er bange. Den der har styrken til at holde angsten i skak.

Pludselig bøjede jeg mig frem og gav den dødsdømte et klap på skulderen. "Det går nok, du", påstod jeg trøstende. "Det håber jeg for jer", tilføjede jeg venligt, men i min indre kalender skrev jeg et notat om at tjekke medarbejderforsikringen.

Måske var det ikke så dårligt endda, måske kunne man nedlægge Martins stilling, rationalisere, give enken 10.000 for at få lidt goodwill, lave et minuts stilhed en mandag formiddag, alle maskinerne bragt til standsning, en højtidelig stemning, og jeg ville sige nogle velvalgte ord ud over fabrikkens højttalere. Teambuilding, det ville være godt for sammenholdet på længere sigt, ja.

Martin Jensen snøftede.

"Det frygtelige er at jeg ikke længere kan huske. Det er som om jeg dør langsomt." Hans stemme knækkede over. "Jeg håber snart det er slut", sagde han i et ynkeligt tonefald, rejste sig uden varsel og var hastet af sted i retning mod toilettet.

Jeg nikkede for mig selv, rettede på mit slips. Vi er lige gamle. Det må være frygteligt at dø i så ung en alder, 39. Så kom panikken, uventet som altid. Hjertet dunkede pludseligt hårdt, det larmede i mine ører, jeg følte svedperler pible frem på panden og i hårbunden. Med rystende fingre tog jeg avisen op og lod som om jeg studerede døgnets nyheder. Den ansigtsløse angst svirrede rundt i min organisme som grønne alger i en bugt på en varm sommerdag, kvalmende. Foruroligende som en sværm af tørstige bier i en sauna. Ulideligt. Jeg stønnede, kneb øjnene sammen, fornemmede lugten af min egen sved, og den var stram.

Synet vendte langsomt tilbage, jeg kunne trække vejret igen.

En overskrift fortalte mig at statsministeren tog imod en udsending fra en diktatur-stat i Asien. Besøget kunne blive af det gode, hvis idioten lod være med at snakke om menneskerettigheder. Det er så pinligt at afsløre overfor sine gæster, at man godt ved hvor mange millioner de har slået ihjel uden rettergang. Og kedeligt. Vi skal gøre forretninger med alle. En købmand handler med alle i byen. Det er det, det handler om. Inderst inde er jeg købmand. Jeg er stolt over at holde ord.

Angsten trak i min mave, jeg tog mig til brystet. Det virkede som om hjertet var faldet til ro efter trapperne. Men der var noget galt, var jeg sikker på. Nogle gange har jeg svært ved at koncentrere mig, må skrive alting ned. Forhåbentligt var der ikke noget galt. Huskede dårligt, ligesom, ja.

"Er du okay?"

Jeg drejede hovedet med et ryk og så skræmt på sekretæren. Nikkede med åben mund.

"Der er et glas vand, hvis du er tørstig", foreslog hun.

"Tak."

Jeg greb kanden, fyldte et glas med køligt vand. Drak det i store slurke med rystende hånd. Pludselig kunne den komme, uventet og voldsomt, angsten. Som om pupillen lukker solen ude og alt bliver mørkt, et stort tavst mørke uden stjerner. Når jeg havde det sådan, var det umuligt at tænke. Jeg tabte min rationelle tankegang, kunne ikke se ind i fremtiden, umuligt at lægge planer.

Folk siger "slap af et øjeblik." Men det nytter ikke at sidde på kontoret med tomme øjne, og med Hanne vimsende omkring med referater og breve der skal skrives under. Så var det bedre at lukke dagen, slukke mobilen og tage ud på golfbanen. Det har givet mig et ry som en chef der har is i maven.

"Tyskerne afblæser ordren og sagsøger os for 100 millioner, og hvad tror du Martin K gør? Han tager tasken på skulderen og tager ud for at spille golf! Der er intet der kan ryste den mand!" Det var sådan de sagde om mig, og det var gavnligt. Desuden forsvandt mørket når jeg prøvende trippede i golfskoene og løftede køllen til et langt slag udover det grønne græs med skyer på himlen. Efter nogle timer var det indre øje åbnet igen, og endnu engang havde jeg slået angsten. Hvert kølleslag løftede min sjæl op til de syngende lærker.

"Går det bedre?"

Jeg sænkede avisen, var i stand til at smile til hende.

"Ja, nu går det fint", sagde jeg og smålo.

"Lægen er klar, du må gerne gå ind, værsågod."

Overrasket rejste jeg mig, opdagede at Martin Jensen var kommet tilbage til venteværelset, døren ind til konsultationen bag ham stod åben. Idet jeg passerede Martin, mærkede jeg hvordan den anden var grebet af forvirring og tomhed. Hans øjne stirrede uden at have fokus på noget. Så var det nok snart slut, kunne man gå ud fra.

3: Gud er en narrøv, eller hvad?

"Sæt dig ned Martin K", sagde lægen efter vi havde givet hånd.

"Det er vel ikke noget alvorligt", svarede jeg muntert, men også nervøst. På vagt.

"Jo, det må jeg være ærlig at sige." Lægen kiggede i journalen foran sig, drejede læderstolen på plads. Hans ansigt var fyldigt, håret gråt, buskede øjenbryn. Netop sådan et udseende som gør mig tryg, en faderlig figur. Til at stole på. Jeg kiggede opmærksomt på hver en linie i lægens ansigt. Det måtte være en spøg, der ville komme en trækning omkring munden lige inden han smilede og afslørede at alt var i orden. Der måtte ikke være noget alvorligt i vejen. Ikke nu.

"Lad mig høre, hvad jeg fejler, og hvordan får vi has på det?" Jeg forsøgte at være ved godt mod. Ikke til at slå af pinden.

"Først vil jeg fortælle dig hvad der er galt, og hvorfor vi ikke kan gøre noget ved det." Blodårerne i mit skrøbelige kød trak sig sammen med et spjæt, mit åndedræt standsede. Lægen kiggede medfølende på mig, men også med et vist forretningspræget ansigtsudtryk.

"Og bagefter skal du lytte opmærksomt på mig, fordi du har stadigvæk en tid tilbage, du har stadigvæk et liv, og du har et ansvar som vil kræve alle dine evner, Martin."

"Undskyld mig? Øh, sig det langsomt, jeg er lidt chokeret, kan jeg mærke."

Jeg sank, var opmærksom. Lægen nikkede, og i den bevægelse så jeg hele mit liv forsvinde som kold suppe ned i en kloakrist, ikke til at redde selv om man stadigvæk er sulten og fortvivlet lægger sig på knæ, parat til at gøre alt. Alvor. Mørke.

"Ja, det er kræft Martin, og det plejer ikke at være uhelbredeligt. Vi har i dag gode behandlingsmuligheder til langt de fleste kræftformer. Men ikke til din. Jeg beklager."

Jeg følte øjnene spile sig op, mine ører kunne høre hele byens virvar af tandhjul og åndedræt og biler som blinker til venstre. Jeg lagde endda mærke til at jeg ikke trak vejret længere.

"Din kræftsvulst sidder ovenpå hjernestammen ind mod hypotalamus. Den er vokset ind i vitale centre hvor vi ingen mulighed har for at operere. Hvis vi forsøgte at skære den væk, slog vi dig ihjel. Det gør mig ondt. Det er uhelbredeligt. Galopperende."

Lægen lagde ansigtet i alvorlige folder. Betragtede mig.

Dæmpet genoptog jeg min vejrtrækning, men udelukkende med viljens hjælp. Jeg havde lyst til at dø, eller vågne til vækkeurets ulidelige kimen og opdage at det var en drøm. Måske en anden læge ville kunne operere mig? Pludselig så jeg det klart.

Gud er en nar, det er sådan han er. Som en stormsky af lys brød sommeren gennem de søvnige vinduer og skyllede mit sind rent for gamle traditioners ævl og vrøvl. Gud er en nar.

Jeg så maleriet på væggen bagest i rummet, det blanke stål i den gynækologiske briks hvor kvinder lå med spredte lår, tavst frygtende ståltangens kolde fingre, reolerne med de blanke ringbind, rødt og blåt plastic fyldt med referater og udtalelser, opgørelser over momsrefusioner, bilag på konferencedeltagelse hvor en af medicinindustriens konsulenter snakkede til en sal af flirtende læger og sygeplejersker, computerskærmen til højre, printeren, lægen i sin hvide kittel.

Det er alt sammen løgn, fordi vi skal dø alligevel. Hvad bilder idioten sig ind?

"Narrøv", mumlede jeg.

Lægen smilede høfligt.

"Fuck gud hvor er det klamt og falskt! Barnedåb, kirkebryllup, tykke bøger med belæringer og moraliseringer, universiteter fulde af lærdom, instruktioner og reglementer, samlebånd og stempelure. Hele dette gigantiske svineri af et liv, og så skal vi bare dø!"

Lægen nikkede forstående.

"Det passer simpelthen ikke", sagde jeg ud i luften. "Kan du ikke se det er en stor løgn det hele!"

Lægen gjorde en trækning med skuldrene, for at berolige mig.

"Det er en stor løgn", gentog jeg. Vreden åbnede min hals som lavaen i en vulkan. Så råbte jeg gennem alle væggene: "Gud er en kraftidiot!"

"Tag det roligt, Martin..." Der lå noget truende i lægens tonefald som fik mig til at falde tilbage i stolen.

"Men, kan du ikke se det? Gud er mere uretfærdig end skattevæsenet, dummere end koen der kigger på landmanden med blide øjne, mere ond end drengene som slår klassens generte pige. Gud er en skiderik. Vi skal alle dø. For altid! Gud er en narrøv. "

Jeg var så vred at jeg fik tårer i mine øjne.

"Hør efter hvad jeg siger, Martin. Nu viser jeg dig et print af scanningen. Se her."

Lægen skubbede et ark papir frem over bordet - det lignede et hoved møjsommeligt farvelagt med mørkeblå områder langs den indre kant af kraniet, et grønt blomkål kaldet hjernen, og dybt derinde et skrigende orange felt, med gullige og rødlige arme spredende sig som revner i en tør jordbund. Kræftsvulsten. Jeg sukkede.

"Dér har du din kræft. Kan du se hvor stor svulsten er? Det er et mirakel at du stadigvæk er i stand til at gå, og at du indtil nu kun har døjet med hovedpine og svimmelhed. Kan du se, den har spredt sig ned i dette her område, hjernestammen, og langt ind i midten af hjernen, ind til hypotalamus. Det er en type kræftceller som vokser vældigt aggressivt, og meget hurtigt. Hvis vi forsøger at skære det væk, slår vi dig ihjel. Strålebehandling og kemobehandling er nytteløs, vi kan simpelthen ikke nå at stoppe det. Jeg beklager, men sådan er det. Du skal dø."

Jeg måtte kigge væk. På en måde havde jeg lyst til at kradse øjnene ud på min godhjertede læge, kyle møblerne ud af vinduet, voldtage sekretæren og sprænge bygningen i luften. Og det må man ikke.

Sådan ender man så. Som en dårlig tegning, grimme farver. Som en fucking børnetegning, spyttet ud af en computer.

Der var stilhed mellem os.

"Må jeg få den med hjem", spurgte jeg mørkt.

"Ja, men jeg vil være ked af hvis du viser den til din familie. Ser du, nu kommer det vigtigste jeg har at sige. Vi skal alle dø. Du kan blive kørt over af en lastbil i morgen. Bang, død. Det er sådan noget vi ikke kan vide noget om, en eller anden dag er vi døde."

Lægen kiggede indtrængende på mig.

"Og ved du hvad, det er i virkeligheden meget upraktisk. Tro mig. Døden kommer altid til besvær, og alle bliver meget kede af det. Først og fremmest bliver de efterladte kede af at de ikke fik sagt ordentligt farvel. Børn der mister deres forældre som små, det kan ødelægge resten af deres liv. De vil i mange år gå med en sorg i maven. Det er det eneste lyspunkt jeg kan vise dig. Gud har givet dig en enestående mulighed for at sige farvel til alle før du dør. "

Jeg kunne ikke tro sine egne ører. Fuck gud! "Ja tak! Er det ugens tilbud, eller hvad!"

Lægen nikkede forstående. Han virkede lidt træt. Træt af mig.

"Du kan lukke og slukke på en god måde der sikrer din familie på bedste vis. Dette her er bedre end at blive dræbt i trafikken. Tro mig. Lige nu er du chokeret, men du vil finde ud af, at det er en gave du har fået. "

Jeg vippede med hovedet, ordene sad fast i mine ører.

"Forestil dig, at du døde i morges. Gud giver dig 14 dage ekstra, du får tid til at sige farvel til dem du elsker."

"Min familie?" Ordet lød fremmedartet, som navnet på eller anden åndssvag rosenbusk på planteskolen, sådan en der koster dig en formue og river alt dit tøj i stykker når du forsøger at grave den ned i jorden hjemme hos dig selv, og efter en time har du kun lyst til at hælde benzin på den og brænde den af, mens konen render rundt og kvidrer: "Ih, hvor bliver det fint."

"Familie! Jeg har to urimeligt forkælede teenagere. Den ene halvvejs med et ben i pornobranchen, og den anden med en fod indenfor fængslets kolde mure, og dertil en hysterisk kvinde der kræver sex på måder jeg ikke kan forstå, og desuden har hun meddelt mig, at hun vil skilles, og så kan jeg bo i annekset! Bo til leje hos min egen familie!"

"Vær venlig at dæmpe dig! Jeg er ikke døv", sagde lægen indtrængende og ganske uden virkning, fordi det gjorde ondt i mig.

"Familie! Ud over kone og børn, hvis man kan kalde dem det, har jeg en ulidelig far på et plejehjem 30 kilometer udenfor byen, men ikke så langt væk at jeg kan få fred for ham! Den eneste som ikke driver mig til vanvid, det er min mor! Og vil du vide hvorfor!"

Lægens løftede sine hænder. "Jeg må bede dig om..."

"Vil du vide hvorfor! Fordi hun er død! Og hun er den eneste familie jeg nogensinde har haft!"

Jeg pustede ud, sank sammen i stolen. Lægen rømmede sig og ville sikkert have sagt noget fornuftigt, hvis ikke det var fordi jeg fik et nyt vulkanudbrud.

"Dertil kommer!", jeg hævede stemmen dramatisk, "dertil kommer en hund som pisser i mit sengetøj! Ikke i deres sengetøj! Nej, den pisser kun i min seng og ingen andens! Det er min familie! Sig en gang til at jeg er heldig, fordi jeg har svært ved at forstå hvad du mener!"

Jeg faldt ind i mig selv, kiggede væk fra lægen.

Et øjeblik ønskede jeg at være den underlige farbror der aldrig blev gift. Ham hvis hjem består af en høj træstol ved bardisken, og en kvinde der går sin vej når hun har fået sine penge.

Så ville alt være så meget nemmere.

Jeg kunne give rigeligt med drikkepenge den sidste aften, måske spendere en omgang til hele flokken og strække glasset i vejret. "Det er min omgang, jeg skal dø i morgen!"

Familie. Det var aldrig blevet sådan, som jeg havde håbet.

 

"Ja, familie. Din kone og dine børn, de har brug for dig mere end nogensinde før." Lægen talte med en blid stemmeføring. Honningen dryppede i store klumper ned på bordpladen.

"Og jeg tror på du kan klare det, men du har også muligheder for at få hjælp. Jeg kender en god psykolog du kan snakke med sådan at den sidste tid bliver god for dig. Betragt den sidste tid som en bonus, en bonustid."

Jeg fornemmede et klukkende vanvid i maven, en grotesk humor voksede frem i brystkassen, gav glimt i mine øjne.

"Hvordan kan tiden være god!"

Jeg stirrede lægen ind i øjnene, rettede mig i stolen.

"Du siger jeg skal dø, hvad er det godt ved det? Er du rablende gal, mand? Der er fandeme ikke noget godt ved at dø. Dø selv, hvis du synes det er så fucking sjovt!"

Lægen rynkede panden. Rømmede sig.

"Martin jeg ved du er chokeret og vred nu, det er helt normalt. Men tro mig. Hvis du forstår at sige farvel på en god måde, så kan din sidste tid blive din bedste tid nogensinde. Det har jeg oplevet gang på gang."

Lægen tog brillerne af og foldede dem sammen. Lagde armene tungt ned på bordpladen.

"Men jeg har også set folk falde fra hinanden, det må jeg ærligt sige, det har jeg også set. Folk der kun har haft få måneder tilbage, har på den korte tid lykkedes at miste deres partner, skubbe børnene fra sig, og køre deres økonomi i stykker. Det har jeg også set. Men Martin, sådan er du ikke."

Jeg trak vejret dybt.

"Vi har kendt hinanden i 10 år, jeg ved at du har evnerne til at tage det her som en mand, og forstå at sige farvel til familien på den bedste måde."

Lægens øjne flakkede. Nu havde han ikke mere at sige. Måske var hans pupiller ved at trække sig sammen, tænkte jeg. Han havde vel brug for at beskytte sig mod patienternes smerte og sorg, skulle være stærk og upåvirkelig.

Jeg drejede rundt og kiggede ud ad vinduet.

Der var noget rigtigt i det lægen sagde. Masser af mennesker bliver kørt ned en fredag morgen, selvom de har planlagt alt muligt til weekenden. Og hvis gud nogensinde lytter til nogen, så vil jeg bede om en langsom død, i stedet for en hurtig. Jeg har nemlig lyst til at sige farvel, sådan som jeg tog afsked med min egen mor. Det er godt at sige farvel, det er en gave at have tid til det. Jeg vil forsone mig med verden, slippe familien, og af egen vilje forlade livet.

Jeg vendte sig om mod lægen igen. Min beslutning var truffet.

"Jeg er enormt ked af det, undskyld, så råber jeg højt. Jeg har både pension og et sommerhus, jeg vil gerne være gammel. Men når det nu er sådan, så tror jeg du har ret. Det er godt at få tid til at sige farvel. Hellere det end at blive kørt ned på vej hjem med liter is under armen. Jeg kan godt se det."

Lægen trak vejret lettet, smilede varmt til sin patient. Min nye rolle. Direktør og patient. Kræftsyg. Terminal-kandidat.

"Undskyld jeg råbte højt, men jeg. Ja, sådan var det bare, Niels."

Lægen nikkede venligt.

Jeg tænkte mig om. "Spiller du golf", spurgte jeg.

"Golf." Et øjeblik undrede lægen sig, men så lyste hans ansigt op. "Det gør jeg faktisk. Det giver en dejlig fred i sindet, synes jeg."

"Hvilken dag?"

"Åh, det er sådan lidt forskelligt. Måske tirsdag, over middag?"

"To, eller tre?"

"Tre!"

Lægen rullede tilfreds med hovedet. Vi rejste os, gav hinanden hånden med styrke og venskabelighed.

"Det er lige præcis hvad jeg mener, Martin. Få det bedste ud af de sidste uger, og ring når der er noget. Også hjemme, privat."

Mit smil stivnede, jeg rynkede panden.

"Når du taler om de sidste uger, så er det vel et udtryk for, at der ikke er så langt igen? Du mener vel ikke konkret 2-3 uger?"

Lægen lagde hovedet på skrå, tøvende.

"Normalt udtaler jeg mig aldrig om, hvornår mine patienter skal dø. Det er også meget forskelligt, nogle er mere seje end andre. Videnskaben kan ikke fortælle præcist hvornår et menneske dør, kun Gud ved den slags, men min erfaring fortæller mig, når jeg betragter din hjernescanning, at du har 3 uger. Måske 2. Kræften er galopperende, Martin. Den vokser hurtigt, pludselig kan du ikke gå længere, og heller ikke tænke, og så vil det være for sent. At du lever i dag, det gør dig til en meget heldig mand. Gud har været god ved dig", sagde lægen.

Jeg hørte at stemmen bævede, og der var også genskin i lægens øjne.

Vi var kommet fri af skrivebordet.

Det strejfede min bevidsthed at det er hårdt for lægen at være dødens sendebud. Som at fortælle sine medarbejdere at firmaet lukker, konkurs, alle ud. Så går de, nedbøjede og bekymrede, og man selv står tilbage i de tomme haller. Sådan står også lægen efter dagens arbejde i sin tomme konsultation.

Derfor trådte jeg frem og slog armene om lægen, gav ham et knus. Jeg kunne mærke lægens krop var anspændt i begyndelsen, men så blev den blød og vi gav hinanden et fast kram i et par sekunder. Ikke for længe, og med et par solide mandfolke-dunk i ryggen.

"Vi ses på tirsdag", sagde jeg. Min næse opfangede en lugt af stabilitet, tøj som hverken var beskidt og heller ikke nyvasket. Autoritet.

Lægen klemte til, snøftede uhørligt.

"Vær god ved din kone, Martin. Og dine børn. De har virkeligt brug for dig nu", sagde han.

Vi gjorde os fri af hinanden, og lige da jeg ville gå fik jeg øje på scanningen. Jeg greb papiret. Kiggede kortvarigt på kræftknudens uheldssvangre orange farve, inden jeg foldede papiret sammen og stak det i jakkens inderlomme.

"Jeg må hellere få denne her med", sagde jeg og smilede, åbnede døren. "Hvis jeg glemte at jeg skal dø, så er den god at have."

Lægen lo uden glæde.

Jeg halvvejs løb ned ad trapperne. Mit sind var både rasende, glad og frit. Da jeg gik tilbage gennem gågaden, så jeg ikke længere pigernes skønhed som tidligere. Efter en pludselig indskydelse gik jeg ind i en kiosk og købte en pakke cigaretter. Det var det helt rigtige tidspunkt at genoptage gamle laster. Narrøv. Jeg vil aldrig skrive gud med stort G igen.

4: Som guldsmede i parringsdans

Jeg tog motorvejen for at komme rundt til den anden side af byen, ned til vandet til mit mondænt store, luksuriøse hus. Da jeg havde flettet ind, lagde jeg mig i ydersporet og trykkede på speederen. Den kraftige sportsvogn gav et sprødt hvin fra sig, som om jeg havde kærtegnet dens hemmelige fryd, den sprang fremad så jeg blev presset tilbage i racersædet. Elskede dens brutale kraft, men måtte efter få sekunder bremse hårdt fordi en varevogn spærrede vejen mens den var i færd med at overhale en lastvogn.

Jeg blinkede til venstre og lå helt tæt på den forankørendes kofanger. Blinkede med lyset nogle gange. Følte mig svimmel. Ude af mig selv. Så dyttede jeg hysterisk.

Varevognen fortsatte sin langsomme overhaling.

Du ved man kan blive vred hvis der er sorg og smerte i blodet, da er det nemt at gå bersærk. Det knugede i min mave, og det krampede i skuldrene. Jeg indså at resten af verden ville stå mig i vejen de kommende uger. Folk kører bil som om de har al verdens tid, og både skal på pension og på plejehjem.

Umærkeligt knyttede jeg næverne om rattet så knoerne lyste hvidt. Jeg skiftede et gear ned, kørte langsomt frem og skubbede til vognen foran. Et øjeblik kom vi begge i slinger og jeg frygtede at vi var hægtet sammen som 2 guldsmede i parringsdans, men så slap det og varevognen kunne pludselig køre meget hurtigere. Den fuldførte sin overhaling og jeg drønede forbi. Ud af øjenkrogen så jeg en forskrækket mand holde langfingeren op så jeg kunne se den.

Jeg sukkede og sank, var chokeret over mig selv, lettede foden fra speederen. Jeg var bare ked af det, og jeg var ophidset samtidig. Det ville ikke gøre mig noget hvis jeg i dette øjeblik blev slået ihjel. Om jeg så skulle rive en skolebus med mig i faldet, jeg var ligeglad. Livet er meningsløst, det havde fået en bitter smag som var ved at gøre mig gal. Tænkte på hvor mange drab i trafikken skyldes mennesker der er trætte af livet? Folk der kører over i den forkerte side af vejen, uden grund? Biler der fortsætter ud i krydset for rødt lys, uden at se noget? Lastvogne der drejer til højre, uden at ane cyklen?

Der havde været en sådan pige, med barnestol på bagagebæreren, der var blevet kørt over af en rød lastvogn med anhænger, en dag jeg gik en tur med Tanja og Albino. Synet af ulykken havde fået mig til at vende mig væk og jeg brækkede mig af angst.

Hendes krop var gået helt i stykker.

Jeg trak til højre, sænkede farten, kiggede ud af bilens vinduer uden at registrere detaljer.

Det havde været forfærdeligt at se. Det ene øjeblik var hun en ung mor på vej til børnehaven for at hente sit barn, det næste øjeblik var hun en ødelagt krop uden liv.

Jeg bremsede sportsvognen, gearede ned og lagde mig til rette bag en kølevogn lastet med burgerboller, ketchup og flade bøffer. Bilens motor lød som om den overvejede at falde i søvn.

En ung kvinde fuld af liv, med et langt liv foran sig. Et lyskryds, et kort sekund, et højresving, slut. I flere dage havde jeg haft ondt i maven og var gået til lægen for at få undersøgt om det var mavesår. Tanja købte 23 røde roser og placerede dem på fortovet hvor fliserne de følgende dage havde en mørk plamage, og jeg havde fået at vide at jeg intet fejlede. Sådan har det ofte været, og det giver Tanja, Sussi og Kasper en fornøjelse at håne mig for at være hypokonder.

Jeg har haft nyresten, lungekræft, tarmslyng, hudkræft, leddegigt. Hver gang sendte lægen mig hjem med besked om at jeg intet fejler. Nogle gange håbede jeg på en lille sygdom, ikke noget alvorligt, bare nok til at lukke munden på familien. En hjernesvulst, det var mere end jeg havde bedt om. Du kan se gud er rundhåndet, ikke?

Jeg fnyste for mig selv. Det ærgrede mig at jeg ikke går i kirke hver søndag. Fordi så ville jeg holde op med det, lige med det samme!

Bilen rullede op foran garagerne, jeg slukkede motoren. Hovedpinen var blevet værre. Sad lidt og samlede mig inden jeg steg ud i den tunge duft fra den fugtige have. Huset lå tavst, halvvejs bortgemt i rosenbuske og træernes løvhang.

Et hjem er mere end en bolig, det er et sted med hjerterum og fællesskab. Jeg følte mig mere hjemløs end nogensinde før.

Længere borte var gartneren hos en nabo i gang med motorsaven, det var vel Madsens der havde snakket om at fælde de to kæmpebirke på hver side af indkørslen.

Af gammel vane trykkede jeg på nøglen, Porschen blinkede med lygterne og gik i dvale. Jeg undrede mig. Det var mig egentlig ligegyldigt om nogen stjal bilen, og den havde jeg endda elsket.

Det var tanken om at miste familien der gjorde mig ked af det. At miste håbet om den samhørighed vi aldrig havde fået skabt imellem os. Nu var det sidste chance. Hvordan bliver man en familie på 14 dage, når det ikke var lykkedes i 14 år?

Jeg gik ind.

5: Giv mig et basteskørt og ben i næsen

"Hej far! "

Sussi passerede mig iført næsten ingenting, mens jeg stod lænet op ad et køkkenbord med et grus kaffe i hænderne, meditativt betragtende dampens dansende slør af mørktkrydrede duftnuancer.

Hun åbnede køleskabet og rodede rundt i dets indhold

"Hvor er æblerne?"

Jeg løftede hovedet. "Den nederste hylde. "

Hun smækkede lågen og bed i et stort, rødt æble.

"Hvorfor står du der?"

Jeg kiggede på hende. Min førstefødte, en langbenet pige på 18. Der var engang livet havde været simpelt og fyldt med kærlighed. Dette lille nyfødte barn som jeg nænsomt havde fået i favnen, mens jordemoderen trak en skammel hen til fødebriksen for at sy Tanjas mellemkød der havde fået en sprække.

"Du er blevet stor. "

Sussi trak kimonoen sammen. "Hvorfor siger du det? Er du sentimental eller bare idiot?" Hendes stemme var kampberedt. "Du tror måske jeg gider høre på hvad du mener om mig, bare lad mig være i fred. Det er min krop, du skal ikke blande dig i noget!"

"Det var ikke sådan ment", sagde jeg udglattende.

"Ikke sådan ment, hvordan var det så ment? Du synes måske jeg er blevet fed?" Hun åbnede sit tøj så jeg kunne se hendes krop. Jeg trak vejret dybt og sukkede. Engang havde jeg i smug følt stolthed over datterens kropsbygning, men det var før jeg opdagede at fysisk skønhed er et tveægget sværd.

"Lad være, Sussi. Jeg synes du er helt normal", påstod jeg, lod blikket vandre ind i stuen. Min datter er på ingen måde normal, tænkte jeg, hun er smuk på en måde der bekymrer mig. Husker den første gang det var blevet synligt, nemlig hos købmanden hvor en gruppe mænd stod samlet om en frokostavis, den sommer Madsen faldt ned fra træet første gang. De var blevet tavse da jeg kom ind, kiggede underligt på mig. Jeg hilste, og de nikkede tilbage.

"Tillykke med det, Martin K", råbte Madsen efter mig. Jeg standsede og drejede rundt med indkøbskurven i hånden. Jeg kunne mærke køligheden nede fra grønsagsafdelingen, butikken lugtede som et nyt køleskab der er spækket med frisk mad. Tøvende gik jeg over til mændene. Madsen balancerede på sit raske ben, krykken stod lænet op ad stativet der holdt fast i de brækkede knogler så de kunne vokse rigtigt sammen. En lille irriterende mand.

"Tillykke med hvad?"

"Sussi. Du må være stolt?" Madsen smilede, der var små latterudbrud omkring mig.

"Sussi?" Jeg kiggede på avisen som Madsen havde lukket i. Det havde noget med avisen at gøre. "Hvad mener du?"

Madsen kneb øjnene i og gjorde en grimasse. "Du ved måske ikke noget selv? Har hun holdt det hemmeligt for dig?"

"Hvad?"

"Så er du den eneste hun skjuler noget for. "

Mandegruppen fnes.

"Vi har set alt, og vi synes godt om det. Men sig mig Martin, er hun er ikke lidt for ung synes du? Det synes jeg, men I er måske ligeglade, du og Tanja?"

Gruppen af mænd kiggede nysgerrigt på mit ansigt. Jeg vidste de var ved at lave en historie som ville florere i kvarteret de kommende måneder, ja måske i årevis. En klassisk historie på linje med Madsens andet fald fra træet.

"Hun har ingen grund til at skjule noget", sagde jeg med vægt. Vendte mig og gik.

Senere måtte jeg køre ind i byen for at købe avisen på en tankstation. På parkeringspladsen bladrede jeg febrilsk siderne igennem indtil jeg fandt billedet af dagens unge pige. Siden duftede af tryksværte. Billedet var fra den strand hvor vi plejer at bade, og hun havde lige så lidt tøj på som Tanja og jeg selv ville have haft i vandet. Vi har altid været nøgne på stranden, og jeg havde tænkt at vores forhold til nøgenhed er afslappet. Men nu kom jeg i tvivl. Fordi den nøgenhed som jeg holdt meget af, den var fotograferet med en særlig linse. I avisens opsætning lignede Sussi ikke en glad teenager på stranden, hun lignede en aggressiv fotomodel som tilbød sin krop til tusindvis af mænds erotiske befamlinger.

Rystet tog jeg avisen med hjem og gav den til Tanja. Da hun så billedet trak hun vejret dybt og holdt det i forbavselse. "Nej hvor er du flot, plusser!", råbte hun i retning af Sussis værelse.

Der blev ikke svaret, men vi kunne høre høj musik og hun smilede beroligende til mig. Som for at fortælle at det var okay, og jeg forstod hvad hun mente. Børn og unge mennesker har brug for at blive set, og brug for at høre at det er okay. Lige meget hvad de laver, stort set.

Tanja fandt en saks, klippede i avisen og satte Sussis billede op på opslagstavlen i køkkenet. Dér hang det endnu, falmet og krøllet under bunker af beskeder og noter, kunne jeg se. Men inderst inde følte jeg, det var forkert.

Hvis folk vil se min datter nøgen, så kan de jo bare smide tøjet og lægge sig på stranden ved siden af hende. Måske snakke med hende. Svømme en tur. Være sammen med hende i den virkelige verden. Jeg brød mig ikke om at se det strejf af ensomhed der lå i datterens øjne når hun poserede foran et kamera.

"Så luk dog, Søs. Vi gider ikke se dig nøgen hele tiden. ”

Kasper skubbede til sin søster da han gik forbi. Han rev køleskabet åbent. "Vil du vide hvor trætte vi er af at glo på dine patter?"

"Hold din kæft, børnehave-gangster!" Hun slog ud efter sin bror og ramte ham hårdt i hovedet.  ”Spassernar!", sagde hun og gik sin vej.

"Luder!", svarede Kasper. Vi hørte hvordan hun smækkede med værelsesdøren så hårdt at hele huset gav sig.

"Jeg vil ikke høre dig bruge det ord om din søster. Det er anstrengende nok for hende at andre bruger det, hun skal ikke høre det fra sin bror", sagde jeg stille, bestemt.

Kasper snurrede rundt med et stykke pizza i hånden.

Min anden fødte, den lille kriger som sprællede vredt da sygeplejersken kom op med ham fra operationsstuen. Måske irriteret over det voldsomme tryk fra Tanjas veer, men hendes køn ville ikke lukke ham ud, så han var fanget i en slags tandpastatube man ikke har skruet låget af. Jeg havde taget den lille dreng i favnen da han endelig kom ud. Babyen var mørk i huden, hvilket havde en naturlig forklaring, øjnene skulede og næverne var knyttede. Forstod han var rasende. Så havde drengen tisset på mig, og kvinderne i fødestuen lo, men jeg anede at det kun var begyndelsen. Den lille kriger var netop blevet så gammel at truslerne om fængsel var blevet mere nærværende. Ungdomsfængsel, et lukket pensionat fuld af velmenende pædagoger der ville drive den lille kriger til vanvid, måske han ville slå en af dem ihjel efter et par år og efter nogle kilo hash, og så ville det blive rigtig fængsel. Krigeren Kasper trådte helt hen til mig og løftede øjenbrynene.

"Hvad siger du?"

"Du hørte mig godt, Kasper. " Jeg forsøgte at virke uberørt, jeg var trods alt et hoved højere end min muskuløse søn.

"Har du et problem", spurgte drengen mørkt.

Jeg sank. Vi havde kæmpet sidste sommer på græsplænen. Først for sjov, men den lille kriger har et vildt blod i årene, så det var blevet alvor. Han langede en næve ud, mine ben eksede og jeg faldt bevidstløs om på græsset.

"Nej, du har et problem", svarede jeg og så min søn direkte i øjnene. "Det er dig der har problemet. Det er ikke mig der skal i retten på torsdag, vel?"

Kaspers øjne blev blanke, så vendte han rundt og begyndte at gå væk. "Åh hold kæft din gamle nar", sagde han. Vendte om på hælen og skred.

I det samme kom Tanja ud i køkkenet fra stuen.

"Hvad er det for en larm? Skal du skændes med børnene hele tiden, Martin! Kør dog en tur, eller drik dig fuld, hvis du er i dårligt humør, spil golf, men lad være med at lade det gå ud over os", sagde hun.

Forsigtigt åbnede hun køleskabet. Jeg betragtede hendes slanke ryg, de bløde hofter. Hun havde åbenbart ligget på terrassen og taget solbad, varm og svedig i huden. Hun lugtede lidt surt og stramt, engang havde hun lugtet sødt som en baby, men det var længe siden nu.

"Jeg var hos lægen i dag", sagde jeg og fugtede mine læber.

"Nå, nu igen. Hvor er humusen?"

"En af de øverste hylder, til venstre."

"Nå ja. " Hun lukkede lågen, greb noget tyrkisk brød fra en bakke, begyndte at smøre humus på et stykke.

"Og hvad sagde han så, Martin? Hvilken frygtelig sygdom har du nu fået? Prostata? Meningitis? Eller noget rigtig slemt som spiserørsforsnævring, se det ville virkeligt være en ulykke for dig som æder hele tiden, ha! Hvad sagde Niels?" Hun vendte sig om og bed i brødet.

Den kvinde jeg var blevet forelsket i hos bageren som ganske ung. Et smart salgstrick, måske. I hvert fald begyndte jeg at købe brød hos bager Jensen hver morgen, ja flere gange om dagen. Hendes øjne glitrede, og håret var krøllet sat op i en hestehale. Jeg elskede at se hendes slanke hænder pakke brød ind med blide og præcise bevægelser. Efter en uge inviterede jeg hende i biografen. Vi forstod begge at nyde anderledes film, den slags man ser i små biografer, film med lange replikker og store dramaer under overfladen, kunst. Vi lærte hurtigt hinanden at kende. Det var ukompliceret, og jeg elsker den slags. Eller det gjorde som ung.

Tredje gang vi var i biffen lagde jeg en hånd på hendes sommerlår, hun greb den og ledte den op under nederdelen. Først var der alt for meget hud, hverken bomuldstrusser eller kønshår, så blev mine fingre fugtige og hjertet sprang op i halsen hvor det var ved at kvæle mig. Hun kunne mærke min uro, lo og kyssede mig på munden.

Jeg var så umoden, hun måtte lære mig alt. Men stadigvæk efter 20 år er hun sjældent tilfreds.

Bøger om supersex og multiorgasmer og kend din krop og tantra lå opstablet på begge sider af sengen, som et fæstningsværk der skulle få mig til at indordne mig hendes lyster. Jeg har svært ved erotik, og hun lo ad min usikkerhed, men ikke længere helt så kærligt. Der var nætter hvor jeg sov i stuen efter lange skænderier, den trivielle optakt til skilsmisser eller utroskab.

"Synes du jeg er blevet fed?", spurgte hun pludseligt og greb fat i sin bløde mave.

"Næ. "

Hun nikkede tilfreds.

"Nå, sagde han noget, eller hvad?" Hun virkede utålmodig efter at komme tilbage til sin drømmeseng. Det var derfor Madsen nu fældede sine birketræer. De er ganske vist flotte, men grenene knækker hvis man klatrer op i toppen for at kigge ind hos naboerne. Der gik rygter om at Madsen denne anden gang var blevet hentet med bukserne nede om bagdelen, højre ben knækket og 4 ribben brækket. Så var konen blevet sur og havde krævet træernes hoved på et fad, selvom ingen kunne forestille sig han ville klatre op en tredje gang. Tanja havde bare leet. Hun sendte Madsen en email vedhæftet et billede af sig.

"Som trøst", havde hun skrevet til ham.

Men det var konen der åbnede emailen, så han fik kun skældud, ikke noget nøgenfoto.

Jeg følte mig pludselig slap i min sjæl.

Familie? Mennesker der levede i mit hus, tømte mit køleskab, og ikke gav andet end brok i retur. Det var alt sammen lige meget, de var ligeglade.

"Han sagde, der er ikke noget at gøre ved min hovedpine. " Hjertet bankede i mine ører, mens jeg forsøgte at virke afslappet.

Tanja nikkede. "Selvfølgelig, du skal bare slappe af og ikke bekymre dig så meget, det var jo det jeg sagde. Du er hypokonder. Det er din eneste sygdom. "

Jeg smilede tonløst. Undrede mig. Engang havde vi været tætte, følsomme og intime. Hver dag havde været et eventyr, en herlig jagt efter mere lykke. Glæde.

"Og så sagde han at jeg skal passe godt på min familie. Dig, Sussi og Kasper. Give jer nogle gode oplevelser, og få... altså, have det godt sammen med jer. " Jeg kunne høre stemmen afslørede et uroligt hjerte. Tanja trådte hen til mig og lagde armene blidt om mine skuldre.

"Ja Martin, vi skal have det godt", hviskede hun. "Ellers er det bedre for os alle sammen, at vi bliver skilt. " Hun kyssede mig på munden.

"For resten, din dyne hænger til tørre", sagde hun og slap mig. "Albino har gjort det igen", tilføjede hun og var væk.

Jeg fandt dyret liggende halvvejs bevidstløs af varme, bag den store solbærbusk i køkkenhaven. Satte mig på hug og kløede den på panden, nulrede blidt dens tunge ører. En varm hund lugter godt, når dens pels har suget solens stråler til sig i en times tid.

Dvask af varmen åbnede den øjnene, kiggede bedrøvet på mig.

Jeg klappede Albino på siden af bugen og på den ene skulder. En kæmpe hund. I nogle lande ville man slagte sådan et dyr og lade landsbyen feste i 3 dage på dens kød. Mit liv ville være nemmere hvis jeg havde været negerhøvding i basteskørt, og med en knogle stukket gennem det nederste af næsen. Sådan nogen der har lov til at leve, og ikke en ynkelig, undertrykt kontormand der finder sig i alt for meget.

Jeg føler folk tager fordele af mit ydmyge og nervøse væsen, træder hen over mine grænser fordi det er sjovt, fordi vi alle kan have lyst til at prøve kræfter med en der er svagere end os selv. De skrappe drenge i skolens yngste klasser har kun held med deres terror, fordi der er drenge som går med briller, og drenge hvis mødre formaner dem ikke at få beskidte bukser. Gode drenge, dygtige drenge, søde drenge - uden os har slynglerne ikke en chance for at gøre nogen fortræd.

Hunden rullede rundt på ryggen for at blive kløet mere. Et hurtigt snit med den skarpe kokkekniv, så kunne jeg trække dyret op på terrassen og partere det, stege det på den store grill. Men de ville blive sure, fordi jeg går i jakkesæt og ikke basteskørt, de ville skælde mig ud og kalde mig dyremishandler. Jeg kan få lov til at spille golf, og køre for hurtigt på motorvejen, i ny og næ afskedige en eller anden skiderik jeg ikke bryder mig om, sådan som jeg gav fremmedarbejderen på lageret sparket i morges fordi fyren var næsvis, lade være med at give en anden fyr den lønforhøjelse han fortjente. Småting. Ikke noget værdigt liv for en mand med vikingeblod.

"Hvad ville du sige til at blive spist, krydret med paprika og hvidløg?"

Hunden gryntede og sukkede.

"Jeg er nemlig ret træt af at du tisser i min seng!"

Hunden drejede hovedet og kiggede tomt på mig.

"Albino, jeg sværger, næste gang tager jeg livet af dig, og æder dig med ovnstegte kartofler til. Er du med?"

Hunden sukkede og lukkede sine øjne. Den kunne godt lide at blive kløet.

Pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle gøre.

Der var et menneske i verden som fortjente at høre om min skæbne, og hun ville heller ikke snakke mig imod. Jeg vurderede solens stilling på himlen, der ville være tid nok til at køre derud, tænkte jeg.

"Jeg er væk et par timer", meddelte jeg, da jeg passerede Tanja på terrassen.

"Hvor skal du hen skat?"

"Jeg tager ud og besøger min mor", svarede jeg vredt.

"Hils hende fra mig", råbte Tanja og grinte højt.

6: Kald på mig når hun er gået over

Bilen åd sig gennem landskabet som en kniv der glider ned gennem lagkagens flødeskum. Med skarpe sving skar den stykker af markerne, kløvede en vej gennem skovens træer, henover heden til landsbyen med den hvide kirke, 800 år gammel. Bilen sitrede da jeg slukkede motoren. Den er bygget til jagt. Jeg havde parkeret under et træ med lidt skygge, gik gennem jernlågen i stensætningen og fandt snart min mors grav nede i hjørnet af kirkegården.

Kender du lugten? Den er tung og tilknappet, krydret med duftene fra små mørkegrønne buske. Tørre jordknolde fyldt med regnorm.

Ved hendes grav stod der lidt afskårne blomster i en vase, de var visne og jeg anede ikke hvem der havde sat dem. Måske var de med i det årlige gebyr for at få graven passet. Måske jeg, uden at vide det, havde sat kryds ud for: "Ønsker blomster sat frem på de dage hvor vi ikke gider besøge hende, men hvor vi måske burde. Jul, fødselsdag, den slags. "

Jeg kiggede på stenen og undrede mig. Ironisk var denne dag min mors dødsdag, denne dag hvor døden havde varslet sin ankomst til hendes barn. Så burde jeg have haft blomster med.

Jeg rejste mig og kiggede rundt. På den anden side af rækken stod en frisk grav dækket med blomster, røde gule og blå. Jeg gik derom og udvalgte mig de smukkeste, tømte vasen ind på nabogravstedet, og satte de farverige nye blomster pænt op ved foden af gravstenen.

"Sådan mor. "

Et langt øjekast overbeviste mig om, at der ikke var andre besøgende denne fredag eftermiddag, så jeg trådte ind i gravstedet og satte mig på hug med en hånd hvilende på granitten. Jeg forsøgte at berøre stenen så blidt som den eftermiddag for 5 år siden da hun ikke kunne længere. Hun havde siddet op i sengen, fordi når hun lå ned var hun ved at drukne i sejt slim. Jeg sad på kanten på den ene side og lod min hånd hvile blidt på hendes ryg. Min far drak kaffe i stuen, røg pibe, vi kunne lugte hans søde tobak. Jeg havde bedt Gustav om at komme ind i soveværelset. Men han havde svaret, at han ikke kunne holde ud at se hende dø.

"Kald på mig når hun er gået over", bad han sammenbidt, og fra det øjeblik betragtede jeg ikke længere Gustav som min far.

Min mor spurgte et par gange efter sin mand, og jeg måtte svare, at han kom snart. Siddende op i sengen med sin søn ved sin side, standsede hendes hjerte. Hendes læber var formet efter hendes sidste ord: Gustav. Hun blev slap og jeg lod hende synke tilbage mod puderne. Sad et øjeblik inden jeg kaldte på hendes mand, ham der engang havde været min far.

"Nu kan du godt komme. Hun er død", havde jeg sagt med en bitter stemme.

Da jeg så hvordan Gustav brød hulkende sammen over sin døde kone, fortrød jeg mit tonefald, men jeg følte stadigvæk jeg havde mistet sin far. Hvis ikke folk vil være hos dig når du dør, så spild ikke tiden på dem mens du lever.

Jeg strøg fingerspidserne henover min mors navn.

"Clara, jeg er kommet for at sige farvel", sagde jeg stille. Kiggede mig omkring og fandt jeg stadigvæk var alene.

"Jeg har fået en sygdom, og den kan ikke helbredes. Lægen siger jeg har 14 dage tilbage, 3 uger måske, og. Jeg vil bruge den sidste tid til at gøre det jeg altid har drømt om, derfor får jeg nok ikke tid til at besøge dig igen. Gøre de ting som er mig. Noget af det er måske ikke så smukt, andet er måske direkte grimt, men jeg håber også at det viser sig jeg rummer noget godt og smukt som kan udfolde sig inden jeg dør."

Kirkegården holdt vejret. Smittet med de dødes stilhed.

"Ved du hvad, din søn er direktør, han er rig, han har magt, men jeg har egentlig aldrig gjort hvad jeg ville inderst inde. Jeg går på kompromis. Undertrykker min spontanitet. Og jeg har været bange, jeg har været angst. Din søn har været en nervøs mand som var bange for sin egen skygge, og. Nu vil jeg ikke mere. Fra nu af, og resten af livet, er det mig der bestemmer. Jeg finder mig ikke i mere pis fra nogen. "

Jeg tav chokeret over mit latrinære ordvalg, men så trak jeg på skuldrene. En trykkende fornemmelse i hovedet mindede mig om, at jeg ikke har noget at tabe.

"Jeg er færdig med at nogen pisser i min seng, jeg vil ikke have flere folk til at træde på mig, det er slut. "

Et øjeblik sad jeg og betragtede skyerne. Nogle fugle sang i nærheden. Langt borte kunne jeg høre den dumbe støj fra en motorvej der snoede sig gennem dalen længere nede.

"Men jeg vil også gøre noget godt. Det skal ikke slutte med ufred og ballade. Jeg ved jeg har noget godt i mig, men jeg har aldrig tænkt på hvad jeg skulle gøre med det. Det gode jeg har gjort i livet, det var købmandens godhed.

Kender du det? Når man gør noget godt for at få noget endnu bedre igen? Som at købe en pels til sin kone for at få hendes kærlighed. Det er ikke godt, det er bare en byttehandel.

Jeg vil gøre noget som er godt i virkeligheden, noget der kommer fra hjertet. Give penge til en fattig på gaden, eller redde et barn fra en ulykke, eller giv en druknet mand førstehjælp på stranden. Sådan noget godt, noget der kommer fra mit hjerte og som ikke kræver noget til gengæld. "

Mine fingre legede med guldbogstavernes kanter og former.

"Clara, jeg.... Jeg elsker dig. " Min stemme var tyk.

"Sov godt min kære mor", sagde jeg, rejste mig. Måtte tørre mine øjne inden jeg trådte henover hækken og ud på grusstien.

7: Han skulle kun have et postkort

"Halløj, sønnike!"

Skræmt vendte jeg mig rundt i retningen af stemmen, og så Gustav komme vraltende i træsko og kasket. Den sørgmodige stemning, som lindrede hjertet, lettede fra sin plads i min brystkasse og baskede væk som en stor fugl på flugt. Jeg måtte rømme mig og puste ud et par gange.

Min far skal ikke vide noget, besluttede jeg instinktivt. Han skal heller ikke have lov til at besøge mig på sygehuset. Gustav kan få et postkort, kan han. Sådan et: "Gæt hvem der døde i går" – et postkort afsendt fra advokaten.

Vi mødtes, ansigt til ansigt.

"Er du også kommet med blomster, du er en god dreng", sagde Gustav med et klap på skulderen. Han pakkede papiret af sine egne, stod lidt og tænkte sig om. Så fik han øje på en vase med visne blomster på gravstedet ved siden af.

"Det gør ikke noget", sagde han for sig selv, greb vasen og tømte den for dens indhold. Stoppede et øjeblik og betragtede gravstedet, hvor der nu lå mange visne blomster spredt på jorden.

"De holder ikke deres gravsted", konstaterede han inden han satte vasen nænsomt ved siden af min, foran Claras gravsten.

"Sådan. " Han vendte sig om og smilte til mig.

"Ja, jeg kommer her ellers sjældent, men det er 5 år i dag og så tænkte jeg, ja. Hvordan går det? Har du styr på det?"

Jeg mærkede mine fødder i de dyre italienske sko. Jeg fornemmede planeten under mig, samlede alle mine kræfter. Handlede som mig selv.

"Det går ad helvede til, Gustav", sagde jeg så. Gustavs hoved rykkede sig baglæns.

"Sikke et sprog, du plejer da ikke at bande", sagde han bebrejdende.

"Nej, men det gør jeg nu. Det er noget nyt. Jeg siger hvad der passer mig, og det går ad helvede til", svarede jeg.

"Jaså, det er jeg ked af at høre. " Gustav dukkede nakken og hang med skuldrene. "Har I problemer, du og Tanja, eller er det fabrikken?"

"Nej. "

"Jamen, så kan det da ikke være så galt, med mindre det er børnene?"

"Nej, de har det godt begge to. På deres egen måde, som jeg ikke forstår ganske vist, men de gør hvad de vil. "

"Hvad er der så galt, min søn?"

Mine øjne lynede. "Kald mig Martin, det er bedre tror jeg. " Jeg vendte mig og begyndte at gå op ad stien, men så langsomt at min far naturligt kunne slå følge.

"Martin, hvad er det galt?" Gustav virkede interesseret.

"Jeg skal dø, far. "

Nu var det sagt. Lige pludselig. Jeg havde ikke planlagt at fortælle det, og slet ikke til den gamle idiot. Men jeg opdagede overrasket at en følelse af fred spredte sig i min brystkasse.

Vi kunne høre de små sten knase under vores sko. "Ja", sagde Gustav tøvende. "Det skal vi jo alle."

Jeg gav ham det hele. "Jeg har kræft, lægen siger jeg har omkring 10 dage tilbage. Måske lidt mere. Det er uhelbredeligt, sidder inde i hjernen hvor de ikke kan komme til at fjerne det", sagde jeg.

"Nå for den, den er ikke god. Sikke noget", svarede Gustav hen for sig. "Jamen, det er jo noget lort. Hvad satan du! 10 dage! Det kan man ikke byde noget menneske." Gustavs stemme var oprørt. Jeg følte en lettelse ved at blive hørt af et andet menneske, selvom det var min far. Eller Gustav. Livet er lettere, når vi taler sandt.

"Ja, det er noget lort", medgav jeg. "Er du til fods?"

Gustav gryntede bekræftende.

Da vi satte os ind i bilen, brød Gustav tavsheden.

"Har du tænkt på at spørge en anden læge til råds, måske få sådan noget alternativ behandling? Eller hypnose, eller en fastekur, et eller andet. Tag til London, Stockholm, Berlin, Milano - der er mange dygtige læger i verden, og du har råd til det. "

Jeg startede motoren og bakkede nogle meter. En kniv jog gennem min hjerne og fik synet til at flakke.

"Far, jeg tror på jeg skal dø. Jeg har set et billede fra min hjernescanning, den fik jeg foretaget på universitetshospitalet forrige uge, det er helt tydeligt at kræftknuden sidder et uheldigt sted. Hvis de skærer den væk, slår de mig ihjel, så vil jeg hellere dø om 14 dage. "

"Var det ikke 10 dage?"

"14 dage, 10 dage, hvad ved jeg. Meget snart i hvert fald."

Jeg satte i gear, slog elektronikken fra og lavede hjulspind på parkeringspladsen. Uden antispind-kontrol gravede Porschen sig en halv meter ned gennem grus og ral og kastede det bagud som to store hækbølger. Det gjorde mig godt i sjælen at mærke styrken, det var rart at flå noget i stykker.

"Har du tænkt på, nogle smerter i sjælen kan være så stærke at vi er nødt til at slippe dem ud i verden i form af hærværk", sagde jeg og standsede ved udkørslen.

Motorens omdrejninger faldt til ro.

"Det bliver kaldt meningsløst hærværk når de unge smadrer sidespejlene på en stribe biler, og meningsløs vold når vi tæver hinanden, men det er fordi journalisten ikke forstår hvordan smerten kun kan komprimeres til et vist punkt i et menneskes brystkasse, inden den må slippes ud."

Gustav lyttede.

"Personligt vil jeg hellere se ødelagte biler, end unge mennesker med oprevne brystkasser", fortsatte jeg. "Det ville være bedre hvis de slog i en sandsæk, ja. Men ellers må det gå ud over en bil eller et vindue. Langt bedre at ødelægge tingene, frem for at gøre skade på mennesket. Er du ikke enig?"

Min far hostede tørt. "Det er godt nok det dummeste jeg har hørt i mit liv. På den måde siger du det er acceptabelt at begå hærværk? Det kan du ikke mene!"

"Ikke kun mener jeg det, jeg har lige gjort det. Det gør mig ondt at jeg skal dø, det gør så ondt at jeg ikke kan rumme smerten."

Jeg følte hvordan kæberne var spændte mens jeg snakkede.

Der var kort vej til plejehjemmet, så jeg tav på den sidste strækning inden vi rullede op foran hjemmet. En treetagers gul murstensbygning, en flagstang, en kæmpe græsplæne, en terrasse med små borde og folk i kørestole der drak sen eftermiddagskaffe. Jeg standsede, holdt i tomgang. Gustav drejede sig i sædet og betragtede mig.

"Hvad skal du lave nu? Martin."

"Jeg skal gøre alt det jeg har drømt om. " Jeg tøvede og skævede til min far. Han var blevet gammel, men der var liv i øjnene selvom håret var gråt under kasketten og ansigtets hud fyldt med dybe rynker.

"Hvad skal du selv?"

Gustav sukkede og et øjeblik formørkedes hans blik. "I dag skal vi have fiskefrikadeller, og de smager ikke som dem Clara stegte, det ved jeg på forhånd. Jeg gider ikke æde dem. I går fik vi flæskesteg, den smagte af vådt pap. Og i morgen."

Der kom en tåre frem i hans ene øjenkrog. Han fokuserede på mig. "Det er et frygteligt sted", sagde han så. Hans stemme blev hård.

"Måske hvis jeg kunne låne din bil, så ville jeg køre et par gange rundt om flagstangen. " Gustav lo befriet ved tanken.  ”Prøve det der hærværk, som foreslår."

"Du er for gammel", sagde jeg. "Den er for vild for dig." Jeg smilede til min far. "Sagde du 2 gange rundt?"

Gustav nikkede, hans øjne blev store.

Jeg gassede op et par gange. "Hold fast gamle mand", sagde jeg så, klikkede airbaggene fra for at undgå deres udløsning, og slap koblingen. Bilen larmede som en gal køter. Vi kunne se der var trukket sorte skyer op på himlen bag plejehjemmets tagryg, og vi følte os som tordenguder.

8: En kiste kan bruges til så meget

Udenfor accelererede en bil, skiftede gear og passerede huset. Lone kom ind med kaffen, skænkede op for sin mand og satte sig. Det var halvmørkt i stuen.

"Det bliver nok regnvejr", sagde Martin A. Jensen uden at forvente noget svar. Han var forvirret, hun kunne se tomheden i hans øjne. Som om menneskets bevidsthed er et dyr med tusinde fødder der griber fast i hjernens grå folder og langsommeligt bevæger sig hen over buklerne i en evig vandretur rundt og rundt lige under hovedskallen. Martins dyr havde tabt fodfæstet, var drattet helt ned i tæerne da han rejste sig fra patientstolen hos lægen.

Scanningen lå foran dem på sofabordet, grøn og blå og helt perfekt. "Men, jeg føler mig stadigvæk svimmel og dårlig", protesterede Martin. Der var også andre indvendinger, hans hukommelse, kvalmen når han gik op ad trapper eller på anden måde anstrengte sig, impotensen.

"Det er naturlige eftervirkninger. I løbet af et par uger, eller tidligere, bliver din organisme vænnet til den nye situation", forklarede lægen tilbagelænet i sin stol. Pludselig bøjede han sig frem og så indtrængende på Martin, stolen knirkede.

"Ved du hvad Martin, som læge har jeg fundet ud af at mennesket kommer i ubalance 2 gange i forbindelse med sygdom. Vores sjæl bliver dårlig tilpas når vi går ind i sygdommen, og igen når vi går ud af den. Det er nervesystemet som vænner sig til den ny verdensorden. Ubalancer kan være tegn på at vi bliver raske igen. Din krop har vundet kampen mod kræften, det er faktisk også en udmarvende oplevelse for din sjæl at være sund igen. "

Martin fornemmede en vedvarende stemme i sit indre som råbte, "det passer ikke! Du er ikke rask, der er noget galt."

Men når han kiggede på papiret med dets fine harmoniske tegning, måtte han se i øjnene, næsten modvilligt, at sygdommen var borte. En ny stemme fik mæle, overdøvede den gamle. Det føltes som om det frosne blod langsomt fik varmen.

"Vær nu lidt glad, Martin." Lones mund havde smalle læber fordi hun var træt og udkørt, og nu var alt ved det gamle bortset fra en ting eller to.

Hun kastede et blik på Martins mørke egetræskiste, foret med mørkegrønt velour. Han havde ønsket at vænne sig til den, og der var ikke blevet sparet på noget. Guldbeslag, 3 lag lak, kraftige hængsler, navneplade i kobber, 42.000, en uanstændig sum på noget der alligevel skulle puttes i jorden hvor ingen kunne se den.

De havde forgæves forsøgt at belåne huset, men i stedet havde bankrådgiveren tilbudt en midlertidig forhøjelse af kassekreditten til udgifterne omkring begravelsen, og havde lagt 50.000 oveni så der var penge til en ferierejse og lidt ekstra. De havde ingen sikkerhed at tilbyde, men han mente livsforsikringen var sikkerhed nok, og Martins lægejournal efterlod ingen tvivl om at pengene snart ville komme til udbetaling.

Og sådan havde de besøgt Kina, solens land. Købt flybilletter for et lån der havde pant i Martins død.

"Banken bliver skuffet", konstaterede Lone. Hun begyndte at le stille.

Martin kiggede på hende med rædsel, han afskyede at svigte i pengesager, men han kunne ikke se nogen udvej. De havde været enige om ikke at spare, havde skiftet bil til en nyere model så Lone kunne undgå værkstedsbesøg de første par år, maleren havde tapetseret stuen og forgangen fordi det trængte, gartneren satte nye buske, beskar de store træer og lagde græsplænen om fordi det ville være for tungt for Lone at gøre selv, og så var sengen byttet ud med en model der havde elektrisk indstilling af hovedgærdet så hun nemmere kunne pleje ham når det kom så vidt.

"Det er en katastrofe, økonomisk set", sagde Martin. Han kunne ikke lade være med at smile lidt. Klappede på sofahynden ved siden af sig, hun kom over og satte sig tæt op ad ham.

"Hvis det går helt galt, må jeg tage livet af mig selv", sagde han barskt.

"Nej, Martin!" Lone klyngede sig ind til ham, hun var ved at græde selvom han havde sagt det i sjov. "Du må aldrig forlade mig, det har været et mareridt, du må aldrig gå fra mig nogensinde."

Han krammede hende. Mærkede knoglerne i hendes ryg, kødet på hendes skuldre, brysterne mod hans mave. Han lagde næsen i hendes hår og snusede ind, holdt godt fast i hende.

"Nu slipper du alligevel ikke af med mig."

Hun snøftede og kyssede hans kinder og mund.

"Vi bliver gamle sammen", sagde han tænksomt.

Hun kiggede dybt ind i hans sjæl, kærtegnede med den ene hånd hans køn.

"Ja, vi begynder forfra, et nyt liv, Martin. Det er ligesom et computerspil hvor man får bonus, vi har fået et ekstra liv, Martin. Fuck banken", sagde hun bestemt.

Han nikkede. Da han mærkede rejsningen, følte han gråd i halsen. "Jeg vil ikke tilbage på lageret", sagde han uroligt. "Jeg vil bare være sammen med dig."

"Ja, vi skal være sammen hele tiden, Martin", svarede hun lidt fraværende, fordi bukseknappen var besværlig.

Senere, da de havde elsket alle steder i huset for at jage de grå skygger på flugt fra hvert eneste rum, sad de nøgne med armene om hinanden og benene ud over kistens sider. Deres underkroppe var sammenføjede i velvære og fryd, kistens glatte stof føltes som et kærtegn mod huden. Hans krop lugtede anderledes. Hun lænede sig frem og snusede til hans skulder, hun drak hele hans væsen med næsen, mens han bevægede sit køn op i hendes. De var tavse i deres elskov. Sådan blev Lone gravid i Martins sidste hvilested, mens det tordnede udenfor og begyndte at regne.

9: Hej, hvordan går det med min søn?

"Må jeg låne din bil, mor?"

Tanja åbnede øjnene. Der var trukket skyer hen over huset, og det var begyndt at blæse op. Hun var allerede blevet lidt kold fordi hun havde sovet. I drømmeverdenen mødte hun sin søns far - det havde været så virkeligt at hun måtte ryste sig fri. Hun rejste sig usikkert og svøbte et badehåndklæde om kroppen.

"Hvorfor?"

"Morten har ringet, han vil tage nogle billeder af mig", svarede Sussi. Hun havde den nye taske over skulderen, gummisko og jeans, en stram T-shirt.

"Ja, men tag en jakke på, det ser ud til regn", sagde Sussi. "Hvornår er du hjemme igen?"

"Altså mor, skal du bruge bilen i aften eller hvad?"

De gik ind i stuen netop som de første dråber ramte terrassens fliser.

"Nej, men kør forsigtigt, ikke?" Hun så at Sussi allerede havde nøglerne i hånden, utålmodig. "Og tro ikke på alt hvad han siger. Fotografer er kun ude på en ting", tilføjede hun højt.

Sussi smækkede med hoveddøren.

Tanja hørte bilen blive startet, kiggede lidt fortumlet rundt i køkkenet, endnu kun halvvågen. Smaskede træt og kastede håndklædet over en stoleryg, åbnede forsigtigt køleskabet i hvilket hun fik øje på bagerens papkasse, en høj lagkage med flødeskum og creme, frugter og flødeskum, marcipan og chokolade, købt til deres aftenkaffe.

Mens kulden sivede ud af skabet faldt hun i staver, tænkte på drømmen om Kaspers far. Han var vendt tilbage, sorthåret og solbrændt med svulmende muskler, de der spillevende øjne. Havde simpelthen ringet på døren og havde bedt Martin om at komme til at snakke med hende. Afslappet som om det var noget han gjorde hver dag, besøge kvinder i fremmede lande, for at sige dav til de børn han havde avlet på dem en sommernat i et hotelværelse på Mallorca efter hotellets bar havde lukket.

Bare sådan, "hej, hvordan går det med min søn?" Hvilket også var naturligt for ham, at forvente det var blevet en søn.

Og Martin havde lukket ham ind med gæstfrihed og respekt, og de havde haft en hyggelig aften med Martin som kok, og hun svømmede atter hen i Carlos mørke øjne, fyldt med glimtende middelhavsstjerner, mens de spiste røde bøffer, nye kartofler og drak spansk rødvin af den kraftige slags der er lagret på egetræsfade.

Og i drømmen havde hun været lykkelig sammen med sine 2 mænd, indtil hun fandt ud af at Kasper holdt sig væk fra stuen i protest.

Hun forsøgte at lokke ham ud fra hans værelse, men han var blevet vred og var stukket af, sandsynligvis for at stjæle flere japanske biler eller plyndre baglokalet hos den lokale købmand i et andet kvarter. Så var hun begyndt at græde, og de kiggede på hende med afsky, trak sig væk fra hende.

Senere hørte hun ballerne slå mod hinanden, de spillede pool i højt humør i Martins arbejdsrum, mens hun sad i stuens mørke og følte sig som det mest ensomme menneske i hele verden.

Hun greb papæsken, lukkede køleskabet. Fandt sin yndlingsske og satte sig ind i den læderstol der føltes så behagelig mod huden, sad og kiggede ud i haven hvor regnen væltede ned, begyndte langsomt at spise af kagen. Besluttede sig for at blive skilt.

Telefonen ringede.

Et øjeblik overvejede hun at lade telefonsvareren tage den.

"Det er Tanja."

Først var der stille. Hun kunne høre en mand trække vejret.

"Hallo Tanja. Are you Tanja Jensen?"

Hun mærkede hjertet springe op i halsen og det summede for ørerne. Hendes syn blev udvisket.

"Yes", svarede hun tøvende, ikke helt sikker på at hun ville vedkende sig sit navn. Anede at det var ham. Accepterede skæbnens drilske humør.

"You meet me in hotel bar 16 years ago in Spain? Remember me? Carlo!"

"Carlo, oh God! Carlo! I have just dreamed about you, a little moment ago! Where are you? Carlo, are you in Denmark?"

"Yes, yes of course, I'm here! Your husband home?"

"No."

"You come and meet me? Just for one hour, could be fun, old friends?"

"But where are you?"

"On railway station, in the restaurant. Please hurry. You come in 30 minutes? You meet me?"

"Yes!"

"Okay, I wait. You find me in restaurant on railway station?"

"Yes!"

Hun gav ham nummeret på sin mobiltelefon inden de sagde farvel. Hun var ikke i tvivl. Selvfølgelig ville hun møde sin søns far! Hun småløb rundt mellem soveværelset og stuen, tog undertøj og en let sommerkjole på, snuppede et billede af familien fra væggen, lagde det ned i tasken.

Standsede op og betragtede sig i spejlet, hun var stadig ung og tiltrækkende at se på. Lyst hår og en velformet krop. Hun rettede på bh'en, blonderne sås gennem stoffet, man kunne tydeligt fornemme formen på hendes bryster.

Så huskede hun at Sussi havde bilen.

Hun kunne ringe efter en taxa, men der var ofte ventetid fredag aften, så hun smækkede døren og løb ud til vejen med en paraply i den ene hånd og tasken over den anden skulder. Det var ikke længere voldsomt, støvregnede kun.

 

Idet hun bestemte sig for at gå ind til Johansen, der var så flinke og kun nødigt stillede spørgsmål, kom styrmand-Madsen trillende ud fra sin indkørsel. Hun vinkede efter ham.

Madsen bremsede og rullede vinduet ned. "Hvor brænder det?" Han lo i godt humør.

"Madsen, jeg skal på banegården og hente en gammel ven. Sussi har bilen og jeg er lidt sent på den. Gider du køre mig?"

Madsen kiggede op på hendes ansigt. "For dig vil jeg gøre alt", sagde han.

Hun satte sig ind og smækkede. "Vil du også brække et ben for mig?"

Han satte i gear og speedede op. "Det ved du vist godt", svarede han mørkt.

Tanja grinede. "Du er en værre en, Madsen ", sagde hun gemytligt, gav ham et venskabeligt puf på skulderen, der fik ham til at slå et slag på vejen.

10: 2 gange rundt om flagstangen

Støddæmperne gav sig med et højt knæk da vi skramlede op over fortovskanten, vi halvvejs sprang ind gennem rosenbedet, bilen landede med et bump og blev revet rundt, tumlede hid og did til motorens infernalske spektakel. Et tordenskrald flænsede luften, jeg rettede op, bremsede med håndbremsen, vi svingede og plejehjemmets have med opskræmte gamle og store træer hvirvlede forbi forruden, nogle klumper af jord og græs ramte glasset. Gustav råbte op som en cowboy i en gammel film, mens han klamrede sig fast.

"To gange!", skreg han da vi kom rundt om flagstangen første gang.

I et kort sekund så vi hele terrassen, hvor sygeplejersker var kommet ud fra huset og forstenedes, der blev væltet kaffekopper og tallerkner knustes mod fliserne, nogle forsøgte at rejse sig fra bordene, folk i kørestole løsnede bremsen med vidt opspilede øjne og bakkede ind i hinanden for at komme væk, så svingede bilen igen rundt og forruden fremviste malerier af høje bøgetræer med saftige blade, hullet i hækken hvor en traktor tilsyneladende var kørt ind i haven.

"Og to gange for mig selv", råbte jeg.

Hænderne dansede mellem rat og håndbremse, foden på speederen drejede os rundt, fik bilen til at ligne et stykke fyrværkeri der holder fast i flagstangen mens det udspyer kaskader af iturevet græsplæne hele vejen rundt. Der var flere nu som løftede armene i vejret og tog sig til hovedet, en enkelt gammel mand sad sammensunket med kroppen halvvejs ude af kørestolen, et par stykker var faldet med deres gangstativer filtret ind i hinanden.

Pludselig standsede vognen, motoren gik ned i omdrejninger. Himlen blev med et mørk, da uvejret trak henover plejehjemmet. Om et øjeblik ville det begynde at regne, en pludselig sommerregn.

Jeg betragtede min far. "Hvad så nu, gamle?"

Gustav bed sig i læben, drejede hovedet og kiggede på terrassen, der var mennesker på vej ned ad trappen for at tale med os, og andre humpede ind gennem de store glasdøre for at gemme sig.

"Ka' vi sige det var et uheld", spurgte Gustav med en let stammen.

Jeg rystede på hovedet.

"Så må vi hellere køre, tror jeg", sagde Gustav med en høj stemme. "Fru Johansen ser meget sur ud", tilføjede han da forstanderen klarede det sidste trappetrin og satte den hårde skosål på græsplænen. Hun havde en hvid kittel på, hvide strømper.

Jeg ventede et øjeblik. Engang havde hun været flot.

Der er noget i kvinder og kitler som fascinerer mig, et sted i underlivets dyb. Et øjeblik forestillede jeg mig, at hun var en ung pige med spændstige bryster under stoffet, slanke ben, og et ansigt fuld af glæde. Så sukkede jeg og trykkede speederen ned.

Vi pløjede gennem endnu flere rosenbuske, bumpede hårdt ud over en stensætning og hamrede undervognen i asfalten, hvor vi drejede rundt og tog flugten.

Det tordnede og regnen faldt. Et lyn slog ned i træerne ved siden af vejen, med et vældigt brag.

"Ha! Sigter godt men rammer skidt, det gør idioter meget tit", råbte jeg med speederen i bund. Vi fløj gennem regnen. Fuck gud, den gamle nar.

Kasper undrede sig over at huset var tomt, der var heller ikke noget i køleskabet, og han gad ikke se fjernsyn. Hans hår var vådt og bukserne klamme af regn - det havde været røvtur at cykle hjem fra midtbyen hvor han havde været på netcafé med sine venner.

Han tænkte på at skifte tøj og tage over til en kammerat, men så hørte han Porschen liste op i indkørslen hvor motoren standsede med et stort suk. To bildøre smækkede, og han hørte stemmer der kom med høje udbrud, så smækkede hoveddøren op og de væltede ind i entreen, Martin og Gustav.

Kasper undrede sig, de så begge glade og gale ud, en kombination han aldrig tidligere havde set på Martins ansigt. De hilste på ham med røde kinder. Martin tog ikke skoene af som han plejede, og han gik direkte ud i køkkenet, rev køleskabet åbent og tog 3 øl frem som han tog med ind i stuen.

"Hold kæft det er mørkt mand! For satan hvor er her mørkt", sagde jeg, tændte for lyset. Kasper kiggede på mig med stor undren.

"Far, du bander!"

Jeg grinte. "Kom og få en øl, Kasper! Vi er i højt humør, Gustav og jeg. Vi har været til traktortræk!" Jeg lo højt, åbnede øllene. Kasper satte sig forsigtigt i sofaen. Gustav kom ind og sluttede sig til os, greb en øl.

"Kasper, din far er vanvittig!", betroede han drengen. "Jeg har aldrig set noget lignende! Og så en direktør, en mand i hans stilling, for satan, det er for vildt!"

Kaspers øjne var blevet store. Det var mange år siden han sidst havde mødt Gustav. Et eller andet var gået i stykker i slægten da Clara døde, og jeg havde aldrig villet forklare, hvad det var. Efter begravelsen så vi ikke Gustav, ikke til jul, ikke til sommerfesten, han fandtes ikke mere.

Som genopstået fra de døde, med en øl i hånden og et stort grin i hele ansigtet. Kasper havde grund til at undre sig.

"Skål, og skide være med det!", sagde jeg højt. Jeg strakte armen ud for at krydse flaskehals med de to andre.

Tøvende løftede Kasper sin øl, skålede.

Da vi havde taget nogle slurke, spurgte han hvad vi havde lavet? Jeg trak hovedet baglæns og strakte nakken, rullede lidt med hovedet. Så smilede jeg til min søn.

"Kørt traktorræs, det sagde jeg jo. Vi har været ude og pløje noget græsplæne op, lavet lidt ballade", sagde jeg så.

Mine øjne glimtede.

"Ha! Med lidt held kommer jeg i spjældet før du gør. Skål på det!"

I det øjeblik vidste Kasper at hans far var blevet gal. Men det var trods alt et fremskridt, tænkte han.

Telefonen ringede.

"Nå, det er nok politiet", sagde jeg som det naturligste i verden.

Jeg tog røret. "Martin K! Ja. Ja. Nå. Nej, det kender jeg ikke noget til. Virkelig? Det er dog forfærdeligt, var der nogen der kom til skade?

Nå, nej. Hmhm. Jamen det er såmænd nok Kasper, det ville ikke undre mig i hvert fald, det kunne lyde som ham. Sådan er han jo, en værre rod, det plejer I også at sige.

Ja. Nej, han er ikke hjemme. Nå. Nej den er også væk. Nej. Han er jo bare en dreng, ikke? Ja jeg betaler selvfølgelig, hvis han er skyldig. Som jeg plejer, ja, haha. Ja, jamen det skal jeg nok, jeg ringer når han kommer hjem, så får vi os en lille snak. Ja. "

Kasper stirrede på mig, gjorde sig bred i sofaen, satte hænderne på sine knæ, bøjede sig frem.

"Hvad sagde du til dem? At jeg skulle have gjort et eller andet, hvad for noget? Hvad har du gang i mand!"

Jeg drejede ølflasken i min hånd, studerede etiketten.

"Sådan er det jo", jeg trak ligegyldigt på skuldrene. "En gang skyldig, altid skyldig. De tror du har stjålet Porschen og har vandaliseret plejehjemmet Solkærs have, men der var heldigvis ingen døde. "

"Nej! Hvad for noget? Jeg har ikke kørt rundt i din lede taber-bil!"

"Jeg ved det godt, Kasper. For en gangs skyld tror jeg på dig, du har ikke ødelagt noget i dag. I hvert fald ikke Solkærs græsplæne. "

"Men det var jo det du sagde til dem!" Kasper slog en knyttet næve i sofabordet så Gustavs øl var ved at vælte.

"Såså, det er ikke noget at blive sur over, de troede det var dig, og det plejer det at være. Så jeg tænkte, du har klippekort til det der, en drengestreg fra eller til spiller ikke nogen rolle på torsdag."

"Har du og Gustav kørt ræs på hans plejehjem og ødelagt deres græsplæne?"

Gustav og jeg nikkede.

"Det må du selv tage ansvaret for, det skal du ikke vælte over på mig!"

Gustav så bekymret ud, men jeg trak vejret tungt og greb telefonen med et opgivende skuldertræk.

"Jeg ville ellers gerne betale dig for at tage skylden", sagde jeg, mens jeg trykkede tasterne ned. "20.000? Og du er jo i forvejen familiens sorte får, men okay, jeg tager selv ansvaret."

Kasper ville sige noget mere, men jeg slog afværgende ud med hånden og tyssede på ham.

"Ja, det er Martin K, ordenspolitiet tak. Ja goddag det er Martin K, det drejer sig om Solkærs græsplæne, ja netop, ja vi snakkede sammen lige før. Ja, nej. Ja.

Ser du, jeg troede først det var min søn, fordi det sagde du at det var, men så er det jeg er kommet i tanker om, at det faktisk var mig selv der fræsede rundt derude. Ja.

Nej, det er klart. Jo med vilje, men øh... Det var min far som fik mig til at gøre det, det var hans idé. Ja. Ja, Gustav Jensen, det er ham der er skyld i det hele."

Jeg løftede øjenbrynene og kiggede sigende på min far. Han tog en slurk øl og rystede på hovedet. Kasper havde rynker i panden som om han ikke længere kunne forstå dansk.

"Ja han er her, Gustav Jensen. Skal jeg anholde ham? Nej? Jamen jeg vil da gerne lægge ham i natostilling og binde hans ben sammen, meget gerne endda! Nå, jamen så venter vi, det er klart. For resten, jeg tænker på min kone, hun har nogle håndjern, lyserøde med plys på du ved, dem kunne jeg jo godt. Nå, nej, jamen så venter vi så. Farvel."

Jeg lagde røret og trak på skuldrene.

Det hele er lige meget, ikke? Man smider vel ikke en døende mand i fængsel? Min søn har fået tusinder af chancer, det får jeg vel også. Det eneste jeg har brug for, det er 3 uger i frihed. Det skulle nok gå.

"De kommer og henter os, skål!"

"Du er ved at komme ud på et skråplan, min søn. Pas nu på det ikke ender galt", sagde Gustav roligt. Kasper løftede tankefuldt sin øl og drak, kiggede analyserende på os to gamle mænd.

"I må hellere stikke af", sagde han med overbevisning efter han havde tænkt sig om.

Hans idé overraskede mig. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det selv? Jeg elsker film hvor folk stikker af. Biljagter og sådan noget. Flugt til små byer ude på landet, hvor der kun er whisky og letlevende kvinder. Jeg rettede mig i stolen og følte mig oplivet.

"Jamen, det er jo en glimrende idé. Vi tager sgu flugten, du gamle!" Gustav samtykkede. Ølflasken var næsten tømt, og han følte sig svimmel. "Hvad med dig, Kasper? Du har da aldrig set de frække gader i København, har du?"

"Næ." Kaspers ansigt blev pludselig mildt. Han følte noget varmt røre på sig i maven, noget der havde ventet meget længe på at vågne, en følelse af at være i familie med sin far.

"Tag med så! Vi laver en herretur til syndens by!"

Jeg forsvandt ind på mit kontor hvor jeg åbnede pengeskabet. Det var proppet med dollars, så mange at jeg kunne brødføde 3-4 af statsministerens pressefolk et helt års tid, hvis skattevæsenet fik fat på dem. Ha! Skatteopkræverne laver razzia mod pizza-bagere, ikke mod rige folk som mig. Jeg greb nogle seddelbundter, proppede dem i jakkens inderlommer. Det var returkommission fra kineseren på Taiwan som tak for agenturet på StroboLith. En gave. Ikke noget der rager skattevæsenet.

Så gik vi.

Tre mænd som af gammel vane formodede, at vi var i familie med hinanden. Vi smækkede døren, trådte udenfor i en milde sommeraften. Havde vi bare vidst, hvordan flammerne inden mandag ville forvandle stedet til en rygende ruin, så havde vi måske kastet et blik over skulderen og mumlet noget i retning af farvel. Det er guds lille spøg. Gud synes det er sjovest at lege pyroman hos folk der gemmer penge i madrassen. Guds humor er for kendere.

11: Et knus kan forvandle 16 år til støv

"Og ham der, det er Kasper, han er din søn", sådan ville hun sige det til Carlo. I et afslappet toneleje, mens hun pegede med fingeren på Kasper i sommertøjet. På billedet stod han med en arm om hendes hals og en hånd bag Martins ryg. Men da hun trak rammen op fra tasken og lagde fotografiet på bordet foran Carlo, kom hun i tvivl. Han havde forandret sig, bortset fra det store smil og de glade øjne. Straks hun var kommet ind i jernbanestationens restaurant havde hun genkendt ham. Måske fordi han var den eneste spanioler der rakte en arm i vejret da hun kom ind. Måske fordi der var et usynligt bånd imellem de to.

Blodsbeslægtet, tænkte hun, vi genkender hinanden i enhver større forsamling. Bundet sammen i det kød der dannede Kaspers krop, og som i øvrigt ikke var til at styre.

 

Kasper var kun 11, da 2 politibetjente ringede på døren med drengen mellem sig. Han var blevet taget af en privatdetektiv i et supermarked med 4 CD'ere under jakken og en pose slik i bukselinningen. De havde opfordret hende til at tale med sin søn så han kunne lære at kende forskel på sine egne ting og andres. De var næsvise, syntes hun.

"Min søn er ikke en tyveknægt", svarede hun ligefremt. Trak drengen ind til sig og havde mest lyst til at smække døren i for næsen af de to dydsmønstre. Men hun vidste også det ville være uretfærdigt. De to mænd bekymrede sig for hendes søns skæbne, det var af venlighed de havde kørt drengen hjem. For at være med til at trække ham ind fra den mose, han var kommet ud i. Alligevel var der noget i hende der blev arrig. Ingen skulle sige om hendes søn, at han stjal. Og slet ikke når han gjorde det.

"Ham dér, han er en tyveknægt, han ligner sin far", fik hun lyst til at sige til Carlo som studerede hendes familie. Billedet var taget på en ferietur, de stod foran en pyramide i Egypten, lignede andre middelklassefamilier. Sussi stod yderst til højre, der var en afstand til hendes far, ja måske i virkeligheden en afstand til hele familien.

"What is their names", spurgte Carlo interesseret. Han værdsatte duften fra hendes parfume, trak vejret dybere.

Hun pegede på hver af personerne og fortalte ham det.

Carlo gentog navnene med forbløffende korrekt udtale, og det undrede hende. En uro bredte sig i maven.

"Oh, he is a nice boy. How old? Sixteen?"

Hun fik lyst til at svare 17, men sukkede så og fortalte sandheden. "Fifthteen, It's your son. Martin knows, but Kasper don't know. He think Martin is his father. "

Pludselig fik hun ondt i maven. Det var forkert at de havde skjult sandheden for drengen. Men den sommer hun var kommet gravid hjem, havde Martin påtaget sig faderskabet som den naturligste ting i verden. Og det var ikke ret meget Kasper var mørkere i huden. Men måske han alligevel havde en anelse? Hvis ikke det betød noget, så burde de have fortalt det til ham? Hun fortrød. Hendes øjne begyndte at flakke, og med fingrene begyndte hun at hive nervøst i sine hårlokker.

Carlo strakte armene ud for at se billedet på længere afstand. "He looks like me, nice looking", konstaterede han tilfreds. "Kasper, nice name too. Can I see him?"

"Why?"

"I want to meet my son, talk with him. He has a right to know, don't you think so?" Carlo smilede et kort øjeblik, men så opdagede han at hun havde tårer i øjnene.

I det samme kom pigen rundt med rullevognen for at samle brugt service ind. Hun rømmede sig, tappede med en pegefinger i bordpladen for at fange deres opmærksomhed og spurgte om de var færdige med at spise. Tanja kiggede op med et blik der forvandlede sig til ondskab.

"Nej vi er ikke! Gå med dig!", sagde Tanja.

Pigen rynkede panden, så chokeret ud. Et øjeblik virkede det som om hun ville trække sig, men på et sekund rejste blodet sig og hun blev rød i ansigtet. Hendes øjne blev smalle.

"Jeg er faktisk også et menneske, så vær venlig at tale pænt til mig!"

Tanja var rød i ansigtet. Hendes øjne blev smalle. "Skrid!", sagde hun.

Carlo så bedrøvet ud, hans øjne flakkede. "Why you say that?"

"Bland dig udenom, Carlo. Vær venlig at pisse af", sagde Tanja til pigen, tilføjede et stramt "Tak. ”

Pigen rystede på hovedet. Carlo kunne se hun var på nippet til at græde. Så gjorde hun omkring, kørte hastigt rullevognen ned gennem rækkerne af borde hvor folk sad og snakkede eller læste aviser.

"Why you say that? You angry?"

"Ja, jeg er sur, Carlo." Måske var det deres skyld at Kasper kom ud i så mange problemer. Nej. De var en god familie. Tanja samlede sig.

"Carlos, du lyver for mig, hvorfor spiller du skuespil?"

Carlo krympede sig. Det var tydeligt han havde svært ved at finde ord. Han flyttede uroligt på sig, løsnede skjorteflippen selvom den var uknappet. Hun kunne se hans brystkasses mørke krøllede hår stikke op i halsåbningen, men den muskuløse mave var erstattet med en tung pude, og hun gættede på at også hans bagdel var blev blød og udflydende.

Han så slet ikke så godt ud som hun havde husket ham. Hans tilstedeværelse virkede ødelæggende på hendes erindringers skønhed, det irriterede hende. Det var tydeligt at han også løj, hun kunne ikke gætte hvorfor.

"Du forstår dansk. Hvorfor ringede du til mig? Hvad vil du?"

"Undskyld, jeg beklager. Jeg skal rejse mig og gå", han skubbede stolen bagud, "og ikke forstyrre dig igen. Undskyld", sagde Carlo.

Hun greb hans arm og tvang ham til at sætte sig igen. "Nej, du skal ikke gå nogen steder før du fortæller mig hvorfor du ringede?"

"Det meget kompliceret. Jeg brug for din hjælp. Siden 8 år har jeg boet her, og arbejdet. Nu har jeg problem", forklarede Carlo.

"8 år!"

"Ja, undskyld. Jeg ved jeg skulle ringe før, men jeg ville ikke forstyrre. Jeg så i avisen du og din mand, det var en artikel om ham da han blev chef for StroboLith, og jeg så dig. Men jeg ikke vil forstyrre."

"StroboLith?"

"Ja, jeg arbejde der, på din mands fabrik. Men jeg aldrig sige noget, om dig. Vi var unge, og det lang tid siden."

"Du arbejder på StroboLith?"

"Ja. " Han rystede med hovedet, som om han pludselig huskede.

"Eller nej, ikke mere. I dag jeg blev fyret, fordi. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kigge på Martin og synes han er dum og nu er jeg fyret, nu har jeg problem. Kan du hjælpe mig?"

Tanja  har svært ved at begribe det hun hørte. Hun kan ikke forestille sig hvordan hun kunne hjælpe Carlo.

"Hvordan hjælpe dig, Carlo?"

Carlo krympede sig igen, men tog fat i sig selv og kom med sit tilbud.

"Måske du har penge, så jeg kan rejse hjem?"

"Penge, så du kan rejse hjem?" Hun var forbløffet.

"Ja, jeg rejse hjem, men jeg ingen penge har. Måske du kan hjælpe mig?"

Da lo Tanja højt. Folk drejede hovedet efter hende, undrede sig.  "Du vil have penge!", sagde hun lidt for højt, hvilket fik Carlo til at trække skuldrene i vejret. Han blev anspændt. Hans åndedræt ændrede sig og lyset i hans øjne slukkedes.

"Du give mig penge, jeg rejse hjem, og alt bliver godt igen", konstaterede han. Tanjas ansigt blev bestemt, hun kiggede ham direkte i øjnene.

"Nej, du kan tro nej. Du får ingen penge af mig. Det kunne du tænke dig? Det er jo afpresning! Jeg går til politiet. Det finder jeg mig ikke i!"

"Hvad du mener?"

Tanja følte et stormvejr rejse sig i sit indre. Hun måtte beherske sig, men havde svært ved at navigere rundt i sine følelser.

"Martin ved godt at Kasper... han ved det godt! Jeg har ikke noget at skjule. Du kan ikke afpresse mig", sagde hun.

Carlo så forundret ud. "Afpresning? Nej, det må du ikke tro. Det er meget svært for mig at bede en kvinde om hjælp. Hvordan jeg skal komme hjem? Jeg har ingen arbejde, ingen sted at bo, jeg har ingen penge, jeg bare beder dig om hjælp", sagde han indtrængende.

"Jeg er fløjtende ligeglad om du har penge eller ej, eller noget sted at bo. Men afpresning, det gør mig vred, Carlo. Måske hvis du havde spurgt mig pænt, så kunne jeg hjælpe dig fordi du er Kaspers far, men du skal ikke komme her og afpresse mig. Blackmail!" Hun trak vejret overfladisk og hurtigt.

 

Pludselig var pigen kommet tilbage, denne gang sammen med en mand i jakkesæt.

"Jeg må bede jer om at forlade restauranten", sagde jakkesættet.

Tanja kiggede forbløffet på ham. "Gå med dig", sagde hun.

"I forstyrrer de andre gæster, og du har været uforskammet overfor min medarbejder, jeg må bede jer begge to om at forlade restauranten", fastholdt han. Pigen stod tæt på ham, som om han var en kampberedt hane og hun selv en lille kylling der rækker tunge ad den gamle ræv.

Tanja blev om muligt endnu mere vred. "Pis af!", råbte hun.

"Why you say that", sagde Carlo bebrejdende. Han henvendte sig til restaurantchefen og bad om forståelse.

"Undskyld, vi går snart. Min veninde har det ikke så godt. Hendes mor lige død", forklarede han. Tanja gemte ansigtet i hænderne, hun græd.

"Det er jeg ked af", sagde restaurantchefen. "Men I må alligevel gå. I forstyrrer de andre gæster", sagde han. Pigens øjne blev usikre, Carlo kunne se hun havde medfølelse med Tanja.

"Okay vi går, vi går snart", sagde Carlo og nikkede overgivent. Chefen og hans afrydder forlod bordet med et sidste blik på Tanja som hulkede stille. Carlo var i tvivl. Så lagde en hånd på Tanjas ene arm, gav den et klem.

"Undskyld", sagde han. "Jeg har savnet dig." Ordene medførte at Tanja hulkede mere højlydt. Så fjernede hun sine hænder og kiggede på ham.

"Jeg har også savnet dig", sagde hun med røde øjne. "Kom her. "

Hun trak ham over til sin plads og de lagde armene om hinanden. Det var et inderligt knus, et magisk kram der fjernede 16 år fra deres erindring, og pludselig var det sent om natten i hotelværelset efter de havde elsket.

"Du må ikke rejse, du må aldrig forlade mig igen", hviskede Tanja i hans øre. Carlo begyndte at græde, stille og næsten lydløst. Hans krop rystede.

"Jeg behøve din hjælp", sagde han.

12: Har du slukket kameraet?

Morten trykkede på udløseren, de store flashlamper kastede lys nedover Sussi.

"Jeg kan ikke hjælpe dig. Du kan få min faglige vurdering af dine muligheder, og jeg kan fortælle dig om hvordan andre piger har oplevet branchen, men i sidste ende er det din egen afgørelse. Sådan, hold det!"

Hun løftede venstre ben, strakte det i vejret og skubbede sit underliv opad.

"Jeg er i tvivl", sagde hun.

Hendes ansigtsudtryk ændrede sig ikke, det var fortsat frækt og begærligt. Den sygdom vi alle rammes af, det at blive en normal voksen, havde godt tag i Martins unge datter. Hun havde allerede en veludviklet evne til at adskille sine egentlige følelser fra det hun viste i sit udtryk.

Vi kan kalde det høflighed, fordi kasseassistenten smiler til alle bankens kunder, uanset hvor mange penge de har på kontoen, og uanset at hun begyndte dagen med et skænderi. Måske vi kan kalde det civiliseret, fordi politibetjenten kigger hårdt på forbryderen, lægger ham i håndjern og netop lader være med at gennembanke ham, skønt hans lever skriger efter mandens blod.

Vi kan kalde hendes ansigt kynisk, fordi det gjorde det muligt at lade som om hun var liderlig, selvom hendes krop mest havde lyst til en saftig burger nede fra hjørnet hvor indvandrerne koger svinekød og kartofler i en suppe af hærdet rapsolie.

Vi kan kalde det ansigtsudtryk hvad vi har lyst, tilbage står at det var adskilt fra Sussis egentlige væsen. Noget hun lod som om, fordi der er penge i det, sådan som vi alle sammen er voksne, fornuftige og normale, adskilte fra os selv fra tid til anden. Men Sussi var alligevel forskellig fra os, eller i hvert fald fra de fleste af os. Inden weekenden var omme ville hun finde sig selv, kaste den voksne gummidragt ud af vinduet, mærke livet sådan som det virkeligt er.

Tror vi.

"Så skal du lade være, hvis du er i tvivl", afgjorde Morten. "Højere op, ja og hold." Lamperne flashede gennem store hvide lærreder.

Al fotografi handler om lyssætning. På den måde er billedkunstnere tættere på livet, fordi de lader nuancerne og lysstyrken tegne billedet. Når vi fotograferer vores venner, så ønsker vi et billede af deres ansigter, så vi kan huske deres latter og gode lune. Fotografen indfanger i stedet lysets flod, og lader et strejf af skygge tegne kinderne, panden, øjets former, tænderne i læbernes skød.

I virkeligheden er der ingen venner, kun lys og skygge, nuancer der bølger frem og tilbage. På den måde var Sussi opløst i lys og skygger - hun selv fandtes ikke længere, Morten forvandlede hende til kunst. Han fotograferede ikke hendes navn, ikke engang det navnet betegner, men lyset som brydes og forandres når det rammer hudens landskab, grøn silke, lyst krøllet hår og blå øjne.

Sådan har nogle mennesker det. Kun ved at skabe kunst kan de se virkeligheden. Morten forsøgte at opleve livet på planeten jorden ved at være fotograf.

Sussi rullede rundt, løftede sig op på albuerne så brystkassen kom fri af silken, skævede til Morten som om hun havde opdaget han kiggede på hende i smug, og at det ikke gjorde noget.

Hun smilede med alle tænderne, havde glimt i øjet. "Hvad siger deres forældre?"

"Hold det, ja!"

Lamperne kastede lys, skabte virkelighed for øjnene af Morten. Det gjorde ham høj, og helt sikkert har også gud jublet da den første eksplosion bragede i det tomme univers, kastende lys ud i alle retninger.

"Det er meget forskelligt, men øh... Nej, vi holder pause", han lænede sig ind over kameraet et øjeblik. "Lad os få en kop te", sagde han.

I det lille køkken i hjørnet af studiet, med 2 slagbænke og et bord, tændte Sussi sin cigaret og inhalerede begærligt. Hendes øjne udstrålede nydelse over den varme røgs udfoldelse i lungerne. "Hvordan er det så?"

Morten hostede og viftede røg væk fra sit ansigt. "Der er faktisk mange der er ligeglade. Berit for eksempel, hun har ikke talt med sine forældre siden dengang hun var topløs og vandt titlen som Årets Sommerpige. Hun er med til slægtens fester og julefrokoster, men de er ligeglade. Når hun fortæller om sit liv, hører de ikke efter. De vil hellere snakke om deres kolonihave og hendes fars mavesår. Hun taler med dem, men de snakker aldrig ligeværdigt, de deler ikke deres tanker og følelser med hinanden. De har sådan en holdning, at bare hun er glad for det hun laver, så er det godt. Men de vil ikke snakke om hvad hun laver, og de vil egentlig heller ikke høre om hvordan hun har det. De er ligeglade. Du skulle ikke ryge så meget, det får din næse til at vokse."

Sussi smilede venligt. "Hellige skid", sagde hun bare og sugede luft ind iblandet kemikalier der gør menneskekroppen afhængig og syg, men ikke så syg at vi mister smagen for tobak. Det er helt normalt, vi ryger for at blive voksne, for at adskille vores følelser fra kroppens tavse skrig.

"Maria derimod, hendes far fortæller vidt og bredt om hendes film, og han har dem linet op på rad og række i videoskabet. Hun siger de har kigget en af hendes film derhjemme en lørdag aften, du ved i sofaen, med kaffe og kage."

"Nej!" Sussis øjne blev store.

"Jo! Marias familie er for viderekomne. Hendes far misbrugte hende fra hun var 8 til hun blev 12, næsten 13, og han kom i fængsel for det, og de var til terapi i flere år og det endte med at hun tilgav ham. De er noget helt for sig selv", sagde Morten. Han hældte mere sukker i sin te.

 

Sussi betragtede hans blide ansigt. Han havde en markant hage, et højt ansigt, brune øjne med buskede bryn, og mørkt kraftigt hår. Der var noget drenget ved ham, som om han udspionerede sine søstre og deres veninder, kiggede ind gennem sprækkerne i det gamle skur på stranden hvor de klædte om når det var sommer. Hun kunne godt lide hans naive væsen.

"Jeg vil aldrig have mine forældre ser noget", sagde hun så og pustede ud i retning af loftet. "Det var så pinligt første gang jeg var nøgen i avisen, min mor klippede det ud og hængte det op i køkkenet! Og alle mine fars venner og naboerne kom med hentydninger og kommentarer. Det var så ydmygende! Jeg brød mig ikke om at venner og familie så mig nøgen på den måde. Jeg mistede mange af mine veninder, de kaldte mig luder uden at åbne munden og vendte ryggen til mig. Og alle mulige drenge forsøgte at få mig ned med nakken, de troede jeg var konstant liderlig og bare skulle have noget pik, lige meget fra hvem. Sådan var det første gang, nu er jeg kommet over det, men stadigvæk. Sex er naturligt for mig, men jeg vil ikke bryde mig om at se min far rykke den af, mens han ser mig bolle i en pornofilm. "

Morten nikkede.

"Så skal du ikke lave porno. Det betyder noget for dig hvad folk tænker om dig, kan jeg mærke, og helt sikkert får din far en eller anden dag fingre i en af dine film. Og det vil være den dårligste af dem alle sammen, den film som du fortryder at du gjorde. Tro mig, jeg har set det så mange gange - eller også er det børnene når de kommer i skole, eller ovre hos en kammerat, eller på nettet."

"Så du synes jeg skal lade være?"

"Nej, jeg synes du skal selv tage valget. Har du overvejet at blive stripper? Du danser godt, og det giver gode penge, du kan tjene 1500 på en halv time. Det er faktisk hvad mange piger får for at ligge en hel dag og bolle på sættet. Som stripper kan du stadigvæk være en pæn pige. Træf dit eget valg. Jeg siger bare, at hvis det betyder noget for dig hvad folk siger, så bliver det hårdt for dig at lave porno. De fleste af mine veninder er ligeglade, eller i hvert fald så ligeglade at de kan holde det ud. Eller de har brug for pengene. Mange af mine bedste veninder har haft en tough barndom, og det har givet dem en hårdhed herinde, så de kan klare næsten hvad som helst. Jeg ved ikke om din skal er hård nok."

"Til hvad?"

"Til at klare også de dårlige oplevelser. Det kan gøre ondt, det kan være ydmygende, det kan være skræmmende. En dag bliver du gammel, det vil sige 27, og de film de bliver tilbudt bliver hårdere og hårdere."

Morten tømte sin tekop, han ville gerne i gang igen. "Striptease er mere i retning af kunst. Det vil være okay for din far, tror jeg."

"Hvordan kan du sige det som fotograf, Morten? Det er jo dig der får os til det, hvordan kan du lave pornofilm når det er så hårdt for os?"

Sussi mærkede et øjeblik et raseri røre på sig. Men Morten smilede kun, han tog det ikke personligt.

"Nogen skal jo gøre det, og jeg tror det er bedre det er mig. Fordi jeg er ærlig, og fordi jeg vil ikke skjule noget for dig. Det er dit valg, jeg har valgt at fotografere, det er ikke mig der vælger, om du vil være med. Det er dit liv, jeg er bare fotografen", sagde han.

Nogle få øjeblikke senere havde Sussi besluttet sig. Tanja og Martin ville sikkert mene, at hun havde truffet det forkerte valg. Hun mærkede lysten i kroppen, det sitrede i hende. Hun ville filmes imens.

"Kan vi lave en lille film? Bare mig alene, med et eller andet, onani...?"

"Det kan vi. Det giver ikke ret meget, men så kan du prøve det stille og roligt, dig og mig alene her i studiet."

Sussi kvadrede sit cigaretskod.

"Jeg gør det ikke for pengene", sagde hun.

Morten fik liv i sine øjne og smilede bredt. Han nikkede. "Det ved jeg godt, du gør det for at blive set", sagde han.

Hun betragtede ham. "Hvordan ved du det?"

"Sådan har nogle mennesker det", svarede han kort. Rejste sig for at finde videokameraet samt kassen med ugens vareprøver fra sexbutikken. Sussi ønskede at finde sig selv, se at hun virkeligt fandtes. Det var tydeligt for Morten.

Pornoskuespillere foragtes af mange, men vi burde respektere dem. De bekræfter nemlig den guddommelige egenskab i menneskets blik, blot ved at blive set, bliver vi til. Med vores øjne skaber vi hinanden, og de der aldrig blev set som barn, de søger skabelsen som voksne, de blotter sig i et utal af måder for at opnå liv. Som skuespillere, foredragsholdere, politikere, kunstnere, sportsfolk.

Jeg vil gerne ses, gør mig levende.

Og alle os der ikke har talentet, vi kigger på tv og lader som om vi er dem der bliver set, vi lever os ind i følelsen af at blive set, og dermed tilfredsstiller vi vores egen lyst til at få liv. Kun en afgørende forskel er der mellem skuespilleren og hans publikum. Vi kan sidde foran fjernsynet et helt liv uden at følelsen nogensinde går væk. Hos dem der faktisk bliver set, forsvinder behovet efter nogen tid. Hvis de fortsætter i branchen, gør de det af andre årsager.

At blive set tager et halvt sekund, nemlig når personen opdager sig selv i et øjeblik. Det er rejsen hen imod det halve sekund, der for nogle mennesker tager et halvt liv.

Morten hankede op i den store monitor, bar den flade skærm ud på gulvet. Nogle gange følte Morten lede ved sit job. Han var træt af at fotografere andre, og give dem liv, og savnede selv at blive afbilledet som et smukt menneske. Andre gange fik han en fornemmelse i sig som var stor, den guddommelige følelse af at skabe liv for andre.

Ude på de bare gulvplanker lå en kvadratisk boksmadras, dækket med lyseblå satinlagener. Hun kunne lugte de var nyvaskede, og hun missede med øjnene af velvære, nød følelsen af det blanke stof som gled mod hendes nøgne hud. Rullede lidt rundt, kiggede op i atelierets loft. Morten havde indrettet sig i et gammelt lagerrum øverst i en murstensbygning fra begyndelsen af 1900-tallet, og han havde bibeholdt de åbne spær. I den ene side af taget, mod nord, havde han sammen med sin far ryddet 6-8 meters teglsten, og havde erstattet dem med mandshøje vinduer købt på en genbrugsplads.

Fordi lyset fra lamperne lyste nedad, var det dunkelt deroppe under taget, men hun kunne fornemme at aftenhimlen langsomt formørkedes. Om dagen gav lysindfaldet masser af naturligt lys til fotograferingen, men Morten foretrak de store fotolamper og blitz, fordi man kan aldrig stole fast på naturens glødelampe.

Hun så Morten skrue kameraet fast på stativet, bagefter sluttede han kabler til monitoren på gulvet, han var vant til at sætte scenen. Bagved den lyseblå seng havde han trukket lærreder ned til gulvet så baggrunden blev neutral. Hun satte sig op, greb papkassen med legetøj og gav sig til at vrage rundt mellem gummidimserne, og de hårdere af plastic.

"Morten?"

"Hmmm?"

"Har du også behov for at blive set?"

Han standsede op med sit forehavende, satte sig på hug ved siden af hende. "Ja, folk ser mig gennem det jeg laver. Måske holder jeg en dag op med at være fotograf, hvis jeg oplever folk har respekt for det jeg laver, at de anerkender den jeg er. Det kan også være jeg bliver ved med at fotografere, ved det ikke, måske jeg vil lave noget andet engang."

Sussi blev nysgerrig. "Hvad ville du gerne lave, hvis ikke du var fotograf?"

Morten var tavs et øjeblik, overvejede sine ord. "Aller helst ville jeg gøre mennesker lykkelige", sagde han.

"Hvordan gør man det?"

"Jeg kan vise dig det?"

Sussi trak vagtsomt skuldrene op, hendes blik flakkede genert. "Er det, det der massage noget, det du gør med pikken?"

Morten nikkede.

"Jeg vil da gerne prøve, hvis jeg må sige stop?"

Morten smilede.

"Du siger ikke stop min ven, du kommer til at klynke efter mere." Med et højlydt brøl kastede han sig over hende, og de rullede rundt i den grønne silke, grinende og pjattende.

"Stop", råbte Sussi forpustet.

Mortens ansigt lå en håndsbredde over hendes eget, hun kunne lugte hans krop, det var en dejlig duft som kildrede under hendes hud.

"Har du fået nok?", spurgte han forundret.

"Har du tændt for kameraet?"

Han rystede benægtende på hovedet, med et glimt i øjet.

"Så må du gerne fortsætte", grinede Sussi.

Men kameraet, det var tændt mens de elskede. Fotografer er kun ude på én ting. At se virkeligheden for at finde sig selv. Det er så nemt at fare vild.

13: Nogle advarsler er nemme at overse

Vi var kørt af sted mens solen gik ned under de tunge regnskyer, med Kasper halvt liggende og halvt siddende på tværs af det trange bagsæde med en dyne under sig, Gustav tålmodigt optaget af at stoppe sin pibe, og jeg bag rattet med et fast blik rettet fremad. Senere ville jeg fundere over de airbags.

Hvorfor lave en kontakt som kan afbryde en hurtig bils airbag? For sikkerhedens skyld? En Porsche kan køre voldsomt hurtigt ud over en frossen pløjemark, hvorved det er farligt hvis airbaggene uden grund bliver udløst som følge af hårde stød fra pløjeriller, eller spring gennem rosenbuske omkring plejehjem for den sags skyld.

Alt sammen logisk nok, men jeg ville fundere over de airbags i timevis. Undre mig over at jeg overså det orange advarselslys som blinkede monotont i instrumentbrættet. Lampen var placeret på en måde ingen kunne overse. Og jeg så det lys. Men det klikkede ikke i hak inde i mit hoved.

Tunings-specialisterne i Sydtyskland havde udformet advarselslampen så den var diskret, og dog signifikant. Spild af tid, på en måde. Jeg så ikke lampens advarsel. Det fes ikke ind! Gud har placeret tusindvis af sådanne små lamper som vi ikke lægger mærke til. Luftstrømninger, temperaturforskelle, vibrationer, indre spændinger, knirkende lyde.

Nå, Gustav tændte piben og jeg indsnusede tobaksrøgen, diskret, og smilte et øjeblik for mig selv. Jeg vil ikke bebrejde tyroler-ingeniørerne alt for meget. Jeg kørte som om jeg var ligeglad med airbags og sikkerhedsseler. Mit humør afspejlede en iver efter at kæmpe mod døden.

På den våde motorvej kørte jeg alt for aggressivt, overhalede lange rækker af lastvogne, blinkede til skolelærere og deres familier pakket godt ind i soveposer og tasker på vej til weekendbesøg i andre egne af landet, trykkede speederen op i de høje omdrejninger når udsynet var frit, drømte muligvis om et liv som racerkører.

"Du kører vildt, min søn", sagde Gustav med en fattet stemme. Han bappede på piben, pustede røg ud i kabinen. Jeg løftede en hånd og skruede op for luftfornyelsen uden at have lyst til at svare. Men så smilte jeg igen for mig selv.

"Jeg er ikke længere bange", sagde jeg. Vi kom helt ned til Fredericia-kanten, inden ulykken skete.

14: Spillets regler

En politistation svarer til menneskets lymfekirtler. Vagthavende Peter Nielsen kastede et blik ned over computerskærmen. Brande, husspektakler, gadevold, trafikulykker - de små angreb på samfundets stabilitet løb sammen i lysende rækker med blinkende symboler, og han sendte kollegaerne ud i den store krop for at tage sig af det.

I nogle tilfælde blev situationen betændt når kollegaerne kom ud til uro i midtbyen og pludselig var omgivet af 100 stenkastende vrede, unge mænd. Arabere som ikke var det mindste begejstrede over at leve i et samfund fyldt med fulde folk, ludere, undertrykkelse, afvisning og udstødelse.

Kroppen våndede sig over dette angreb, han måtte sende flere folk ud for at genoprette ro og orden. Men det var slet ikke i orden, tænkte han. De muslimske mænd blev behandlet ringe af deres kristne brødre, mente han, og det ville han helst ikke indrømme.

En politiker har brug for at være populær.

"Skyd dem ned", plejede hans søster at sige, når de talte om hans job.

"Det er det eneste de har respekt for. Jeg vil ikke have du kommer noget til, det er det eneste rigtige, skyd de sviner!"

"Nej, det eneste de har respekt for, det er respekt."

Pia protesterede, skænkede mere rødvin i glasset.

"Sådan noget sludder, lillebror. I nakkede de to unge biltyve nede på havnen, så kom ikke her og spil hellig!"

Han trak vejret dybt for at kontrollere sine følelser. Den ene kollega var blevet sygemeldt efter episoden, depression.

"Det er ikke omkostningsfrit at dræbe et menneske. Jeg ved at i hvert fald broderen til en af de dræbte har svoret hævn over politiet, og tro mig en dag vil han gøre det, eller han lader sit had gå ud over en tilfældig på gaden. Det er det største nederlag vi kan opleve, nemlig når vi ser os tvunget til at dræbe vores fjender, det er ikke nogen sejr."

 

"Sådan ser muslimerne ikke på det", indskød Pias mand. "Hele deres tro bygger på krig, Muhammed var ikke andet end en krigsliderlig tyran der yndede at plyndre sine fjender. Enten er man med dem, eller også skal man dø, sådan tænker en muslim!"

"Ja, det gør de, Anders."

Politikeren i ham fattede nyt mod. "Og derfor er det vigtigt vi viser respekt. Gæstfrihed. Barmhjertighed. Man kan ikke dræbe muslimernes modvilje med kugler, se jøderne, de ved alt om det. Dræber du 1 muslim, får du i stedet 200 der vil hævne drabet. Vi skal respektere deres kultur og traditioner, det er den eneste vej frem, fred!"

"Hvordan skal dine kollegaer vise respekt, når de er omgivet af 20 unge muslimer der kaster med flasker og brosten?"

"Jeg ved det ikke, det er vel derfor vi har problemet? Men jeg hælder til at tro at vi glemte at vise respekt i hverdagen, inden balladen opstår. Unge muslimer har som alle andre brug for at arbejde, købe sig en bil og stifte familie. Det er ikke mere kompliceret end det, når vi taler integration. Giv dem mulighed for at blive en del af vores samfund."

"De vil jo ikke arbejde", sagde Anders surt.

"Jo, det vil de. Muslimerne arbejder hårdt, hvis vi giver dem lov til det."

"De har lov!" Peters kone Lene flammede op i et sjældent udbrud. Nogle gange var hun træt af at manden altid mente, han havde ret. Som politiker vidste han altid, alting bedst.

"Nej! De har lov til at være som os, men vi giver dem ikke lov til at være sig selv. Vi giver vores egne lov til at bygge supermarkeder og indkøbscentre alle vegne, men muslimerne forhindres i at bygge for Allah. I mere end 30 år måtte de flyve deres døde ud af landet og begrave dem dér, fordi vi påstod der ikke var plads til deres kirkegårde her i landet. Vi undertrykker dem, og så forstår jeg godt de bliver vrede. Jeg synes ikke politiet har fortjent at blive overfaldet, men det er vores job må jeg indrømme. Al bøvl og ballade ender i samfundets skraldespand, hos os, som klumper af betændelse fyldt med vold og ulykke, det skal vi tage os af, vi er samfundets oprydningshold."

Lene bøjede af. Hun havde røde kinder. "Nå, nu synes jeg vi skal spise." Hun rejste sig for at servere. "Og så ikke snakke så meget om politik, det er kedeligt", sagde hun med et smil. Men Peter vidste godt at der gemte sig en stærk modvilje bag hendes røde læber. Valgplakaten fra byrådsvalget, som han omhyggeligt havde limet op på et stykke kraftigt pap og hængt op ved billardbordet i kælderen, den havde hun smidt ud.

"Åh, jeg troede det var overstået, det valg", havde hun sagt med beklagelse.

Det gjorde ham hård i brystkassen. Manglen på respekt.

Peter Nielsen var blevet vækket til kamp for sine medmenneskers ve og vel, den dag Århus borgmester blev anholdt for vold mod hustruen, og blev løsladt efter 2 timer fordi hustruen nægtede alt. Borgmesteren drak og havde et alt for hidsigt temperament. På vej ud detentionen stirrede han Peter ind i øjnene og sagde:

"Du hører fra min advokat!"

Det var en tom trussel, fordi hans kollegaer havde haft al grund til at anholde ham da de ankom til parrets villa på strandvejen. Borgmesteren havde stået på græsplænen bøjet over den grædende kone som han slog løs på med en skovl.

Hun brækkede en arm, fik hjernerystelse, tinnitus på venstre øre.

Så Peter havde grebet fat i jakken og presset borgmesteren ind mod væggen.

"Hør her, hvis du slår hende igen, så får vi hunden til at æde dine nosser! Husk det, næste gang tager vi hunden med når der er ballade hjemme hos dig. Er du med?"

Borgmesteren tav, hans øjne flakkede. De var alene i den lille gang ud til cellerne. Peter gav slip.

 

Et par uger senere stillede han op til byrådsvalget med et klassisk slogan: "Retfærdighed, Velstand og Fremgang", og vandt en plads. Borgmesteren var ikke blevet genvalgt. Nogen indenfor politiet havde diskret givet pressen detaljerne omkring mishandlingen af hustruen.

Peters langsigtede drøm var at blive retsordfører i Folketinget for sit parti, måske justitsminister hvis de politiske vinde ændrede sig og partiet kom med i regeringen.

Sådan som andre tænker på fodbold og nøgne damer, kunne han i sine små pauser, særligt omkring aftensmaden og indtil klokken 21, gruble over samfundets indretninger og lovgivningen, foran oversigtsskærmen i vagtstuen.

"Sid ikke der og hæng", lød en dyb stemme, skubbede hans overvejelser omkuld. Han kiggede op og mødte Sørensens rolige øjne, en rødmosset og overvægtig kollega fra ordenspolitiet.

Sørensen flyttede rundt på næsen. "Har du ædt brunkål eller hvad? Eller er det lugten af skumle, politiske rævekager, ha! Hør her, når du bliver statsminister, så kan du lave om på det hele og blive lige så korrupt som alle de andre bastarder."

Peter Nielsen lo høfligt.

Mange mennesker antog at politikere drages af magtens centrum ud fra egoistiske motiver, og den tanke var ham fremmed. Han kunne læse på aviserne forsider at en enkelt politiker i ny og næ blev taget med fingrene i kagedåsen, men for sit eget vedkommende ville han aldrig lade sig korrumpere af magten.

"Mine hænder er rene", sagde han jævnligt i diskussioner. Men det var de ikke.

 ”Fik du kvittering på den ny terrasse? Du har måske sendt momsen til murermesteren?" Lene ville stille sådanne spørgsmål, når de sad i bilen på vej hjem. Bare for at minde ham om, at skattesnyd også er en form for kriminalitet. Dumme spørgsmål som i hans øjne bragte diskussionen ud af perspektiv.

 

"Nå, se her Nielsen, vi har en fyr som har begået hærværk mod et plejehjem. Det er ikke noget særligt, men det er lidt specielt alligevel fordi han har brugt sin Porsche som hvad skal vi sige 'våben'. Han har kørt rundt og ødelagt deres græsplæne, og nogle af de gamle fik et ildebefindende. Vi skal ikke have en efterlysning, men send det ud og få vores folk til at holde udkig efter ham. Han virker psykisk uligevægtig, så vi skal lige have fundet ham og have snakket et par ord med ham", sagde Sørensen, rakte Peter en seddel. Han genkendte straks navnet.

"Det er direktøren for StroboLith! Har I tjekket adressen? Okay. Jamen så må vi jo finde ham!"

"Der er muligvis noget mere i det. Han har sin gamle far med i bilen, og måske bærer han gammelt nag. De to røg i totterne på hinanden for snart 5 år siden og Martin Jensen fik 30 dage betinget, så."

"Frihedsberøvelse?"

"Det er sgu ikke til at vide, eller også er de blevet gode venner, men i hvert fald, vi skal lige sludre med ham", sagde Sørensen.

"Kaffe?" Han skævede efter indholdet i Peters krus.

Peter nikkede og gav en lyd fra sig som kunne betyde ja, eller måske nej.

"Nå, du henter selv så", sagde Sørensen og forlod vagtbordet.

Peter gik i gang med at skrive ud til patruljerne. For en sikkerheds skyld tog han de nærliggende politikredse med i sin rundsending. Han brød sig ikke om rige mennesker der går amok. De tror generelt de kan slippe godt fra alting, mens de kræver flere års fængsel til enhver knægt som stjæler en scooter og en pakke kiks. Nogle af dem var oven i købet med i Peters parti, og de irriterede ham, bedre vidende, arrogante. Grænsekorpset fik også meldingen. Muligvis ville han lække det til de lokale journalister som en pudsig historie de ikke måtte fortælle videre.

Hvis man fortæller en pressemand noget i fortrolighed, kan man være nogenlunde sikker på det kommer videre. Spillets regler, politik.

 

15: Anna vil gerne sove

Og langt ude i kroppen, i en lille by på landet, har Anna trukket dynen op. Hun sukker, forbereder sig til nattens drømme. Vækkeuret tikker fredsommeligt i soveværelset, hunden ligger allerede i fodenden af sengen med øjnene lukkede.

"Godnat, King", siger hun op i loftet.

Hunden giver en strubelyd fra sig, lægger sig bedre til rette i krogen ind mod væggen.

Inden drømmene banker på vinduet for at tage hende med, strejfer hendes tanker det lange liv hun har levet. En skovtur med manden, og de havde et tæppe med og madkurv, solen skinnede i hans ansigt. Emils hår var stridt at føle på, og hans vest lugtede tørt. Når han holdt hende i sine arme, løftede han hende op og hun lukkede sine øjne, ventede på kysset fra de bløde læber.

Ofte havde det været sommer i deres liv, men det regnede den dag de begravede ham, og det blev ved med at regne, tænker hun. Hun ser ham kravle op på stigens øverste trin for at fæstne redekassen til træstammen, han var så god med sine hænder. Nu drypper det fra tagrenden efter regnbygerne, og afløbet i gården er stoppet til, så hun på sine tynde ben må kante sig rundt om den lille sø for at komme over til udhuset hvor hun har sine patentflasker stående med hjemmekogt jordbærsaft.

Udhuset er ramt af stilhed. Et tykt lag af støv har lagt sig på hylderne i træskuret, hvor hans værktøj ligger sammen med den antikke karbidlampe, den mørkt irrede grensaks og afløvningssaven med mørkegrønt skæfte.

Anna kan bedst lide at huske de gode dage i det lange liv inden hun sover, fordi så drømmer hun om ham når han smiler. Hun længes efter at blive genforenet, mærke de kærlige arme holde hende i hans favn med så stor ømhed. I hjertet hvisker den dybe længsel sit ønske til Gud, at det vil ske inden længe.

Og somme tider lytter Gud. Underlig fætter. Eller også var det Gustavs magiske kræfter i sindet, som indfangede Annas bøn. Han var på vej mod hendes landsby. Med 180 kilometer i timen.

16: Gravplads med udsigt til stjernerne

Lygterne irriterer mine øjne, de fylder hele bakspejlet, men da jeg trækker ind følger den bagvedkørende blot efter. Dårligt tegn.

"Fuck, vi skal ikke have nogen bøder i dag", udbryder jeg, sætter farten ned. Så kører den op på siden af os. Politiet giver signal om at jeg skal trække ind.

Mit blik fanger skiltet om frakørslen nogle hundrede meter længere fremme. Et øjeblik sagtner jeg farten, jeg mærker spændingen stige i kabinen, de kan fornemme hvad jeg tænker på.

"Hold fast", siger jeg så og trykker speederen i bund.

Porschen farer frem ind til højre, men betjenten ved rattet er for kvik, han får også drejet sin vogn ind i frakørselssporet. Jeg bremser hårdt ved tværvejen, fortsætter derefter til højre med spindende baghjul, snart drøner vi gennem det våde landskab med politiets blå lygter og hylende sirene i nakken. Det er holdt op med at regne, men vejen er våd.

"Far, du kører for hurtigt, er du gal mand!"

Kasper råber fra bagsædet. Hans stemme er ophidset. Gustav har bidt tænderne sammen mens vi farer gennem mørket som forlygterne forsøger at skræmme bort - han klamrer sig til sædet i de skarpe sving.

Jeg bremser så sikkerhedsselerne blokerer, vores kroppe presses fremad, jeg drejer ned ad en mindre vej gennem skoven, accelererer kraftigt og vi rykkes bagud mod sæderne.

"Det går for hurtigt, Martin, jeg vil af", kræver Gustav pludseligt da vi kommer ind i skoven. "Stop her, jeg vil ikke med mere", siger han, klikker selen fri.

Jeg letter foden fra speederen, bremser let men bilen kommer i slinger, vi drejer rundt. Jeg skriger, de skal holde fast. Pludselig er vi på vej direkte ind i skrænten, der lyder et bump da vi hamrer ind i den, Gustav slipper sit greb, flyver fremad og slår hovedet mod instrumentbrættet. Så bliver det helt stille da motoren går ud.

"Er han kommet til skade", spørger Kasper forsigtigt.

Jeg har tændt lyset i loftet så jeg kan undersøge min far. Der er ingen puls når jeg med to fingre mærker efter på halsen ved siden af strubehovedet. Jeg nikker med tomme øjne. Gustav har et rødt mærke i panden, men ellers er der ingen tegn som afslører hans tilstand.

"Vi må køre ham på hospitalet", siger drengen. Jeg ryster på hovedet.

"Han er død", siger jeg. Der er ingen puls. Ingen vejrtrækning. Han var gammel. Så tåler de ikke så meget.

Vi triller ned ad en skovvej med høje graner på begge sider. Efter et par sving kommer vi frem til en lysning hvor vi standser.

"Jeg er ikke sikker på det er en god idé", lyder det fra bagsædet.

Jeg spejder ud af frontruden efter et velegnet sted. Til højre for et stort bøgetræ står en samling hasselbuske. Jorden ser blød ud der. Vi stiger ud i natten, jeg finder feltspaden frem fra bagagerummet.

Kasper er nervøs. "Det er ikke lovligt", hævder han uroligt. Jeg lægger en hånd på hans skulder, klapper ham venligt.

"Sådan vil han foretrække det, Kasper. At ligge her i skoven midt i naturen." Jeg lægger nakken tilbage. "Lige her hvor han kan kigge op på stjernerne, det er et godt sted."

Så begynder jeg at grave mens Kasper sidder på den ene forskærm og har tændt en cigaret. I forlygternes skær kigger han på min bøjede ryg, spaden glider nemt i jorden. En halv time senere er hullet stort nok. Jeg får ham til at gribe Gustav om anklerne - vi lægger ham ned i graven. Kaspers øjne er blanke da jeg sætter mig på hug og griber en håndfuld jord fra bunken.

"Med kærlighed blev du født ind i verden", siger jeg med klar stemme og kaster jord på Gustav.

Der lyder et lille bump da det rammer ham på brystkassen.

"Med kærlighed levede du et langt liv", fortsætter jeg.

Min stemme er hævet og klumpet. Jeg kigger op på Kasper der har store øjne, men som så alligevel tager en håndfuld jord og lader den drysse ned i graven.

"Med kærlighed har vi begravet dig for at du kan vende tilbage til det sted du kom fra, og måske igen en dag bliver du genfødt. Vi vil huske dig med kærlighed i vores hjerter", siger jeg. Lader en håndfuld jord afslutte sætningen. Snøfter og tørrer mine kinder i ærmerne.

Men netop som jeg griber fat i spaden, hører vi en bil nærme sig. Et blåt lys stryger søgende ind gennem de ranke træer.

"Det er politiet", hvisker Kasper åndeløst.

Vi kommer på benene, løber hen til bilen og sætter i gang med fræsende hjulspind. Stikker af samme vej vi kom ind i skoven med slukkede lygter, og mirakuløst kommer vi udenom politibilen i et sving. Så tænder jeg for lyset, Kasper ser politibilen vende om bag os, råber til mig, vi kommer ud på skovvejen og sætter kursen mod øst så hurtigt vi kan.

Efter kun 10 minutter kører vi ind i en mindre by. En typisk dansk soveby, hvor den eneste virkelige attraktion ser ud til at være byskiltet.

"Taulov."

Jeg ved der er en togstation i byen. Vi efterlader bilen i en mennesketom sidegade, og med held når vi lige præcis aftenens sidste tog med afgang nordpå, og med videre forbindelse til hovedstaden. Ombord i toget er vi tavse, sidder hensunkne i vores egene tanker.

"Min søn, nu skal du få at se de frække gader i København", siger jeg. "Og striptease."

Kasper gider ikke svare.

"Nå, jeg ringer lige til mor og fortæller vi er taget på weekendtur." Jeg trækker mobiltelefonen frem fra inderlommen.

"Du kan fortælle hende, at vi har været til begravelse", foreslår Kasper. Hårdt.

17: Er din søster også boligløs?

Hun betalte deres taxa med rystende hænder.

"Husk hvad vi aftalte", formanede hun Carlo.

Han nikkede med et skævt smil. "Jeg huske alt", lovede han.

Kvarteret var roligt, hun samlede sig og de gik ind i villaen. Det viste sig at alle var væk, hvilket hun ikke forstod, men i høj grad værdsatte.

Hun lavede noget mad til dem, og de sad i stuen med tallerkner på skødet og et glas rødvin indenfor rækkevidde. Han så stadigvæk godt ud, måtte hun indrømme overfor sig selv. Pludselig ringede hans mobiltelefon, han besvarede opkaldet og sagde hurtigt en stribe sætninger på spansk.

"Det min søster, hun komme snart", sagde Carlo, stak derefter uanfægtet gaflen i et stykke kyllingekød.

"Hallo, hvad for noget? Din søster?" Tanja fik en forudanelse. "Hun er måske også boligløs? Tror du ikke snarere det er din kone, du snakker om?"

Carlo stivnede og kiggede målløst på hende. "Hvordan du gætte det? Du er synsk, du kan se lige igennem mig?"

Hun satte tallerkenen på sofabordet. "Du er så fuld af fupnumre, Carlo! Hvorfor sagde du ikke det med det samme?"

Han kiggede ned i gulvet. "Jeg var bange for du blive sur?"

Hans stemme var så uskyldig som en dreng at hun måtte le for sig selv. En varm glæde bredte sig i hendes mave, sådan som vi kan blive i godt humør mens skæbnen udarter sig. På et tidspunkt slipper vi tømmerne fordi vi indser at Guds heste løber præcis i den retning som de selv synes er bedst. Et halvt liv kan vi planlægge og bekymre os, kæmpe for at nå frem til målet. Sådan er vi opdragede, til fornuft. Det er meningsløst, tænkte hun.

"Hvorfor griner du? Du er glad?" Hendes latter havde opmuntret ham, han rankede ryggen og smilede over hele ansigtet.

"Ja, selvfølgelig er jeg glad. Du river mit pæne liv i stykker! Hvad hedder din kone?"

"Hun hedde Marianne! Hun er meget sød, rigtig sød, jeg tro du kan lide hende", mente Carlo.

"Det vil ikke undre mig", sagde Tanja tørt. "Men jeg tænker på om du har flere i familien? Måske en bedstemor, 3-4 børn og et par hunde? De kan da være her alle sammen!"

Carlo blev rørt. "Ja? Du er virkelig en god ven, meget gæstfri", sagde han. "Så skal du møde vores børn, de hedde Maja som er 8 år, og Jonas som er 5. De er meget søde, dem kan du lide", sagde han med overbevisning.

"2 børn. Ingen hunde?"

"Nej." Carlo blev mørk i blikket. "Den er død, det alt sammen meget trist. Han kørt ned af bussen, helt død, kan ikke reddes."

Tanja blev blød om hjertet. Hun lænede sig frem og strøg fingerspidserne henover Carlos skægstubbe på kinden.

"Det er jeg ked af", sagde hun.

Carlos familie lignede ikke hendes egen. Børnene var artige, de hilste pænt og satte sig yderst forsigtigt i møblerne, men de var vagtsomme som om de hvert øjeblik forventede at blive jaget væk. Hun gav dem kartofler og røgede wienerpølser som de spiste hurtigt, drak sodavand til.

Carlos kone Marianne virkede tryg i sin udstråling, hun havde dybe smilerynker omkring øjnene, men hendes ansigt var neutralt. Hendes hår var langt, brunt med mange krøller. Hun sad helt tæt hos sin mand i sofaen, kiggede på Tanja med en blanding af ligegyldighed og nysgerrighed.

 

"Så du faldt også for ham", spurgte hun.

"Carlo er speciel", svarede Tanja. Hendes ansigt udstrålede et særligt lys, hendes sved duftede sødt af fred, de lange muskler i kroppen var afslappede. Hun smilede til Marianne.

"Ja, gud bedre det, han er speciel."

"På en god måde", mente Tanja.

"Hvis du siger det. Jeg synes han er et rodehoved, en omvandrende katastrofe." Marianne bøjede sig frem. "Hele vinteren boede vi ude på campingpladsen", betroede hun. "Det var koldt, men vi klarede os. Så en dag, så kommer Mister Lovejoy her hjem med en campingbus! Sådan en med oliefyr og køkken og det hele, jeg er målløs. Carlo der aldrig kan gøre noget rigtigt, men da måtte jeg overgive mig, den var så tæskelækker den campingbus. Så vi dropper gladeligt vores kolde skur af en møghytte, og vi læsser alle vores ejendele i den, og så af sted."

"Lad os ikke snakke om det", indskyder Carlo, men Marianne ænser ikke hans forsøg på at afbryde hende.

"Så af sted, jeg tror jo alt er i orden, men næ nej, fordi det var jo ikke din campingbus, vel!"

Carlo slår blikket ned, vrider sine hænder.

Tanja kigger på parret som om de er i færd med at opføre en teaterforestilling. Hun ser hvordan Marianne stirrer arrigt på sin mand, hun kan se hendes krop er anspændt som om hun har lyst til at slå Carlo.

"Det var uheld", siger Carlo spagfærdigt.

"Ja det må du nok sige, det var meget uheldigt, ikke! Men sådan noget kan jo ske, at man kommer til at hugge andre menneskers køretøjer, ved et uheld, ikke! Du er simpelthen så dum, Carlo!"

Marianne slår ud efter sin mand, rammer ham på siden af hovedet med det yderste af fingerspidserne, hvorefter hun knytter hånden og dunker ham et par gange på issen.

"Hvornår får du ind i dit lille dumme hoved, at du skal holde nallerne fra andre menneskers ting! Det er vel ikke så svært at forstå, er det?"

Han slår undskyldende ud med hænderne i retning af Tanja. "Jeg er dum", siger han. "Det var uheld", forklarer han.

Marianne bøjer nakken tilbage og kigger op i loftet. Så trækker hun vejret dybt. Der opstår en spændt tavshed i stuen. Tanja slår ud med armen.

"Nå ja, sådan noget sker jo", siger hun forstående.

Marianne kigger på hende med et mistroisk blik.

"Sig mig, er du rigtig klog?", spørger hun. "Vi har ikke noget sted at bo nu, på grund af ham tumpen. Kan du ikke se det er en katastrofe?"

"Næ..."

"Nej?"

"Næ, vi har et par gæsteværelser, der er oven i købet et lille køkken og eget bad, og dér kan I bo i weekenden. Kom, så skal du se", sagde hun henvendt til Marianne.

Hun viste dem annekset, og de blev meget glade. Marianne klædte børnene af og lagde dem til at sove. Så greb hun sin mand om nakken og kiggede ham i øjnene.

"Du er god nok, Carlo", sagde hun ømt.

Tanja forlod sine uventede gæster og var tilbage i den store stue da telefonen ringede. Martin var i røret, han virkede til at være i højt humør, hun kunne ikke standse hans overvældende strøm af ord.

"Vi fik pludselig lyst til en mandetur, Kasper og jeg! Vi er hjemme i morgen aften eller søndag aften", sluttede han.

Hun trak vejret lettet.

"Der er noget vi skal snakke om, når I kommer hjem."

"Ja?"

"Jeg vil skilles Martin, det kan ikke blive ved med at gå", sagde hun med afklaret stemme. Der blev tyst i den anden ende. Så hørte hun han trak vejret dybt.

"Ja, vi skal snakke når vi kommer hjem", medgav han.

"Hils Kasper, og hav en rigtig god tur."

18: Jeg vil aldrig være sur igen!

Jeg afbrød forbindelsen. Kunne mærke det er slut. Mit hoved bliver svimmelt, min brystkasse kramper sig sammen. Åh, jeg savner den unge pige i bagerbutikken, med hendes hestehale og de slanke hænder. Det kan ikke reddes. Jeg har tabt hende. Mit hjerte hulker uden en lyd.

"Jeg skal hilse dig fra mor", siger jeg til drengen. "Hun har det godt", tilføjer jeg. "Men øh." Jeg tav, lagde mobiltelefonen i inderlommen.

"I skal skilles", konstaterer Kasper.

"Ja, det ser sådan ud min dreng." Det er en lettelse at blive gættet af drengen.  ”Vil du have noget?"

En steward var standset ud for vores pladser med sin salgsvogn. Kasper havde sikkert lyst til at svare, at han gerne ville have nogle nye forældre der kunne finde ud af det med hinanden.

"En ny far måske?", spurgte jeg.

Kasper nikkede. Så grinte han. "En ny far, ja. Somme tider tror jeg slet ikke vi er i familie med hinanden, du er ikke rigtig klog, far", siger han drillende.

Jeg smilede godmodigt, men mine øjne var fraværende da jeg bestilte mad og øl hos stewarden.

Da vi nærmede os hovedstaden, en halv time før midnat, var vi mætte og jeg lidt beruset. Der var en halvsovende stemning i toget, folk samtalte dæmpet på rækkerne omkring os. Jeg besluttede mig for at tale ærligt, fordi tiden er så knap, og fordi jeg altid har ønsket mig ærlighed i livet.

"Hvis du kunne vælge frit, hvad ville du gøre, Kasper?"

"Hvad mener du?" Han virkede imødekommende.

"Jeg mener, hvis du skulle have en anden far, hvordan skulle han så se ud? Eller hvis du kunne flytte, hvor ville du så bo? Eller en uddannelse, eller et arbejde? Hvordan ser din perfekte verden ud?"

"Det ved jeg ikke."

"Hold nu op, kom frem med det."

Kasper vred sine læber, søgte efter de rette ord. "I min perfekte verden skændes forældre ikke", sagde Kasper langsomt. "Og de er aldrig sure. Hvis man laver en fejl, så tilgiver de en med det samme, og skal de altid være glade."

"Synes du ikke vi er glade?"

Kasper fnøs dæmpet, skulede til mig. "I er de mest sure mennesker jeg nogensinde har mødt", sagde han. "I er sure om morgenen, om aftenen, og jeg vil vædde på I også er sure om natten. Der er altid noget galt, vi kan aldrig slappe af og bare hygge os og have det sjovt sammen."

Et øjeblik var jeg ved at fortryde, men en indre nødvendighed tvang mig til at lytte til mit barn. Om nogle få uger kunne jeg få fred, nu ville jeg lytte uanset at det gjorde ondt i maven. Jeg kunne godt se det fra drengens synspunkt. Som voksen lærer vi at udholde stor smerte, fordi vi håber det går over, at det er noget midlertidigt. Børn er ikke så tålmodige, måske fordi det er deres barndom vi ødelægger.

"Jeg vil ikke være sur mere", sagde jeg.

Kasper var mistroisk. "Ja ja, det er godt."

"Jeg mener det." Jeg fattede ny styrke i sit indre. "Jeg lover dig, resten af mit liv vil jeg ikke være sur, det er slut med det."

"Godt."

"Hvorfor tror du ikke på mig?"

"Fordi, hvis det var så nemt for dig at lade være, hvorfor lod du så ikke være for længe siden?"

Jeg kiggede på drengen, jeg følte mig fristet. Lad være!

"Jeg tror ikke længere på håbet", sagde jeg i stedet. "Det er håbet som gør os sure, Kasper. Jeg har håbet det ville blive bedre mellem mor og mig, og jeg har håbet at mit mavesår gik væk, håbet at fabrikken ville få et stort overskud, håbet at du ville holde op med at stjæle biler, håbet at.

Hele mit liv har jeg håbet på et eller andet, og så bliver man sur, fordi når det viser sig at det slet ikke går som vi håber, bliver vi skuffede og kede af det, så bliver vi sure.

Men jeg lover dig, resten af mit liv vil jeg ikke være sur, fordi jeg vil ikke længere håbe på noget som helst. Resten af livet vil jeg tage som det kommer, simpelthen. Bare leve og være glad for at jeg er i live. Lige nu lever jeg, og jeg vil ikke være sur.”

Kasper fik smilerynker omkring øjnene, han nikkede forstående. "Det holder garanteret ikke mere end 14 dage", sagde han drillende.

En sky trak henover himlen i mine øjne, fordi det havde han ret i. En pludselig kvalme rejste sig i min hals og kniven stak igen i hovedet.

"Men det lyder nu godt, far. At du vil forsøge ikke at være sur, og du vil droppe alle håb. Jeg vil ikke håbe på tiltalefrafald på torsdag, jeg gider heller ikke håbe mere, det giver mig ondt i maven."

Jeg slog ud med armen. Rettede ryggen. "Ja min søn, det er det jeg mener. Tag det som en mand på torsdag, og så bare være glad for at du er i live. Og hvis det kommer så vidt, så er det sgu bedre med et halvt år på institution, frem for at ligge død ude i en skov!" Jeg slog en høj latter op.

"Det kan du ikke være bekendt", protesterede Kasper. "Det var din skyld! Hvis ikke du var så fucking dårlig til at køre bil, så havde Gustav været i live! Du skal ikke snakke dårligt om bedstefar!"

Jeg lukkede munden og rømmede mig. "Det var et uheld", sagde jeg med fattet stemme.

"Ja, men det var sgu da din skyld, det var dig der slog ham ihjel!"

Jeg trak vejret dybt, jeg kunne mærke pulsen i mine tindinger. Alt inde i mig råbte, at drengen løj. "Det var et uheld", gentog jeg, greb ud efter min øl.

"Det er i hvert fald sidste gang jeg kører med dig", sagde Kasper tørt. "Du er jo ikke rigtig klog! Vent du bare til mor hører om dette her!"

Mine øjne lynede. "Er det en trussel?"

Kasper fik brede skuldre. "Giv mig din mobil!", krævede han.

Jeg rystede hovedet. "Du blander dig bare udenom", sagde jeg. "Ellers bliver jeg sur." Jeg lavede grimasser ad ham.

"Ha!"

"Det kan du selv være", sagde jeg på en sur måde. Men jeg var glad, fordi jeg mærkede at sønnen var på min side. Jeg lænede sig ud til væggen, lagde en hånd mod glasset for at skygge for lyset i kupéen.

"Det er blevet stjerneklart, så er Gustav på vej hjem", sagde jeg.

19: Nattens nøgne sandhed

Der er et tidspunkt på natten hvor alt ånder ro. Det er skæbnetimen, når byens mennesker sover dybest. Da kan du pludselig vågne, som om du aldrig har sovet. Så ligger du og undrer dig over hele dit liv, og hvad det har bragt dig. Det er en særlig tilstand hvor du ser dit livs fængselsmure, du ser ørkenerne og smerten i dit liv, men du bliver ikke ked af det som du plejer. Hvis du har set en vulkan i udbrud, så ved du at også naturen har sådanne øjeblikke hvor kroppen bløder. Lavaen siver langsomt fra såret, og størkner uden dramatik. Der er smerte i livet, og det er okay.

Pludselig mærker Sussi kulden og slår øjnene op. Hendes dyne er gledet ud på gulvet - hun har delt sovetæppe med Morten, men han har vendt sig og har trukket sin dyne med sig. De er faldet i søvn på de lyseblå lagener, midt på scenen. Højt oppe står stjernerne roligt og glimter ind gennem atelierets vinduer i taget.

Sussi sætter sig op på madrassen, samler dynen om sine ben, tænder en af sine cigaretter, placerer askebægeret ved siden af sig. Morten sover fredeligt. Hun grubler. Der er så meget man skal, når man er ung. Hun skal uddanne sig, skal finde sine egne ben, skal arbejde, flytte hjemmefra, finde en mand, glæde sig til brylluppet.

"Nej", mumler hun.

Hun vil ikke læse flere uforståelige bøger skrevet af halvdøde mænd, og hun har det fint med at være droppet ud af gymnasiet, en herlig forårsdag i 2. g., den torsdag bladet udkom. Det spredte sig som en løbeild. Drengene stak ophidset hovederne sammen og spurgte hinanden, om den anden også havde hørt det.

"Sussi fra 2. B. viser patterne og det hele, hun er splitternøgen, har du set det?"

Hun ryger dybt, puster røgen ud og lader tankerne følge hvirvlerne op mod stjernerne. Husker dengang i kantinen. Hun kunne mærke hvordan de talte sammen bag hendes ryg, pegede fingre ad hende. Det havde været en dejlig dag, varm og frisk. Men pludselig krympede hendes hjerte sig sammen da en fyr smed bladet på bordet foran hende.

"Du er for god til dette her", sagde han og satte sig.

Det var søde Lars, ham hun var hemmeligt forelsket i. De snakkede hver dag sammen, småting og lektier, løse bemærkninger. Men når det var muligt, satte hun sig i nærheden af ham, og den tavse samtale var meget dybere.

Blodet begyndte at synge i hende når hans kropsvarme ramte hende. De var vel næsten venner, men fordi hun følte sig genert, turde hun ikke lægge an på ham direkte. Deres kroppe var fortrolige med hinanden, som heste der nusser hinandens manker. Hun mærkede hvordan hun rødmede.

Lars ansigt var hårdt, og det kraftige hår, sort og tilbagestrøget, han så fordømmende ud i hendes øjne.

"Hvorfor? Kan du ikke tåle at se en nøgen kvinde?"

Nogle af klassekammeraterne lo usikkert.

"Jo, en kvinde, men du ligner en luder på de billeder, Sussi, det gør du virkelig. Og sådan er du jo slet ikke."

Hun blev varm i ansigtet, rettede ryggen. Hun var bange for at begynde at græde.

"Det kan være jeg er en luder, hvad ved du om det, det rager ikke dig!", sagde hun med fjendskab i stemmen. Lars blev overrasket først, men så kneb han øjnene sammen.

"Du har ingen grund til at udstille dig selv på den måde, få dog lidt selvrespekt! Du er god nok, du behøver ikke smide tøjet for at bevise noget."

"Bland dig udenom, din bøsserøv!" Hun vidste ikke hvor ordet kom fra, og hendes tonefald var hårdt og nedgørende, fornærmende. Hun fortrød i samme øjeblik, og hendes hjerte krympede sig over at se hvordan skældsordet ramte Lars som en lussing.

Lars bøjede sig frem, lagde stemmen i et fortroligt leje. "Jeg ved Jesper er vild med dig, han vil gerne prøve dig, og alle fyrene fra 3X, du kan blive rig, din luder!"

Han vendte sig og gik.

Da var hendes hjerte gået i krampe, og hun rejste sig fra bordet. Hun nikkede til sin veninde Didde, vendte ryggen til dem alle sammen og gik sin vej, imens hun begyndte at græde. Hun sværgede for sig selv, at hun aldrig ville blive forelsket igen, og aldrig igen sætte sin fod indenfor gymnasiets åndsforladte mure.

Mænd kan ikke elske, fordi de kender ikke kærligheden, de er slaver af pikken, og de vil svigte dig. Sådan tænkte hun, og sådan følte hun stadigvæk når hun kiggede på den sovende Morten. Han var flink og rar, han var sjov, men de skulle ikke giftes og have børn, det var hun sikker på.

"Gider du slukke den der?", lød det træt fra Morten.

Hun rejste sig. "Jeg sætter mig over til køkkenet", svarede hun.

Nøgen gik Sussi gennem atelieret, hendes krop var lang og lydefri, hendes bryster små og spidse. Hun følte hun var en ung pige, fanget i en voksen kvindes krop. Det eneste hun egentlig ønskede sig, det er den kildrende fornemmelse i maven der opstår når ham du elsker kigger i din retning.

Hun turde ikke give slip. Genert var hun, med et varmt hjerte, med en vidunderlig krop. Hun forstod ikke mænds kærlighed, den der begynder ved huden og slutter ved lyset inde i hjertet.

Sussi skjulte sit hjertes kærlighed for dem, fordi hun tænkte at de var nogle liderlige svin, alle mænd.

 20: Når hverdagen bliver slave af solen

Tanja slår øjnene op og ved med det samme, at hendes liv er ved at slutte. Det liv hun kender sammen med Martin og børnene. Lige siden hun mødte ham har hun længtes efter den dybe kærlighed, den dybe forbindelse mellem 2 sjæle. Men jævnt hen kom der noget på tværs, hverdagen krævede hendes opmærksomhed.

De var flyttet sammen i en lille lejlighed, og hun blev hurtigt gravid. Fødslen af Sussi havde varet fire timer, men egentlig var der tale om flere år. Først graviditeten med kvalme og følelser der var i stormvejr i hendes indre. Dernæst amningen og tiden alene sammen med barnet.

Martin var optaget af sit arbejde på fabrikken, han startede i salgsafdelingen og kom udmattet hjem. De fleste dage faldt han i søvn efter at have snakket længe om budgetter og udstillinger, planer og muligheder. Det var ikke ofte de havde elsket, og når det skete, var elskoven hurtigt overstået, som en velsmurt motor der alt for hurtigt opbruger sit brændstof.

Dernæst var Kasper ankommet, med hjælp fra charterselskabets passagerfly og en sommerferie sammen med en veninde i Spanien. Det havde været en voldsom tid fordi Martin var såret, han så sig ydmyget af hendes utroskab, og hun selv havde lidt hjertets kvaler efter at have opdaget den spanske erotiske kraft i Carlo.

Til slut tog Martin hende hårdt på køkkengulvet, og sagde at nu var barnet hans. Hun lagde et låg på sin indre kærlighedens kilde, gennemførte graviditeten og endnu flere år forsvandt. Børnene kom i skole, Martin avancerede, de lånte penge til huset, hun kørte børnene til spejder og ridning.

Hverdagen bliver lagt i lænker, den bliver slave af solen. Blodløse gentagelser af stressfyldte morgener, venindesnak og hobby, velduftende aftensmad hvor der aldrig manglede god rødvin og mælk til børnene, tilfældige venskaber, mennesker som hun ikke turde betro sig til.

Så døde Martins mor. Gustav trak sig tilbage til sit otium på et privat plejehjem for rige pensionister, og Martin fik pludselig meget travlt med sine nye opgaver som direktør. Hun selv var blevet en karikatur af en direktørfrue.

Velholdt. Velpasset. En kvinde som støttede sin mand udadtil, og bed efter ham når de var hjemme.

Sådan kan 36 år pludselig standse som et lyntog der kører af sporet og lander i en mose. Tanja så at hun havde forspildt sit liv, om et øjeblik ville børnene rejse hjemmefra og hun ville være helt alene. Missionen var komplet, Gud havde fralokket hende et par nye mennesker til planeten, og derefter havde gud ingen interesse i hende længere. Og hun græd, fordi hun havde haft drømme om et lykkeligt liv sammen med en kærlig mand, intet andet, lige siden den første dag i skolen da hun så de friske drenge. Det var stille tårer som roligt trillede ned ad hendes kinder.

Tanja så sit liv i skæbnetimens klare lys, og da fremstår livet temmelig meningsløst.

Mennesket skabes ud af en mikroskopisk sperm-fisk, og et uanseligt moder-æg, akkurat som alt andet levende på planeten - vi skabes ud af praktisk taget ingenting. Vi er kun liv der bevæger træets grene, og vi efterlader ikke andet end en stak knogler, en dynge aske. Nogle børn, måske. Et hus. Måske et kunstværk som museerne vil kæmpe om at eje, eller en atombombe som folkene vil frygte.

Alt i alt, ingenting.

Livet har ikke noget mål, og derfor ingen mening.

Tanja indså, at for Gud havde det været lige godt hvis hun var rejst til Paris for at male, sådan som hun drømte om i fransktimerne på gymnasiet. For Guds skyld kunne hun have rejst med Jonathan til Grønland, for dér at flyve henover isen på en hundeslæde i 10 graders kulde på vej til at besøge hans forældre.

Det er Guds sande gave, meningsløshed. Intet mål. Gør hvad du vil med dit liv. Og nu undrede det hende, hvordan hun havde glemt sin frihed.

Hun havde været forelsket i Martin, så vidt hun huskede, men en eller anden dag, var hun blevet bange for livets konsekvenser. Af en mærkværdig og uforklarlig grund var hun begyndt at gentage et dødeligt mantra i sin brystkasse:

"Jeg kan jo ikke gå fra Martin, fordi..."

Og mantraet parrede sig med sig selv, og fødte et utal af sig selv:

"Jeg kan ikke sige min mening, fordi..."

"Jeg skal opføre mig pænt, fordi..."

"Jeg ville gerne flyve til Paris i 4 uger, men det kan jeg ikke, fordi..."

"Jeg ville gerne være naturist på stranden om sommeren, men det kan jeg ikke, fordi..."

"Jeg kan ikke elske Martin, fordi..."

"Jeg kan ikke, fordi..."

Fordi er det farligste ord i verden, fordi det forleder os til at smede begrundelser som lænker os til døden. Når vi siger fordi, oplever vi ikke længere livet - vi oplever kun, hvad vi tænker om livet. Når vi lever i vores mening om livet, da er vi i fængsel.

Fordi.

Så vi venter altså på den lykkelige dag da friheden bryder fængslets mure ned, lænkerne sprænges og vi løber ud over livets grønne marker. Men også friheden er det farligste ord i verden, friheden driver os nemlig til at gøre oprør, forkaste gamle tanker, leve i kærlighed, og sikkert falder vi sommetider og slår hul på vores knæ.

En lænkehund kan altid finde hjem, det er trygt, hvorimod gadehunden lever i den største fare af alle, friheden.

Af netop den grund elskede Tanja ham.

Ikke Martin.

Carlos bar den frihed som hun ønskede for sig selv. Friheden til at være til stede som solen og skinne, helt uden noget fordi. Og så græd hun endnu mere, fordi det nu var for sent, tænkte hun. Carlos tilhørte Marianne. Men hendes tårer tørrede hurtigt ind. Et sted derude i verden måtte hun finde sin egen gadehund, og så skulle de være frie sammen.

Hun holdt stadigvæk meget af Martin, og hun forventede at han hurtigt ville få selskab af en anden kvinde i sit liv. Ingen grund til dårlig samvittighed, han ville klare sig og få et meget bedre liv uden hende. Hendes veninder drømte om at have en direktør som lænkehund, når bare han var lige så rig som Martin. De ville elske ham på en måde som hun ikke længere kunne.

Hun rejser sig beslutsomt, går ud i køkkenet for at brygge en kop kaffe. Hun skræver over Albino, ham de købte for at hun kunne føle sig tryg om natten. Men der skal et jordskælv til at vække ham, har hun fundet ud af. Hun står og kigger på ham et øjeblik. Den mægtige hund drømmer, den bevæger sine muskler. Pludselig prutter Albino højt og voldsomt. Hun bliver forskrækket, og lugten er værre, den gør hende svimmel så hun må gribe fat i en dørkarm for ikke at falde omkuld.

Beslutter sig for at gå ud på terrassen for at få frisk luft.

Højt deroppe står de så, hendes elskede stjerner. Det er en lun nat. Tanja står nøgen under stjernerne. Hendes hjerte fyldes med fornyet livskraft. Græd ikke over din fortid. Dette øjeblik er også fortid, dette øjeblik gør sig klar til at male dit sinds lærreder, dette øjeblik er morgendagens erindringer, og du skaber dem selv.

"Jeg er fri", siger hun højt i natten med hovedet lænet tilbage for at betragte universets dybde. Stjernerne svømmer i hendes øjne på jagt efter noget at befrugte.

21: Gustav undrer sig meget

De små lysende lys, det må være stjerner. Gustav havde ligget et par minutter og betragtet dem. Hans krop var så stiv at han ikke kunne flytte sig, kulden havde suget varmen ud af ryggen, han følte han lå ovenpå noget dødt kød. Han kunne ane grenene fra et træ, det strakte sig en anelse ind over hans udsyn, dækkede for en del af himlen. Pludselig kunne han flytte hovedet en centimeter, det gav et højt knæk i stilheden. Han lå i et hul af en slags, og han anede ikke hvorfor.

Hullet lugtede af fugtig jord.

Måske var de på øvelse, og han var faldet i søvn i sit skjul?

Han lukkede øjnene, træt ind til knoglerne.

Nej, efter militæret havde han åbnet farvehandlen, så var han nok taget på jagttur med sine venner, tidligt om morgenen. Måske var han kommet væk fra selskabet og var faldet i et hul, havde besvimet? Han åbnede atter øjnene, nu kunne han løfte den ene skulder.

Jagt, hvor var geværet? Hundene?

Der var mistænkeligt stille omkring ham, fuglene sov. Han fornemmede på luftens temperatur at det måtte være sommernat, selvom jorden var kold. Inden solopgang, men sandsynligvis efter midnat. Han havde solgt geværet da - han gennemrystedes af et chok - da de havde tømt huset.

Clara var død! Plejehjemmet!

Var det blevet så forfærdeligt at han var søgt ud i skoven for at dø? Havde han gravet et hul i jorden og havde lagt sig til at dø, spist et glas sovetabletter måske? Han smagte på sin mund, han var tør i halsen, lykkedes at rykke lidt i det venstre ben. Havde han lagt sig til at dø! Så var det måske bedst at blive liggende, så var han nok væk om et øjeblik.

Han lukkede øjnene, ventede.

Nej, han havde taget for få piller, ellers ville han ikke være vågnet igen. Han måtte op, måske lå glasset halvfyldt på jorden, han havde sikkert ikke taget dem alle sammen, fordi han hadede piller! Han kunne rejse sig, tage resten glassets indhold, og lægge sig tilbage. Ja!

Der kom liv i det andet ben. Depressionen var blevet ulidelig, åh gud hvor han dog savnede Clara! Det var ikke til at holde ud, livet havde ingen mening. Han hviskede hendes navn. Måske stod hun deroppe i himlen, kiggede ned til ham, smilende! Hun havde været så varm i hjertet, altid god ved ham. Hun ventede, kiggede ned deroppe fra stjernerne!

Han kunne se hun formede nogle ord med læberne, men kun med sin yderste anstrengelse kunne han høre, hvad hun sagde.

"Ikke endnu", sagde hun vist, og det undrede ham.

Det ene knæ kom fri af jorden, han bøjede benet, løftede venstre arm. Yderst forvirrende. Hvis det ikke var nu, hvorfor lå han så i et hul? Han var nok mislykkedes, var kommet til at tage et glas med hovedpinepiller fremfor sovemidlet. Han fik drejet sig, satte en albue under skulderen, spændte sine armmuskler, kom op på knæ.

Det var ikke noget dybt hul.

Han kunne ane en bunke jord ved siden af, og en masse grantræer der gled sammen med mørket. Konturerne af en feltspade, havde han gravet hullet selv?

Han fik stablet sig på benene, men måtte med det samme gå i knæ, han nåede lige at dreje sig så han kunne sætte sig på kanten af hullet. Det puslede i et buskads nær ham. Måske et pindsvin, måske en ræv. Han sad lidt og overvejede at lægge sig tilbage i hullet, med eller uden sovepiller. Kroppen gjorde ondt alle steder.

Nu huskede han Martin, de snakkede ikke sammen mere. Gustav følte sit hjerte, det gjorde ondt. At miste forbindelsen til Martin og hans familie, de to børnebørn, det var stygt lige oven på Claras begravelse. Det havde været ved at slå ham ihjel. Han var sikkert gået herud for at fuldbyrde dødens sværdhug, det der med et susende slag havde adskilt ham fra familien, det der havde forkrøblet ham. Han tippede kroppen så den langsomt væltede.

Tungt lod han sig dratte ned i hullet.

Lukkede tavst sine øjne hårdt i.

Det var bedst at dø.

Så klaprede hans tænder af kulde.

Det var en helt igennem tåbelig forestilling. Hvorfor havde han ikke bare overskåret pulsårerne i sine håndled i badekarret? Det ville have været behageligt og smertefrit. Han kunne stadigvæk nå det, gå hjem og tage tøjet af, hælde varmt vand i karret. Måske havde han ikke kunnet finde en skarp kniv, men de havde rigeligt med knive nede i køkkenet? Hvorfor havde han ikke tænkt på det? Filetknivene, de var skarpe. Det var en træls måde at dø på, tænderklaprende af kulde i et koldt jordhul!

Denne gang gik det hurtigere med at komme op på kanten, han stønnede af anstrengelse, sad lidt og kiggede op på stjernerne. Kunne ikke se hende længere, men så havde han hørt hende rigtigt, hun ville vente på ham mens han fandt hjem til plejehjemmet. Det var formodentlig statsskoven nedenfor kirken, han skulle bare følge vejen ud derfra.

Langsomt begyndte han at gå, efter nogle meter standsede han og kiggede tilbage på hullet. Han havde ikke brug for spaden mere, kunne slet ikke huske hvor han havde fået den fra. Det kunne også være lige meget.

Han fortsatte.

For hvert skridt kom der mere liv i kroppen. Han havde hovedpine! Han tog sig til panden og følte en udbuling, den var meget øm. Han forstod ikke hvordan den var kommet, og det kunne i øvrigt også være lige meget. Snart gik han raskere til.

Da han kom ud til asfaltvejen, tøvede han.

Han kunne ikke genkende stedet. Hvis det var nedenfor kirken måtte han gå op ad den svagt skrånende bakke, men han var sikker på at det ikke var i nærheden af kirken. Det kunne være lige meget, han gik til venstre.

Efter et stykke tid kom han helt ud af skoven til åbne marker, og lidt derude i horisonten var der lys fra gadelygter i en mindre by. Gustav gik fremad. Det var en fremmed egn, og han begyndte at undre sig rigtig meget. Sært nok følte han sig oplivet. Han var vågnet op til et mysterium, og det gjorde ham nysgerrig.

Sommetider er det livsbekræftende at vågne op og opdage, at man ikke aner hvor man er.

22: Også vildveje kan føre til paradis

Da han kom ind i landsbyen begyndte en hund at gø i det fjerne. Traveturen fra skoven havde gjort ham træt, han følte sig tilskyndet til at finde et hus hvor der var lys i vinduerne.

Men når han kigger over hækkene ser han kun mørke vinduer.

Gustav føler sig forvirret, hans skridt bliver tøvende, måske kunne han banke nogen op og bede om at låne telefonen. Ringe til? Hvem ringer man til midt om natten, når man ikke længere snakker med sin eneste søn og konen er død? Han huskede ikke adressen på sit hjem, måske var han hjemløs?

Gustav gik i stå under en gadelygte. Han havde læst byskiltet. "Herslev." Det lød fynsk eller jysk, men det sagde ham ikke noget for øjeblikket.

En bil kom trillende gennem byen, gjorde holdt nogle meter længere fremme. Det var en sort BMW, han kunne ikke se hvem der sad i den.

Han huskede sin kone, den dag hun døde var han bange og ulykkelig. Og Martin, hans søn, som blev så vred.

Plejehjemmet, dér boede han! Det lå ude på landet, fornemmede han. Han huskede ensomheden, det lille værelse og alle de gamle som han ikke gad snakke med. Der burde være en lov som forbød ensomhed. Så mange bekendtgørelser, paragraffer og reglementer, ikke et eneste påbud som betyder noget virkeligt. På denne mægtige planet er ensomhed Gustavs største problem, ikke forurening af verdenshavene, ikke bilister som spiser morgenmad mens de triller af sted i køen på motorvejen, ikke brugen af uartige udtryk i tv, eller bevarelsen af den sorte knopsvane.

"Hej gamle." En ung fyr var stået ud af bilen. Han nærmede sig. "Hvor finder vi en tankstation på dette her tidspunkt?"

Gustav trak på skuldrene. "Jeg er selv faret vild, jeg kan ikke hjælpe dig", svarede han.

Det var en ung fyr med glatraget isse og hårde blå øjne, han var iklædt en sort læderjakke, cowboybukser og løbesko. Han gik helt tæt på Gustav.

"Du bor måske ikke her?"

"Nej, jeg kender ingen her."

"Nå, men så er det jo..."

Fyren var i færd med at vende omkring, da han pludselig svingede højre arm og hans knyttede næve ramte Gustav under ribbenene.

Luften var blevet slået ud af ham, han var gået i knæ med åben mund og opspilede øjne, han holdt sig for maven. Han forsøgte at trække vejret, men åndedrættet var blokeret af slaget.

Fyren satte sig på hug. "Så er det jo udmærket." Hans ene hånd søgte ind i Gustavs inderlomme, tog hans pung frem og åbnede den. Da han så sedlerne gav han en tilfreds lyd fra sig.

"Tak skal du have, gamle." Han rejste sig og var ved at gå tilbage til bilen, da han pludselig standsede. Med et gisp begyndte Gustav atter at trække vejret. Deres øjne mødtes. Fyren trak en pengeseddel frem og smed den til ham.

"Køb en busbillet", sagde han og gik.

Kort efter gassede bilen op og kørte med hvinende dæk forbi Gustav. I huset inde bag hækken var en mindre hund begyndt at bjæffe. Han satte sig op på fortovets fliser, med ryggen hvilende ind mod lygtepælen. Ømmede sig. Hunden hylede op, og han følte sig i høj grad forvirret. Han følte en indre trang til at falde sammen, ikke være andet end et aflagt jakkesæt, bare ligge der på fortovet som en bunke stof nogen har tabt fra cyklen.

Han forstod ikke at han var kravlet op fra graven ude i skoven.

Hvad skulle det hele gøre godt for?

Man lever et langt liv, folk dør omkring dig eller forsvinder, og til sidst sidder man op ad en lygtestolpe langt ude på landet. Livet giver ingen mening, og han havde glemt sin egen lykke.

Anna vågnede langsomt. Hunden plejede ikke at skabe sig om natten. Det var tidligt om morgenen, lyset var i anmarch. Hun kunne skimte vækkeuret på sengebordet, besluttede sig for at stå op. Der er så dejligt fredeligt i en sommerhave, mens fuglene synger og solen langsomt hæver sig over den østlige horisont. Hun tog en slåbrok på, fødderne fandt ned i tøflerne, tyssede på hunden.

Straks hun åbnede yderdøren, fløj King af sted på flisegangen ud til vejen.

"King, bliv her!", råbte hun.

 

Han havde hørt døren blive åbnet, og lyden fra en hunds kløer der kradser mod fliser, en lille terrier sprang over havelågen inde fra haven og stoppede op ved siden af ham. Den lagde hovedet på skrå og betragtede ham. Dens ejer havde råbt efter den, det lød som en venlig dame der var vant til at klare sig selv.

"Hej King, hva' så min hund? Bider du?"

"Nej, det gør han ikke", lød en lys stemme.

Havelågen gav sig knirkende.

Han drejede hovedet og så hende komme ud på fortovet. Hun havde hvidt hår, et mildt ansigt, og sådan som hun holdt tøjet stramt samlet, afslørede hun samtidig kroppens linjer. Hun var en mindre kvinde, som trods sin alder så rask og rørig ud.

Livskraftig.

Gustav kunne ikke undgå at sukke. Hans udslidte hjerte slog uregelmæssigt, sådan som det kun gjorde de få gange han var blevet ledt ud i forelskelsens mystiske landskaber, der hvor solen kaster sine brændende stråler i lavvandede bugters blanke vand og derved oplyser små elegante fisk omkring det lysegrønne tang, fede muslinger og sandfarvede krabber, samt den perle der smiler til dig. Det kom så uventet at Gustav ikke kunne forstå sig selv, og heller ikke kunne skubbe det væk. Sådan er forelskelsens natur, uforståelig og uventet.

Han var vild med hende. Et mirakel.

 ”Hvorfor sidder du her midt om natten? Er du fuld?" Gustav kunne høre på hende at hun var nysgerrig. Han følte sig tør i mælet, havde mest lyst til at sidde og betragte perlens skønhed i tavshed. Svarede så alligevel.

"Ja, jeg er fuld", sagde han. "Jeg har fået nok, mit bæger er fyldt til randen. En bølle har overfaldet mig, han tog min pung med billederne af mine børnebørn. Han slog mig i maven, og det gjorde ondt. Jeg ved ikke hvor jeg bor, jeg vågnede op i et hul ude i skoven. Jeg hedder Gustav."

Den gamle kvinde nikkede forstående.

"Måske er dit hjem dér i skoven. Jeg har mødt mange mænd som boede i et hul."

Hendes stemme var venlig og drillende, fik ham til at le, men kun lidt fordi latteren gav stråler af smerte i mellemgulvet. Han besluttede sig for ikke at fortælle noget om plejehjemmet, og i øvrigt var det uden betydning, eftersom han havde glemt hvor det lå. Med lidt held ville han aldrig igen huske den slags irriterende detaljer. Kvinden så dejlig ud, måske kunne han sove på hendes sofa?

Hans krop var træt, og hans hoved fungerede trægt og langsomt. Kun hjertet galoperede af sted som en frisk 17-årig.

"Har du brug for hjælp? En kop kaffe og en telefon?"

Han nikkede. Gjorde sig mindre end han var, så lidt mere ynkelig ud.

"Vil du rejse dig op, eller forventer du at jeg serverer kaffen her på fortovet?" Hun drillede igen, strakte en hånd frem med et skælmsk glimt i øjnene, hvilket fik ham til at slå blikket ned et øjeblik, han blev genert. Hjertet dansede i brystkassen, fik det til at sitre i hele kroppen.

Forsigtigt tog han hendes hånd, mærkede hendes varme. Det var en stærk hånd, ikke ret stor og huden føltes fin mod fingerspidserne. Han forsøgte at stable sig på benene uden at trække i hende. Men pludselig trak hun i ham, og han kom op og stå med et forbløffet ansigtsudtryk.

Hun lagde mærke til linjerne i hans ansigt. Han lignede en mand der havde grinet meget i sit liv, et lyst sind sådan som Emil havde haft det. Hun mærkede hvordan varmen skyllede gennem hendes kød, og der var en lille rørt tåre i øjnene, en urolig spænding. Han havde stadigvæk hår på hovedet, det var gråt og temmelig meget for langt. Hans krop virkede velbygget, brede skuldre og ikke nogen stor mave. Alt i alt kunne hun lide at kigge på ham. Han gjorde hende nysgerrig.

"Du er sandelig stærk", konstaterede han.

"Og du er høj. Kan du ordne en tagrende for mig?"

Hendes direkte spørgsmål overraskede ham.

"Tja, det kan jeg vel godt, når det er blevet lyst", sagde han tøvende.

"Så kom med ind. Du ser ud som om du kan bruge en time på øjet."

Hun drejede rundt, og sammen med den lille hund fulgte han efter hende.

"Du ser farlig ud", sagde hun da de stod i køkkenet, og hun satte en kedel vand på komfuret. "Jeg tror på det med hullet i skoven, fordi aldrig har jeg da set en mand så beskidt."

Hun lo.

Først da opdagede han hvor meget jord der sad på bukserne og jakken. "Du ligner en buskmand, også i håret og ansigtet er du fuld af jord, du kunne trænge til et bad. Kom her."

Anna gik forrest ud i et bryggers. Der stod en vaskemaskine på cementgulvet, der var nogle skabe og en håndvask. Fra loftet hang en nøgen pære som gav et stærkt lys fra sig.

"Derude bag døren der, har du badeværelset, og." Hun åbnede et skab og trak et håndklæde ud derfra."Her har du noget at tørre dig med. Smid tøjet på stolen dér, og gå så i bad mens jeg laver kaffe til dig."

Han nåede ikke at sige ja, så var hun forsvundet og havde trukket køkkendøren til så han kunne være alene. Han hørte hvordan hun nynnende begyndte ordne ting og sager, trække ud i skuffer og tage kaffekopper ned fra et skab. Hendes bevægelser fik skyggerne til at blafre i sprækken mellem døren og karmen.

Gustav begyndte at fløjte. Han følte at hans liv var forbedret betydeligt siden han vågnede i skovens kolde grav. Vi er ingen steder, uden at vi forinden tog et skridt derhen, og derfor takkede han i sit indre både skoven og den unge mand. Der er en mening med vores besværligheder, mente Gustav.

Han lagde jakken og knappede skjorten op, åbnede sine bukser. Var han ikke blevet overfaldet, så havde hunden ikke gøet, og så havde Anna sovet roligt videre. Han følte sig taknemmelig. At stå i Annas bryggers var som at komme i paradis, sammenlignet med det lille flisebelagte badeværelse han havde adgang til på plejehjemmet.

Han gjorde sig fri af de sidste klæder og stod nu nøgen i rummet. Ud mod husets baggård var et vindue med små ruder, deri betragtede han sin krop et øjeblik. De skramlende lyde fra køkkenet var forstummet, så sad hun vel i stuen og ventede på ham.

De hængende muskler og rynkerne viste han var gammel, og ungdommens svulmende muskler og glatte hud er vel mere tillokkende, mens trods alt tænkte han, at han så godt ud som 75-årig.

Kvinder siger at mænd kun tænker på sex.

Det gør vi ikke. Vi tænker på fryden i vores pik. Når vi har gjort vores tjeneste for Gud, befolket denne arme verden med endnu flere hvileløse sjæle, tænker vi fortsat på fryden i vores køn. Vi aer vores lem, vi lader blodet fylde den med varme og kærlighed, saft og elskov, og derved vækkes den, udspiles så den bliver kraftig ved roden og står stift opad stræbende mod himlen.

Hvis det er muligt, så vil du se vores rejsning som det sidste livsudtryk når vi dør. Ikke et "farvel du skønne verden", eller et bodfærdigt kys på kinden, nej en stiverik hos en olding som kun ønsker at sygeplejersken trækker sin kittel op om livet og forsigtigt sætter sig på hans fryd. Sådan vil vi dø, tæt forbundet med en kvindes vidunderlige skønhed, men i stedet putter de slanger i vores arme og fylder os med morfin så vores lunger falder i søvn, kvæler os.

Livet viser sin kærlighed ved at lade manden beholde sin fryd, også når han bliver gammel og ikke har kræfter til at opfostre flere børn. Når tænderne er væk og håret falder af, lader den barmhjertige Gud os beholde fryden.

Pludselig hørte han et dæmpet gisp fra køkkenet, hvilket fik ham til at stoppe sine blide kærtegn. Taknemmelig kunne han se, at han stadig var smuk og viril. Han gik ud på badeværelset og tændte for bruseren. Vandet var varmt og trygt. Hvis hun havde luret på ham gennem dørsprækken, så vidste hun nu at han var en gammel mand med lyst til at forene sig i kærlighed.

Da han kom ud fra badet med et håndklæde om livet, var tøjet væk. I stedet lå en hvid badekåbe på stolen. Han lagde håndklædet og tog den på. Den passede ham. Så gik han hen mod køkkendøren, men lige inden han lagde hånden på håndtaget stoppede han op. Han rettede på kåben, så den sad mere løst og afslørede mere af hans behårede brystkasse, uden at være alt for vulgær. Han agtede at forvandle sine drømme til virkelighed, gøre et hæderligt forsøg på at nedlægge mandens mest eftertragtede bytte. Og det er ikke sex.

Han åbnede døren og stak hovedet frem. Men hun var der ikke.

Det er fryd.

23: Tanja har to smukke

Tanja vågnede ved at Carlos lille dreng ruskede hende i skulderen.

"Vågn op dame, god morgen", sagde han. "Nu skal vi op, nu er klokken mange, solen er allerede oppe. Se, solen skinner." Drengen pegede mod soveværelsets vinduer som vendte ud mod haven.

Tanja smilede til ham. Hun opdagede at hun var let om hjertet.

"Du skal lade Tanja sov, hun måske træt", lød en stemme.

Hun fik øje på Carlos i døren. "Det er helt okay, Carlos.”

Med ludende skuldre trådte han nærmere. Hans blik var tungt og lidende, som om synet af Tanja indgød ham en smertelig erkendelse af stor skønhed.

"Har I sovet godt?"

Carlos nikkede stumt. Jonas svarede ikke, fordi han var optaget af at undersøge smykkeskrinet.

"Dame mange smykker."

"Tanja."

"Danja har mange smykker. Se her." Den lille fyr trak en guldkæde frem, den var enkel og havde et lille vedhæng med en rød rubin i. "Den skal du have på", bestemte han og rakte smykket frem til hende.

"Synes du?" Hun satte sig op i sengen, tog kæden om halsen. "Sådan, er det fint nu?"

Drengen nikkede fraværende, fordi han var på vej over til døren der ledte ud til altanen.

"Frisk luft", sagde han triumferende da han fik åbnet døren. Gik udenfor.

Carlos satte sig på sengekanten.

"Mange år pludselig væk, men du har endnu den smykke. Din og min ædelsten er blevet stor og flot, han er blevet en stor diamant. Det gør mig glad i hjertet, at du har smykke."

"Jeg har også et andet." Hun bøjede sig frem og tog endnu en guldkæde frem. "Se, en blå safir."

Hun samlede kædens ender og lod smykket hænge på det øverste af brystkassen.

"To smukke børn har jeg." Hun kiggede ham dybt i øjnene. "Og to smukke mænd som gav mig et stykke af paradis, et stykke af deres liv, så jeg føler mig meget rig."

Carlos fik blanke øjne.

"Du har to smukke", sagde han og trak vejret dybt. Så kiggede han op på halskæderne. "Smukke smykker", tilføjede han.

Hun lo. "Du er en værre en", sagde hun. Greb fat i ham, og så krammede de hinanden længe, og inderligt.

Uden varsel dukkede Marianne op, med datteren i hånden. "Forstyrrer vi?"

Carlos gav slip på Tanja som om hun var en elektrisk ål, og forfjamsket forsøgte han at dække hende til med dynen. De to kvinder udvekslede blikke, rystede på hovedet af ham fordi dynen blev ved med at glide ned.

"Hvad laver I?" Maja strakte hals.

Tanja smilede til hende. "Vi siger god morgen, Maja. Og god morgen til dig, har du sovet godt?"

Pigen nikkede. Så slap hun sin mors hånd og løb ud til sin bror.

Marianne satte sig ved siden af sin mand. "Jeg er klar over, at I har en dreng sammen", sagde hun ligefremt. "Jeg har genkendt ham på det store billede nede i stuen. Det er en dejlig dreng." Hun greb fat i Carlos højre overarm, trak ham ind til sig. "Du laver gode børn, Carlos."

Han kiggede genert ned.

"Synes du ikke, Tanja?"

"Jo, det gør han! Maja og Jonas er meget smukke og vidunderlige børn, og jeg er så lykkelig for Kasper. Han var Carlos afskedsgave en lørdag nat, da jeg var en ung kvinde som længtes efter kærlighed. Sammen med dette her."

Hun viste smykket til Marianne, som derefter strakte armen frem. Hun havde to guldarmbånd om højre håndled.

"Carlos er en god mand", sagde hun blidt. Så ruskede hun ham i håret, først blidt, men så mere voldsomt til trods for hans protester, og hun væltede ham omkuld på sengen. "Men du laver mange ulykker! Du er en omvandrende katastrofe!", grinte hun højt, mens hun kildrede ham i siden og han forsøgte at slippe fri.

Tanja lod dem brydes, steg ud af sengen og gik i bad.

"Hvad skal vi lave i dag?" Jonas smurte omhyggeligt et tykt lag jordnøddecreme på sit brød. Han havde chokolade på begge hænder og i panden, hurtigt tørrede han sine hænder på bukserne og greb fat i toastbrødet. "Jeg elsker ristet brød", bekendtgjorde han og bed tænderne sammen langt inde på brødet.

Marianne kiggede spørgende på Carlos, men han havde travlt med sin kaffe. Tanja satte sit glas med juice fra sig.

"Har du været i Tivoli i år?"

"Nej han har ikke!" Maja havde store øjne. Et pludseligt håb var vokset frem i hende. "Skal vi i Tivoli", spurgte hun.

Carlos kiggede ned i bordpladen, lod som om spørgsmålet ikke angik ham. Hans kone skubbede opmuntrende til ham, men det fik ham kun til at trække skuldrene op til ørerne.

"Jeg vil gerne invitere jer alle i Tivoli. Dig Maja, og Jonas, Marianne og Carlos, alle sammen!"

"Også mor og far", spurgte Jonas forsigtigt.

"Ja, det kan du tro."

Sådan flød de af sted gennem lørdagens solrige vejr. Det var ét langt afskedsknus. Og hun klamrede sig til ham da vognene nåede rutschebanens top og derefter tippede ud i det frie rum, hun skreg lykkeligt da de susede ned ad skinnerne som om de faldt i den visse død. Havde tårer i øjnene da de blev grebet af tyngdekraften i bunden af banen og ført op til en ny top. Hun mærkede hvordan han beskyttede hende og holdt udkig efter farerne på rutschebanen.

Mariane ventede med børnene nede blandt gæsterne som var klædt i sommertøj og bar lyserøde candyfloss i hænderne eller store bamser vundet i skydeteltet, og hun kunne følge hvordan deres vogn skød store flammer af kærlighed, et flammende bål.

"Hør Danja skriger!"

"Hun skriger fordi hun er glad", svarede Marianne.

Jonas begyndte straks at skrige af fuld hals og hoppe omkring i perlegruset, så gamle damer spærrede øjnene op og andre mænd kiggede fordømmende på hende, som for at sige hun skulle tysse på sit barn.

Hun besvarede deres blikke og nikkede til dem. "Han er glad", sagde hun.

Bagefter spiste Tanja store softice med børnene, mens Marianne og Carlos sejlede i en af de små både på søen. De sad tæt sammensmeltede, han med en arm bag om hendes ryg, og hun puttede sig ind til hans bryst. Tivoli var fyldt med mennesker, larm og gøgl.

Tanja satte sig på hug mellem de to børn. "Kan I se hvor jeres mor og far er henne?"

Børnene nikkede og pegede.

"Isen smager godt", sagde Maja og pegede på den. Tanja bed af sin egen is og nikkede samtykkende. Imens klappede Jonas en godmodig hund på hovedet.

"Hvad hedder den?"

"Det er en labrador", svarede ejeren.

"Kan den mon godt lide is?"

Ejeren åbnede munden, men nåede ikke at svare før hunden lukkede gabet om drengens is. Jonas grinte højt, mens den forsigtigt åd isen uden at bide ham.

Det kan komme helt uventet. Sympati og medfølelse.

Tanja så Carlos familie med mildhed og varme i sit hjerte. Stående i solen, med børnene dansende omkring deres forældre, besluttede hun sig for at hjælpe dem med flybilletter til Spanien. Kina-pengene, som de kaldte dem, havde samlet støv i halvandet år. Til trods for ferier i Stillehavet og Martins sportsvogn, var der stadig alt for mange sedler i pengeskabet. Hun ville hellere hjælpe Carlos familie til en fremtid i hans hjemland, frem for at købe endnu en minkpels. Faktisk kunne han få lige så mange, som Martin havde brugt på Porschen.

Det ville være rimeligt.

Som tak for Kasper, eller... Nej, bare fordi hun havde lyst.

Det er godt at dele med dem jeg elsker, tænkte hun.

24: Private hemmeligheder

"Åh ja, dét er godt!" Morten greb hårdere fat i hendes hår. Sussi lå på knæ henover hans ben mens hun kærtegnede hans fryd, slikkede den fra roden og helt op til kildens udspring, kyssede den varme hud, stak tungen frem og så ham dybt i øjnene. Hendes øjne var strålende, fordi hun holdt meget af ham. Nu udvidede hans pupiller sig, kønnet var blevet en anelse blødere, så kom udløsningen af hans krops frugtbare flod, varm og næringsrig. Hun smagte på ham, hun kunne smage at han levede sundt. Lidt saltet, men mild.

Bagefter sagde Morten nænsomt "Jeg elsker dig" mens han strøg hende over håret. Hun kiggede op på ham, tørrede en dråbe fra den ene mundvige, og smilede til ham.

"Nej, det gør du ikke", sagde hun. Hun så hvordan hans ansigt stivnede som om hun havde afsløret en forfærdelig hemmelighed. "Og det gør ikke noget, Morten."

Hun rullede rundt og kiggede op i loftets dyb. "Du kan slukke for kameraet nu."

Morten løftede spørgende sine panderynker.

"Mænd elsker ikke. De forstår ikke hvad det er. Jeg ved det heller ikke, men jeg vil finde ud af det."

Hun ønskede ikke at anklage ham eller komme med bebrejdelser, det er ikke personligt. Hun tænkte, at mænd er bundet af den drift Gud har lagt i deres pose, naturens krav om forplantning. Og lige meget antallet af børn, så opretholdes kravet, livet spændes op i kirtler og lysten lukkes ud i blodet, hver eneste muskels sammentrækning og hver eneste tanke i manden ernæres af det blod, som forinden blev iltet i lungerne og mættet med drift i hans køn.

"Det er fordi din pik og din hjerne deles om det samme blod. Dine testikler udskiller nogle hormoner, hvad ved jeg, og så fiser de lige op i hovedet af dig og får dig til at sige hvad som helst for at pikken kan få sin vilje. Du vil bare bolle mig, og det kalder du kærlighed. Sådan er mænd."

Morten løftede sig op på en albue, så de havde øjenkontakt.

"Hvad mener du? Du fornærmer mig, jeg kender kærligheden, jeg kan elske! Det er ikke bare noget fysisk, jeg føler noget for dig i mit hjerte."

"Nej, du har begær, og du har glæde, og du har fryd - kærligheden kender du ikke, og sådan er det bare. Når du siger, at du elsker mig, så siger du: Du har en dejlig krop, jeg har lyst til at bolle dig, du gør mig liderlig, jeg begærer dig, du er rar at være sammen med, du giver mig fryd. ”

Morten nikkede. "Ja, jeg elsker dig! Sådan er min kærlighed til dig!"

Sussi følte latteren boble i sig. Det var en befrielse at sige det direkte til ham og se hvor naivt og kært han reagerede.

"Okay, du elsker mig, men jeg vil finde en dybere kærlighed. Jeg vil have en mand som elsker mig, også når lyset er slukket så min krops skønhed er skjult, jeg vil have en mand som elsker mig når jeg bliver fed og har lasket hud, jeg vil have en mand der ved hvad kærlighed er. Jeg vil have en mand som kan elske mig med andet end med sin pik."

"Jeg aner ikke hvad du snakker om." Morten satte sig op i sengen og trak dynen om sig. "Jeg kan virkeligt godt lide dig."

Sussi smilede. Mors lille dreng var ked af det, såret.

"Morten, jeg elsker dig. Se mig i øjnene, kan du se det?"

Han nikkede. Kiggede ned.

"Og jeg elsker at elske med dig. Du giver mig fryd når du tager mig bagfra og trækker mig i håret, åh det kan jeg lide. Og når du slikker mig. Og jeg elsker din fede pik." Hun følte sig frem under dynen og kærtegnede ham blidt. "Jeg vil altid bolle med dig, fordi det er dejligt."

Morten kiggede op. Trak vejret lettet. "Tak."

"Du ved bare ikke hvad kærlighed er, og sådan er det!"

Han skubbede hendes hånd væk, kiggede på hende med et hårdt blik. "Jeg elsker dig Sussi! Tro mig!"

Hun slog dynen til side, lagde hovedet på skrå. "Ville du elske mig, hvis jeg var fed og 60 år gammel med rynket hud og hængepatter?"

Han kiggede på hende. Hendes bryster var små og faste, han kunne tydeligt se hendes ribben når hun lå på ryggen, og hendes hofteben.

"Du får aldrig hængepatter!"

"Nej, svar nu ærligt. Ville du elske mig, hvis jeg var gammel, fed og havde rynket hud?"

Hun så hans øjne flakke.

"Men det er du jo ikke!"

"En dag bliver jeg gammel og min hud bliver rynket."

"Ja, så vil jeg elske dig den dag, fordi så var jeg selv blevet gammel."

"Og hvis jeg var fed og gammel nu?"

"Nej! Hvis du var fed i dag, og gammel med hængebryster og rynket hud, så ville jeg ikke elske dig nu, nej! Det har du ret i."

Morten rejste sig irriteret, fandt sit tøj og begyndte at klæde sig på.

Solen skinnede ind gennem vinduerne i taget. Støv dansede deroppe i lyset, i svævende tæpper som vinduesrammerne havde skåret i lige linjer og hængt på usynlige vaskesnore.

Pludselig bøjede Morten sig ind over hendes synsfelt.

"Og hvis jeg var gammel og fed, lige nu, ville du så elske mig?"

Sussi smilede hjerteligt. "Nej Morten, det ville jeg ikke. Jeg begærer dig, men jeg ved ikke hvad kærlighed er."

Svaret så ud til at berolige ham. "Så tager vi stadigvæk til København i eftermiddag?"

"Ja."

"Det skal nok gå godt, og ellers er jeg der til at tage mig af dig. Jacob er en helt fin fyr, og der er aldrig nogen ballade i hans natklub. Mændene er selvfølgelig livlige, men han passer godt på sine piger, du skal ikke være bange. Og så får du jo pengene med det samme, sort!"

Morten smålo.

Sussi nikkede fraværende.

Ved nærmere eftertanke var det blevet mindre tillokkende for hende. Men vi skal ikke grave os ned i ørkenens sand fordi vi frygter solens brændende stråler. Hvis vi gemmer os i sandet, så er døden sikker. Hun ville gøre sig sine egne erfaringer. Gå op ad sandbjerget for at se om oasen lå på den anden side. Måske ville hun blive berømt som stripper, ifølge Morten havde hun et medfødt talent.

"Det er ikke vanskeligt at tage tøjet af, jeg gør det hver aften. Det er ikke ubehageligt at være nøgen, det er jeg hver sommer nede på stranden. Så hvorfor skulle jeg ikke stå på en scene og gøre dét som er naturligt for mig?"

Morten kunne forestille sig 1.000 årsager som ville skræmme en ung pige væk fra scenen i vennens natklub, men han undlod at nævne nogen af dem. Han troede på at hun ville klare det. Hun var en sej pige, syntes han.

Senere tog hun sit kostume på, det hun havde syet i de sene timer på sit værelse, tændte for musikken og dansede for ham. Det var først på det tidspunkt han indså at hun havde ret.

Han begærede hende.

Hun gjorde ham glad, vækkede hans fryd.

Er det ikke kærlighed, når en mand begærer sin kvinde? Hvad skulle kærlighed ellers være hvis ikke det er sjov, glæde og sex?

 

25: Lykken god, når du nyder din mad

Gustav opdagede hurtigt årsagen til at tagrenden lækkede. Is og sne, varme sommerdage og streng kulde havde fået plasticprofilerne til at vride sig, så de var blevet utætte i samlingen over døren ind til Annas bryggers.

"Nu må du ikke falde ned. Jeg har lige lavet kaffe til dig", sagde Anna. Hun kiggede op på ham med det blik som han elskede at blive set med. Et sekund var det så overvældende at trappestigen vaklede under ham. Han måtte gribe fat i tagets udhæng for ikke at vælte ned.

"Skal du altid være på tværs", lo Anna. "Kom ned og drik kaffen, inden du slår dig selv ihjel."

"Vent et øjeblik." Han fjernede gamle blade og mos sådan at profilerne igen kunne slutte tæt.

"Så, nu mangler jeg kun at rense den, den er fuld af gammelt møg. Ræk mig hakkejernet, så er du rar."

"Vil du sidde nede i haven?", spurgte hun og rakte et træskaft op til ham.

"Jeg vil elske at sidde i din have."

"Jeg går ned med kaffen, så kommer du bare når du er klar."

Et øjeblik senere sad han i haven. Der var rigeligt med græs og høje træer, buske med gule eller lilla blomster, han følte sig hjemme. Anna havde frembragt en lagkage, og hun havde sat hverdagskopperne på havebordet. Han spiste langsomt for at nyde det søde brød, den friske flødeskum, de søde bær.

"Jeg elsker din kage."

"Hjemmegjort er nu bedst", svarede Anna godmodigt. Hendes øjne var fyldt med sol og glæde. Hun skænkede mere kaffe i hans kop fra en rigt udsmykket sølvkande, og den havde hun ikke anvendt i mange år.

"Du ved hvorfor menneskeheden i den vestlige verden er på vej til ragnarok?"

Hun lo kort. "Nej, det har jeg ingen anelse om."

Han betragtede gaflen med kage. Fik hende til at se på den.

"Jeg har boet på et plejehjem, jeg ved hvad jeg snakker om. Maden er elendig nu om dage, den smager af pap og døde sild når de har mistet deres smag. Den her kage, den gør min sjæl glad. Du og jeg, vi tilhører den sidste generation som kan lave mad, rigtig mad."

Hun kiggede på ham drillende. "Du kan da ikke lave mad", sagde hun.

"Ikke så godt som dig, det må indrømmes. Men du ved, de unge mennesker, de kan slet ikke lave mad. De køber maden færdig. Og når de forsøger at lave det selv, det har jeg set, så hælder de bare råvarerne sammen i en gryde, eller smider det ind i ovnen, uden at have fingerspidsfornemmelse. De unge har mistet kunsten at lave god mad og liflige kager, og det er en katastrofe."

"Du snakker som nyhederne på tv."

Gustav puttede kagen i munden og smagte den langsomt. Glæde strømmede helt ud i hans fingerspidser.

"Vil du se hvilket hul jeg kommer fra?"

"Hvordan gik det med tagrenden?"

"Den kan klare en syndflod uden at du får våde fødder når du skal over i skuret."

"Så kan vi gå en tur. Inden der er gået mange minutter skal du vel også have ild i den der stinkende tobakskoger."

Han kunne høre hun drillede ham, kærligt men også med et strejf af alvor. Hun havde nævnt hvordan hendes mand Jens døde.

Tøjet passede den fremmede mand, så var det godt hun havde lagt det bedste ind i skabet på loftet. Hun elskede at se ham spise lagkage. Faktisk måtte hun vende sig bort hurtigt og fjerne noget vand ved det ene øje.

Lod som om hun kiggede på fuglene ovre ved ribsbuskene.

Han var så smuk at se på.

Hans nydelse strålede, det greb hende om hjertet, fordi i så mange år havde ingen spist hendes mad med sådan et blik i øjnene som hans. I smug betragtede hun hans hænder som tog så nænsomt om tingene. Læberne var endnu bløde og klart tegnede, han havde skægstubbe på hagen og kæberne. Men barbergrejerne havde hun smidt ud, fordi det var noget billigt juks fra supermarkedet. Hans barbering måtte vente til butikken åbnede i morgen.

Forskrækket satte hun kaffekoppen fra sig. Forsøgte at samle sine tanker. Hvad forestillede hun sig? Han skulle vel hjem til sin familie, til hans eget hjem? De var jo ikke, og de havde knapt nok kendt hinanden i et døgn, og hvad var det hele for noget med det der hul i skoven?

"Er der noget galt?"

Hun elskede også hans stemme. Den var mørk og varm, den flød som blød honning i hendes ører, som fløjl mod hendes kinder.

"Gustav?"

"Ja."

Hun mærkede en opspænding i sin krop.

"Der er ikke noget galt. Snarere tvært imod. Men det kan også være tungt. Fordi. Åh, jeg har været alene i mange år, sammen med King, og så kommer du ud af det blå. Det er næsten mere end jeg kan rumme. Pludselig sidder du her i min have, og du har repareret mit tag, og jeg holder meget af dit selskab. Det er bare så."

Hun følte isen smelte, hendes hjerte glødede i brystkassen, men denne gang lod hun vandet være i fred. Hun mærkede han rykkede tættere på hende, deres ben berørte hinanden ved knæerne.

"Det er så overvældende. Fordi jeg har været ensom meget længe."

Tårerne trillede frem, hun skjulte ansigtet i hænderne og hulkede. Så mærkede hun hans hånd på ryggen. Et øjeblik var hun i tvivl, men så gav hun slip på det hele.

Gustav tog Anna ind i sin favn, og hun græd hos ham, mens fuglene sang og hunden lagde hovedet undrende på skrå.

"Det er okay, græd min pige. Jeg vil passe på dig." Gustavs stemme var grødet. Han smilede til hunden gennem sine tårer. Så rejste den sig og luntede ud på græsplænen med snuden mod jorden.

"Pas på mig, Gustav", lød det grædende fra Anna. Han holdt hende tættere ind til sit hjerte.

Da de gik ud i skoven, holdt de hinanden i hænderne. De lod som om det var helt naturligt, sådan at gå skulder ved skulder og mærke varmen i den andens håndflade, men indvendigt var begges hjerter forbløffede og urolige, dog lykkelige. Endnu havde de ikke kysset, og ingen kan vide om deres læber nogensinde kommer i berøring med hinanden.

"Det er godt at gå med nogen i hånden", sagde Anna stille. Han trykkede hendes hånd bekræftende.

"Ja, det er en sand nydelse at følges med dig. Nydelse, det er den der er gået tabt. Den dag folk opgav madlavningen, og overlod dette vigtige område af livet til fabrikkerne, tabte vi samtidig kilden til al nydelse."

Hun blev nysgerrig.

"Hvordan?"

"Fordi alt begynder i kroppen. Vores tanker. Vores drifter. Vores humør. Kroppen er det land som vi bygger vores huse på, og der anlægger vi de afgrøder vi skal høste. Vi sukker måske efter hurtige biler med skinnende metallakeringer, rejser til endeløse sandstrande og klart vand med farvestrålende fisk, større fjernsyn og nyt tøj, men imens sukker vores krop efter mad som gør sjælen glad. Kroppen behøver nydelse, god mad."

"Jeg kan lave kyllingesteg til dig i aften, vil du havde det?"

Han trykkede igen hendes hånd. "Ja, Anna, jeg elsker kyllingesteg. Sådan nogen som mig, vi dør langsomt når maden er elendig. Men jeg tror det gælder for alle mennesker, ikke kun mig. Jeg tror at den mand som ikke elsker sin mad, han er dødsdømt. Hans celle er måske forgyldt, måske sover han i dyner stoppet med fine dun fra små fugle, måske er han aldrig alene, men inde i ham vokser sorgen og mørket, han har kun døden at se frem til."

"Nå ja, små slag Gustav. Man kan vel være heldig?"

"Jo, men jeg tænker, at når vi mister glæden ved vores mad, når vi mister den himmelske nydelse, da visner kroppens milliarder af celler. Det er mange små munde som bliver stramme og triste, det er mange stemmer i os som vil råbe nej til alt det vi ellers sukker efter."

"Jeg er ikke sikker på at jeg kan følge dig hele tiden, men jeg elsker at høre dig fortælle. Fortæl noget mere, Gustav. Hvad går du og sukker efter?"

Gustav gryntede glad, og lidt genert. "Det kan en gammel dame som dig ikke tåle at høre."

"Du er ældre end mig, men desuden er jeg ikke nogen bly viol, jeg kan tåle en grov mand som dig. Og."

Hun kiggede ham dybt i øjnene. De standsede på skovstien. To gamle mennesker med forelskede hjerter.

"Jeg lurede i køkkendøren da du var i bad."

Han tog om hende. De kyssede hinanden forsigtigt.

Til sin egen overraskelse fandt han nemt skovvejen som førte ind til hullet. De blev tavse da de nærmede sig, og deres øjne undersøgte nøje omgivelserne.

"Jeg er ikke bange", hviskede Gustav, "men det der nu mærkeligt. Hvem har gravet en grav til mig."

Anna gøs. "Kan det være dig selv?"

"Nej, og alligevel jo, måske. Jeg nærer dyb afsky for mit liv på plejehjemmet, men hvordan er jeg kommet herud i skoven? Jeg kan huske aftensmaden torsdag, det var sammenklistret spaghetti i klumper, og fredag skulle jeg op på kirkegården for at lægge blomster hos Clara. Om jeg nogensinde kom derop, det aner jeg ikke. Jeg husker intet fra torsdag aften og indtil fredag nat", sagde han frustreret.

Anna trådte helt hen til hullet og kiggede ned. Han kunne mærke hendes mod inden de slap hinandens hænder.

"Det er ikke særlig dybt, men det er stort nok til at være en grav for en mand af din størrelse. Og en spade." Hun nikkede for sig selv, som om hun forstod et eller andet.

"Hvis du stadigvæk vil dø, så kan jeg såmænd godt dække dig til. Bare hop ned, så er det hurtigt overstået."

Hun sagde det med så alvorligt et tonefald, at han blev bange.

"Nej, for satan!"

Men så smilede hun til ham, og han så der var glæde i hendes øjne.

"Nå, så må vi vel hellere lægge jorden tilbage, så de små pindsvin og ræveunger ikke falder i det."

Solen skinnede ind mellem løvhanget. Der hvor han stod, var hans ansigt oplyst.

"Du er en smuk mand, Gustav."

De gav hinanden et langt knus, og endnu et lille kys. Det varede dobbelt så længe som det første. For længe til at være et kys mellem venner.

Bagefter greb han spaden og skovlede jorden ned i hullet. Han arbejdede roligt og sindigt. For hver spadefuld jord huskede han en af sine synder, og lod den dumpe med ned i graven. Da al jorden var væk, og med den nogle af de mest skamfulde øjeblikke fra hans liv, tog han et par pinde og stak ned i jorden, sådan at de var over kors. Spaden beholdt han i den ene hånd, da de gik hjemad.

Hun havde stukket sin højre arm ind under hans.

"Du har begravet den fredag du har glemt."

"Den kommer igen, når bulen i mit hoved er forsvundet."

"Sommetider er det bedre at glemme, at lade fortiden hvile i fred, i hvert fald hvis det var en dårlig tid."

"Det er svært at glemme."

"Jeg er en gammel kvinde, jeg nøjes med at huske den gode tid i mit liv. Jens var ikke altid god ved mig, sådan er det, vi begår fejl og små dumheder. Jeg holder fast i de gode minder jeg har om ham, og han vil altid hvile i mit hjerte."

Hun lagde en hånd på sin brystkasse for at understrege sine ord.

"Der var meget godt i ham. Han ville mig det godt. Han var ikke altid nem, og sommetider lidt vrissen. Men når vi havde gode gæster på besøg, så livede han op og blev glad. Hvis du havde mødt ham, han ville have kunnet lide dig. Det tøj du har på, ville han selv have givet dig. Sådan var han, generøs overfor gode mennesker som dig."

De gik nogle meter i tavshed.

"Hvad med dig? Savner du Clara?"

Gustav begyndte at græde.

26: På luderbar med min stærke søn

Jeg havde fået et par øl. Til maden, og et par stykker bagefter. Jeg føler mig på samme tid svimmel og krystalklar i hovedet.

Vi går gennem byen. Min søn og jeg. Mit blik hopper rundt, fra det ene menneske til det næste. Smuk, grim, attraktiv, afskyelig. Folk er så forskellige.

Når vi går gennem byen kan vi klæde hinanden af med øjnene, og vi kan skæve efter hinanden på stranden. Vores indre hånd har travlt med at skrive etiketter.

Du er noget for mig, eller ikke.

Hvis jeg anstrenger mig, kan jeg finde så mange forskelle i verden, at der kun bliver ét menneske tilbage i vores egen gruppe. Mig selv. Ensomhed. Sådan går mange af os rundt i verden, alene, tror jeg. Det virker sådan på mange af dem, som jeg kigger på. Derefter finder vi kun trøst i vores længslers drømmekabinet. Velduftende mad, beroligende vin, øl og cigaretter, nyt tøj og nye ting, medrivende underholdning.

Alt hvad der kan bedøve vores smerte.

Derfor er det ikke underligt at vi mænd er villige til at betale for at se en kvinde danse nøgen. Det er slet ikke hendes former vi betaler for at se.

Det er glemslen vi køber. Og drømmen om kærlighed.

Vi betaler for i nogle minutter at glemme vores ensomhed. Vi veksler vores penge til en varm drøm om fællesskab uden etiketter, helt nøgent og åbent. Tilbyd mig begær og liderlighed, jeg kan ikke se forskellen når blot jeg er ensom nok. Al nøgen liderlighed minder mig om kærlighed. Ellers må jeg drikke et par øl imens du danser, fordi så husker jeg forskellen først i morgen.

Kender du det? Nej, sikkert ikke.

Vi nåede frem til byens mest populære luderbar, en natklub med topløs servering og striptease. Det var blevet sent lørdag aften, jeg var ikke længere helt ædru, hvorimod Kasper var klar i blikket. Vi forsøgte at komme ind, men dørmanden var en sur stodder.

"Han er for ung. Gå med jer."

Kasper drejede rundt og ville gå videre, men jeg protesterede.

"Min søn er atten", hævdede jeg med svømmende øjne.

Dørmanden flyttede sig ikke, da jeg ville gå et skridt frem. "Jeg må ikke lukke jer ind. Vi får bøvl med bevillingen."

Jeg kiggede dørmanden an. Han var høj og bred, hans trøje afslørede at musklerne var hårdt pumpede. Ansigtet var blottet for følelse, og han var raget skaldet som en soldat. Et par japanere i mørke jakkesæt og med briller fik lov til at komme ind. De så skræmte ud, eller nervøse.

Der var ikke andre i nærheden, da jeg stak pengesedlen frem.

"Her, tag hans Id-kort og se hvornår han er født. Jeg sværger han er atten, han er bare ikke så høj som dig."

Pengene forsvandt ned i en af dørmandens lommer, men han flyttede sig ikke.

Jeg blev stram i ansigtet, øjnene blev større. Jeg havde lyst til at skubbe dørmanden til side, jeg mærkede hvordan musklerne begyndte at sitre i mig.

"Kom nu far", Kasper trak mig kraftigt i armen.

Et øjeblik overvejede jeg at give op, men pludselig begyndte dørmanden at smile hånligt til mig.

Jeg knyttede en næve og løftede den truende.

Dørmanden gryntede.

"Glemt det!", sagde han med løftede øjenbryn. "For det første tror jeg nok din kone har kneppet postbuddet, og for det andet skal I bare skride nu, jeg gider ikke snakke med jer. Forsvind."

Mine fødder groede fast i fliserne, jeg mærkede blodet pulsere i ansigtet, underbenene dirrede. Kasper holdt stadig fast i min arm, men trak slet ikke så hårdt længere. Jeg mærkede en ændring i sønnen.

 

"Vi går et andet sted hen, far! Kom nu! Hvem gider glo på hans gamle mor. Hun har vel syfilis og vorter, se bare på hans grimme fjæs! Kom nu. Hans mor er en gammel tandløs luder."

Dørmanden ombestemte sig, han ville gerne snakke mere med os. Med et tjat fra højre hånd verfede han mig et par meter ud til siden, greb fat med venstre hånd i Kaspers højre skulder og begyndte at ruske i drengen. Der var et knusende greb i hans store hånd, så Kasper forsøgte ikke at rive sig fri. Hans blik blev helt roligt.

Dette var øjeblikket som vækkede hans indre kriger, den kriger som ser hver en trækning i dit ansigt og som samtidig kender balancen i din krop. Kasper holdt sine øjne roligt rettet mod dørmandens ansigt mens han samtidigt havde drejet underkroppen så han fik højre hofte vendt mod dørmanden.

Nu var skridtet beskyttet, og begge fødder var parat til at skifte vægten hen over knæene så de kunne være ankerpunkter for hinanden.

"Hvad sagde du? Snothvalp!" Dørmanden var ude af balance.

Uden et ord snurrede Kasper rundt på højre fod så han fik ryggen mod fyren, og i den bevægelse havde han samtidigt lagt venstre hånd ind under kæmpens overarm, højre hånd greb fat om det svulmende håndled, og så skubbede han sig fremad med venstre fod solidt plantet på fortovet, bøjede let i højre knæ, lænede sig fremover med sin vægt idet han førte venstre hånd frem, strakte venstre ben.

Magisk kampsport fra Asien. Ser nemmere ud end det er at beskrive med ord.

Dørmandens 110 kilo sejlede henover Kasper, holdt sig svævende i et halvt sekund og klaskede ned i asfalten.

Kasper trak vejret dybt. "Jeg kaldte hende luder", råbte han.

Jeg greb fat i hans jakke. "Kom! Løb!", sagde jeg bekymret.

Men min dreng tøvede et øjeblik. En taxa standsede på vejen foran dørmanden, den dyttede ad ham.

"Måske har han stadigvæk problemer med sin hørelse!"

"Nej for satan, kom nu knægt."

"Vi har ikke travlt, vi kan gå", sagde Kasper og trak på skuldrene.

Dørmanden løftede sit hoved og rystede det. Så begyndte han at brøle af raseri, mens han forsøgte at samle benene under sig for at rejse sig op.

"Okay far, vi kan løbe, det er sundt for hjertet."

Vi to gadedrenge løb gennem gaderne, indtil vi følte os mere sikre. Vi gik gennem en sidegade hvor husene var misligholdte, og bilerne ved kantstenen var gamle, bulede og smårustne.

"Jeg skal have en øl", meddelte jeg. Jeg var blevet tør i munden.

Vi stod udenfor et værtshus af en slags, måske et dansested. Der var ingen dørmand at skændes med, og indenfor kom vi frem til baren uden at blive bemærket. Stedet var fyldt op med mænd som drak og røg mens deres øjne var som klæbet fast på en ung pige, der dansede på en lille scene midt i rummet.

"Jeg gider ikke dette her", sagde Kasper.

"Nej, nej. Jeg skal bare lige have en øl, så går vi igen", forsikrede jeg, mens jeg kravlede op på en høj barstol. Jeg havde allerede prajet bartenderen og bad om en øl.

"Hvad vil du have?"

Kasper sukkede dybt. "En cola, og så går vi!"

Jeg nikkede overdrevent med hovedet. "Ja selvfølgelig, bare lige en øl og en sodavand, så daffer vi hjem."

Ude af takt med musikken vimsede pigen rundt om sig selv og fjernede endnu et stykke tøj.

Kasper drak af sin cola mens han betragtede hende. Hendes ansigt var hvidt og spinkelt, hendes næse var lille og havde en skarp ryg, hendes hår var lyst og ikke særlig langt, hun havde sat det op i siderne med et par hårnåle. Hun havde høje kindben.

"Åh ja, kunsten at smide tøjet", sagde jeg roligt.

Kasper gad åbenbart ikke spørge, hvad jeg mente med den sætning.

Pigen havde et par trusser tilbage som var bundet fast med sløjfer på hendes hofter, og dem begyndte hun at rive i. Vi lagde mærke til hendes tynde krop, de spæde bryster og de fremstikkende hofteben, men det var ansigtet som holdt min søns blik fanget, det kunne jeg se. Han hang fast ved hendes øjne. De var usikre og undvigende, og hendes røde mund var stivnet i frossent smil som viste hvide tænder.

"Hun ser lidt ung ud", mente jeg. Det virkede som om Kasper havde lyst til at pande mig en. Alle voksne mener at vi bliver klogere med alderen, men måske vi forveksler kynisme med visdom.

"Gu' fanden ser hun ung ud", hvislede han ud mellem tænderne. Pigen rev trusserne væk, smed dem ud blandt mændene som nu kom med tilråb, klappende, hujende og piftende mens de holdt fast i et ølglas under en arm, eller missede med øjnene mens en cigaret osede fra deres ene mundvig, eller sad ved et af bordene og savlede ned i askebægrene.

Pigen havde ikke et eneste hår på kroppen. Kasper var fortsat opmærksom på hendes ansigt, da hun satte sig på en træstol med spredte ben. Hun masserede en lyserød dildo mellem hænderne, løftede den til ansigtet og kyssede dens hoved.

"Så er jeg klar til at gå", sagde jeg hæst.

Kasper vippede sin sodavand for at se på indholdet. "Om et øjeblik", sagde han.

Jeg lagde mærke til at musklerne var spændt i drengens ansigt. Knuder bølgede frem og tilbage i hans kæber. Endnu en fejl i mit liv. Ville jeg nogensinde holde op med at fjumre rundt? Det var forkert at sidde her sammen med sønnen. Helt forkert.

"Lad os gå", sagde jeg, idet jeg gled ned fra stolen.

"Ja." Mens mændene råbte i kor, satte Kasper flasken fra sig på disken. "Vi mødes på hotellet. Kom godt hjem", sagde han.

Jeg spærrede øjne vidt åbne. Jeg så min 15 års søn forsvinde mellem mændene i retning ad scenekanten. Han bevægede sig hurtigt som en stor kat. Sprang op på scenen helt uden besvær. Der kom overraskede udbrud rundt omkring da han fortsatte frem mod pigen. Kasper greb danseren i håndleddet, rev hende op på fødderne. Jeg kunne se hun blev bange, men Kasper holdt fast og hun måtte følge med. Han gik videre til scenens bagvæg og forsvandt ud til siden.

Mændene kiggede forbløffede på hinanden. En fyr ved baren kiggede undrende på mig. "Hvad satan var det", spurgte han aggressivt

Jeg kiggede ham an. Han havde øldråber og svedperler siddende på sin hage, hans mave var væltet ud over livremmen, han var småskaldet og havde et uplejet overskæg. Jeg tog chancen.

"Han er hendes bror! Fuck dig, hun er mindreårig!"

Så drejede jeg rundt og forlod stedet uden at se sig tilbage. Hvis nogen havde lagt en hånd på min skulder, så var jeg gået amok. Et ukendt raseri fyldte min krop. Ude på gaden løb jeg 20-30 meter, og derefter gik jeg hastigt tilbage mod hotellet. Fuld, forvirret og rasende.

Folk veg til side for mig, når de så mine øjne.

27: En dansepige på bare fødder

Sussi var på toilettet da hun hørte råb og skrig fra omklædningsrummet. Hun hørte møbler blive væltet, glas knustes klirrende, og der var håndgemæng mellem nogle mænd som råbte højt. Det skræmte hende, hun begyndte at ryste. En tid stod hun og lyttede ved døren, efter der blev stille på den anden side.

En mand klagede.

Så hørte hun Mortens stemme. Han kaldte på hende.

Hun åbnede døren. Forskrækket så hun at omklædningsrummet var smadret, det store spejl, der havde været sat op langs væggen over makeup-bordet, var væltet ned og slået i tusinder af stykker. Stole, tøj og make-up var spredt omkring, en pudderdåse var gået i stykker. På gulvet lå en mand med et stort blødende sår i panden, og lysegrønt pudder på de sorte bukser.

Morten fik øje på hende.

"Hvad er der sket?" Hun greb fat i ham, pressede sig ind til ham.

Et par mænd hjalp den tilskadekomne op på en stol. Han stønnede, mens blodet piblede frem og dryppede ned på hans hvide skjorte.

"Ikke noget skat, det er ikke noget. Tag det roligt, vi skal nok, øh."

Hun kunne ikke tro sine egne ører. Selvom Morten havde lagt en arm omkring hende, stivnede hun i kroppen og blev kold indeni. Hun kiggede ned ad sig. Så sit dansekostume i lyset fra ødelæggelserne i rummet. Det skinnende stof var fyldt med huller som afslørede hendes solbrændte hud og det hvide blondeundertøj - hun havde selv syet det. Men glæden var forsvundet, væk var al hendes lyst til at danse, det kunne hun mærke.

Pludselig kom bartenderen ind, forpustet.

"Det var hendes fucking bror! Hvem fanden vidste noget om det! Sammen med en eller anden gammel fyr. Hvordan går det Jacob!"

Manden på stolen gav sig i smerte, mens en kvinde duppede et håndklæde mod panden. Da hun løftede klædet væk kunne de alle se at Jacob havde fået en dyb flænge helt ind til kraniet, en kødfuld hudflap dinglede fremad, den var på størrelse med en barnehånd.

"Luk for det der, Sanne! Han skal syes! Hvad skete der?"

Manden stønnede, trak vejret tungt. "Han kastede mig... ind... i..."

"Spejlet!"

"Ja, for helvede! Aaaah! Det gør ondt. Han kylede mig ind i spejlet, det røvhul! Jeg skal sagoperkeme slå den nar ihjel! Av, for helvede!"

Bartenderen begyndte at le, og latteren spredte sig nervøst til de øvrige mænd i rummet.

"Det er liv i dig endnu, gamle! Hun var sgu også for ung den tøs. Lad os få dig kørt på skadestuen, så må payback vente. Det der skal syes!"

Der var en anelse nervøsitet i bartenderens stemme.

Jacob prustede tungt. Han ønskede ikke at skade nogen, mens hans temperament havde altid været voldsomt, fik ham dagligt til at true folk med ulykker og tidlig død.

"Naa", gryntede han. Han fik øje på Sussi. "Naa pjat, det er i orden, det. Hvis det var hende bror, så får hun rende mig! Giv mig en whisky for helvede." Han tog selv fat i håndklædet og rejste sig op. Han kiggede op og ned ad Sussi, smilede anerkendende.

"Så du, lad os give folk en god aften. Hop du ind og vrik lidt med numsen." Han smilede faderligt til hende. Men selvom hans tonefald var venligt, ja næsten kærligt, så var Sussi slet ikke indstillet på at følge hans opfordring.

På den anden side set, hun ville ikke være uvenner med nogen af mændene, så hun nøjedes med at smile sødt. Hun gav Morten et hurtigt kys på kinden. Han livede op og fik et stolt blik i øjnene, grinede smørret til sin ven Jacob, som igen nikkede anerkendende med et blik på Sussis bagdel.

"Kør din ven på skadestuen, Morten", bad hun. Hun gav ham et enkelt kærtegn på venstre kind, stak en arm ind gennem forhænget og smuttede ud af omklædningsrummet.

Da hun kom ind på scenen kunne hun se at mændene var optaget af diskussioner med hinanden. Musikken var i forvirringen blev slukket, men da hun trådte frem, blev der skruet op for lyden af hårdt pumpede takter. Der kom piften fra nogle af mændene, og en enkelt fulderik begyndte at huje. Så klappede de begejstret, mens hun gik henover scenen, hoppede ned på gulvet, trippede sødt smilende mellem mændene, løftede hånden og vinkede til dem, forsvandt ud på gaden.

Udenfor døren smed hun sine højhælede sko, og stak af i løb på bare fødder.

Hun var en sprinter.

28: Må vi varme dig?

Det bankede på døren, Marianne kom ind i soveværelset kun iført trusser og en T-shirt. Tanja havde ligget og bladret i et modeblad, og det lagde hun fra sig. Marianne så ud som om hun var berørt. Hun rørte ved sine hænder og rynkede panden.

"Tak. Du har givet os en ny start, det betyder så meget for os, hvad du har gjort. Jeg takker dig fra mit hjerte."

"Det er i orden, Marianne. Jeg holder meget af Carlos, og dig, og jeres børn. I skal have det godt."

"Kom."

Marianne trak Carlos med sig ind i rummet. Han var iklædt blanke boxershorts, og han så genert ud. Hans mave var ikke så stor som hun havde forestillet sig, og hans brystkasse var stadigvæk bred, mørk og behåret. Tanja kunne lide at se på ham, sin søns far. Hun klappede på den fri sengeplads, og de satte sig ned på kanten.

"Må vi sove her", spurgte Marianne forsigtigt.

Hun undersøgte deres ansigter, mærkede efter i sig selv.

"Sengen er stor nok, kom bare."

Da de fik slukket lyset, lå de tre mennesker side om side, Tanja i midten.

"Vi vil varme dig", hviskede Marianne. "Vi har begge stor kærlighed til dig, du er sådan en smuk kvinde med et stort hjerte. Må vi varme dig?"

"Ja", lød det hæst fra Tanja.

De to lagde sig tæt ind til hende, kyssede hende på kinden og på skulderen, rørte blidt ved hende. Marianne nynnede, og begyndte en sang.

"Sov sødt, lille du, du skal sove og drømme. Langt herfra, endnu i nat, skal du sove min skat. Højt i himlen på en sky, kan du drømme og sukke, sove smukt nu i nat, sov nu godt, min lille skat."

Tanja snøftede, og så faldt hun i søvn.

 

Natten er magisk, når vi slipper al vores træthed. Så let som et dun der tabes fra den mindste fugl, sådan svæver vi gennem mørket. Dog ikke Sussi, hun havde ingen fred med natten. Iført sit dansekostume løb hun gennem gaderne. Det var begyndt at regne, og hendes bare fødder plaskede i vandpytter på fortovet mens hun sprang af sted. Et par berusede nattevandrere lavede sjov og greb ud efter hende, men hun undveg behændigt ved at hoppe ud på kørebanen mellem bilerne og søge over til det modsatte fortov.

Pludselig åbnede byen sig til en stor bilfri plads der var omgivet af høje bygninger med klart lysende neonreklamer højt oppe på facaderne og tagene. Hun sagtnede farten, begyndte at gå.

"Hej", lød en klar mandestemme tæt på hende.

Sussi lod som ingenting, nægtede at dreje hovedet, men fornemmede at en skikkelse nærmede sig hende fra siden. Slog følge med hende hen over pladsen.

"Hej, jeg hedder Putah. Jeg har viet mit liv til sandheden og kærligheden."

Hun sagtnede farten og kiggede på den unge fyr, så standsede hun helt. Enkelte mænd og kvinder gik forbi dem med opslåede paraplyer. De var nogenlunde lige høje. Hun kunne lide regndråberne i hans frisure. Hans hår var vildt og pjusket, øjnene betragtede hende roligt. Hans tøj havde naturfarver, stoffet så ud til at være vævet og strikket, måske uld. På fødderne havde han sandaler. Regnen så ikke ud til at bekymre ham det mindste, og han gloede heller ikke på hende på den måde som er så typisk for mænd. Frosne øjne og stive nakker.

"Hvad er dit navn?" Fyren talte flydende og roligt, som en flod regnen har fået til at svulme op. Blødt glidende. Hun kunne lide hans øjne var åbne. De rummede en sælsom tiltrækningskraft. På samme tid følte hun sig tryg og genert.

"Jeg kan lide dine øjne, Putah. De er anderledes." Et øjeblik slog hun blikket ned. "Jeg hedder Sussi", sagde hun og kiggede ham igen i øjnene.

 

Han trådte et skridt nærmere. Hun kunne mærke en blidhed og en nænsomhed i ham. Hans krop bevægede sig umærkeligt, som et ungt træ der svajer når vandet suges op gennem dets glatte stamme. Hun mærkede hvordan fyrens øjne omfavnede hende uden at holde fast i hende, det var mere som et knus fra havet eller luften, helt tæt og uden snærende bånd. Hendes bryst kildrede hende, fik hende til at smile til ham.

"Det føles rart at møde dig, Sussi." Hans ansigt lyste op som solen, blev til en mark fuld af blomster, varmt som en mands knus. "Er du kold? Længes du efter varme og lys i dit liv?"

Hendes første indskydelse var at svare benægtende, fordi hun er den der kan udholde alt. Men så mærkede hun hjertet krampe sig sammen, fordi det var netop sådan hun følte. Alene. Så frygteligt ensom i verden. Hendes mave trak sig sammen, hun fik rynker mellem øjnene, kiggede ned mod fliserne. Nu stod han helt tæt på hende.

"Jeg har lyst til at give dig et knus. Må jeg det?"

Sussi nikkede.

Da hun mærkede hans arme om sin ryg, begyndte hun at græde.

29: Jeg hader at fortryde

I det øjeblik jeg slog øjnene op, havde jeg ingen anelse om hvem jeg var, eller hvor jeg var. Nogle morgener er sådan. Loftspladerne er lavet af gips, stykket sammen af små firkanter. Til højre er et højt vindue med lysegrønne gardiner trukket for udsigten. Fordi jeg svagt kunne ane støjen fra bytrafik, antog jeg at vinduet vendte ud mod gaden. Formiddagens solstråler skinnede gennem stoffet, så det var lyst i rummet.

Et hotel.

Til den anden side stod en seng, hvor Kasper lå sovende med åben mund. Natasja var gået i nattens løb. Jeg vågnede, da døren smækkede og Kasper listede tilbage til sin seng.

"Er hun gået?"

"Ja."

"Kan hun klare sig? Hun kunne have fået nogen penge af mig."

"Tænk ikke på det. Godnat far."

Jeg havde følt lettelse, og dårlig samvittighed. Lettelse fordi det var besværligt at tage hånd om en 16-årig russisk pige, men jeg ville dog gerne have givet et hende et par hundrede dollars. Penge giver ingen lykke, men jeg var sikker på hun ville have værdsat dem.

Jeg kiggede op i loftet.

Idet jeg tænkte på sin egen dødelighed, huskede jeg på Gustav. Hjertet knugede sig sammen, jeg følte mig svimmel og angst. Jeg ønskede at gøre mig hård, fordi det er nu en mands skæbne, at han far må dø før han selv. Det er naturligt. Jeg mærkede tårer i mine øjne, og indså at jeg ikke kunne holde smerten borte fra mit sind.

"Åh, Gustav", hviskede jeg for mig selv.

Jeg så min far ligge i hullet i skoven, sikke en måde at ende sit liv på. Jeg fortrød, trods en indre modstand. Fortrydelser vasker alle farverne af livet. Når vi sætter livets dominobrikker op i lange rækker og mønstre, så er fortrydelsen den fod der kommer til at vælte en af brikkerne inden vores opstilling er klar.

Jeg hader at fortryde.

Når vi fortryder, så udviskes så og så mange år af vores liv, og vi skal starte forfra, mens uret tikker stadigt hastigere. Nu fortrød jeg, fordi Gustav havde fortjent en flot begravelse med masser af sørgende gæster, blomster i kirken, en kostbar kiste der var så tung, at de skulle være 6 mand til at bære den. Stærke mænd. Og præsten ville tale om Gustavs liv, og.

"Græder du far?"

Min første indskydelse var at lyve. Men hvorfor? Når jeg skal dø bliver løgnen meningsløs. Facaderne og alle reglerne om hvordan vi bør leve, de krakelerer, falder fra hinanden. En dødsmærket mand har friheden til at være sig selv, fordi uanset hvad folk tænker, så er der ingen der kan gøre mig noget, som døden ikke allerede har lovet mig.

Ensomhed. Udstødelse. Tomhed. Tavshed.

"Jeg tænker på Gustav."

"Det var forkert at begrave ham ude i skoven."

Det kom så overraskende ud af drengens mund, udtalt med den klarhed som kun unge mennesker ejer.

"Forkert? Nej, det var anderledes, men vi kunne ikke have ham med på vores lille udflugt, og jeg ville ikke. Gustav talte tit om at han vil begraves i naturen, hvis det var tilladt. Så nu fik han det, som han gerne ville."

"Det var forkert."

"Hvorfor?"

"Vi skulle have dækket graven til, far. Rævene vil æde ham."

Drengens ord fik mig til at fare op fra sengen. Et lyn hamrede ned i midten af min hjerne, så jeg måtte give et lille skrig fra mig og gribe mig til hovedet. Hele værelset kørte rundt.

"Tømmermænd?"

Forsigtigt nikkede jeg. Sukkede.

"Jeg ved ikke hvad vi laver her, Kasper?"

"Så er vi to, men du er voksen, så du burde vide det. Selv tror jeg det har noget med kvinder at gøre. Både du og Gustav ævlede i hvert fald løs om byens frække damer og striptease og store fadøl, masser af cigaretter og høj musik. Er du kommet i panik-alderen?"

"Nej. Jo, på en måde. Det er fordi."

Jeg satte mig tungt på sengekanten.

"Det er fordi min søn, jeg. Jeg vil gerne en sidste gang se byens lys, du ved, sådan have det sjovt og skeje ud. Sådan som dengang jeg var ung, og det er så frygteligt mange år siden. Feste og lave sjov, måske drømme om at møde kærligheden en sidste gang."

Kasper rystede på hovedet.

"Du er underlig mand, du lyder som om du skal dø."

Jeg lo hult. Forskrækket.

"Ja, det er forkert af mig", svarede jeg så neutralt som jeg kunne. Jeg tænkte det var forkert af mig at skubbe min bekymring over på drengen. Nogle smerter er så tunge, at dem må vi bære selv - det er mandens skæbne, at være stærkere end dem som han skal bære gennem snestormen.

Jeg rejste mig. Gulvet sejlede under mig.

"Nå min søn, nu går jeg i bad, og så skal vi ned og have noget morgenmad, jeg kan slet ikke samle mine tanker hvis ikke jeg får et stykke brød og en kop kaffe først."

Jeg vendte mig, gik stivbenet gennem værelset og kunne føle hvorledes Kasper tankefuldt betragtede min bøjede ryg og de hængende skuldre. Måske anede han, at jeg havde fået dårlige nyheder hos lægen om fredagen. Gættede måske på mavesår, kræft, måske en kønssygdom. Et eller andet kunne han fornemme. Hvorfor tror vi voksne, at vi kan lyve overfor unge mennesker?

Efter morgenmaden gik vi en tur på Strøget. Det var en herlig dag. Pigerne var i lårkorte kjoler, og deres spændstige bryster tittede frem gennem åbninger og nedringninger for at smage solen.

Jeg så ingen af dem. Nægtede!

Deres slanke lår og faste numser var som støv under mine sko, deres røde læber og muntre ansigter var som cementen i fliserne jeg gik på. Duften fra deres hår og parfumen bag deres ører vækkede kun min fornemmelse af fugtig jord i en halvmørk skov.

"Vi må tage tilbage, Kasper."

Kasper hørte ikke mine ord, fordi i hans øjne var pigerne på gaden som softice når det er hedebølge, de var som var kakao når det er snevejr, de var liflige som vandet i oasens skygge, og du drikker fra den skål, som du danner med dine hænder.

"Hvad?"

"Vi må tilbage til skoven. Gustav har fortjent en bedre skæbne, han skal have fred i sin grav. Jeg frygter det der med rævene."

Et par timer senere hoppede vi ind i toget mod Jylland.

"Det var så København - med al dens whisky, cigaretter og nøgne pi'r", konstaterede Kasper da vi havde fundet vores pladser i toget.

Jeg fandt min pakke cigaretter i brystlommen. Mit hjerte slog hurtigt, og pupillerne trak sig så meget sammen, at det blev mørkt omkring mig.

"Du må ikke ryge her."

Jeg gav drengen billetterne og rejste mig for at gå til togets rygerafdeling. I mellemgangen trådte jeg til side for en rødhåret kvinde, som kom slæbende med en tung kuffert efter sig. En anden dag ville jeg have lagt mærke til hendes ranke ryg og de lysende øjne. Jeg passerede hende uden at bemærke den glæde, som hun havde i sit bryst. Bag mig hørte jeg hende spørge Kasper, om der var et ledigt sæde hos os. Drengen sagde et eller andet, og de lo sammen uden at jeg forstod hvad Kasper havde sagt. Så åbnede de hydrauliske glasdøre sig, og jeg trådte ind til rygerne. Satte mig tungt på den først ledige plads og tændte min cigaret.

En ældre dame på det modsatte sæde nikkede høfligt til mig, hun havde fundet sit strikketøj frem.

"Det er godt med en cigaret, når man skal rejse langt", kvidrede damen og lænede sig venligt frem for at indbyde mig til en snak.

Min mave trak sig sammen, små kramper og kvalme. Det var allerede blevet meget værre. Jeg håbede inderligt at vi ville nå frem til Taulov, og videre ud til skoven som lå sydvest for stationsbyen, inden rævene fandt Gustav, og inden jeg blev forvandlet til en grøntsag.

"Jeg er bange", sagde jeg tonløst.

Damens strikkepinde standsede et sekund eller to. "For hvad?", spurgte hun nysgerrigt.

"Bange for rævene."

Hun gav en lettet lyd fra sig og hænderne genoptog strikningen.

"Åh, det skal De ikke være. Jeg er født på landet. Min far sagde altid at ræven er mere bange for os, end vi er for den. Den spiser kun kyllinger og høns."

"Og døde dyr?" Et lille håb vrikkede sig op gennem min sjæl.

"Nej, kun hvis han er meget sulten. Som De og jeg foretrækker ræven sin mad frisk. Ådsler æder han kun når det er vinter, eller de er blevet for mange og bondemanden passer for godt på sine høns. Ak ja, da jeg var barn havde vi levende hegn og små skove fyldt med fugle og gnavere. Men nu om dage drives landbruget jo så effektivt at rævene må søge ind til byerne for at finde noget at spise, når de små hegn er pløjet ned og smådyrene er borte."

"Hvad med mennesker, spiser ræven døde mennesker", spurgte jeg mørkt.

"Nej nu må De holde op, det er virkelig ikke noget at spøge med."

Da vi ankom til Taulov banegård gik vi ud foran den lille gule murstensbygning, og ringede efter en taxi som kørte os ud til skoven.

"I skal måske ud og plukke svampe. Ja dem har vi mange af, de kommer nede fra Tyskland og Holland og Frankrig hele vejen herop for at få de der svampe som gør folk gale i hovedet. Har nu aldrig prøvet at spise dem selv."

Chaufføren snakkede i en lind strøm. Kasper og jeg hvilede i vores egne tanker.

"Ja, ikke at det vedkommer mig, hvad I skal lave ude i skoven. Men jeg har haft mange ture derud og retur til næste tog. I er måske ikke interesseret i svampe?"

Jeg gryntede afkræftende. Kiggede distræt ud af bilens vinduer.

"Det var ærgerligt, jeg kender et mægtigt godt sted. Det er jo spids nøgenhat de fleste kommer efter, eller Liberty Cap som de kalder den i udlandet. Den skulle give et fantastisk trip. Har været kendt lige siden Columbus tid."

"Jeg kan lide champignon, men jeg æder ikke svampe", sagde jeg med en følelse afsky i maven. "De smager ikke godt, og desuden er jeg bange for at de slår mig ihjel. "

Chaufføren protesterede.

"De er ufarlige, bare man plukker de rigtige og ikke tager mere end 25 stykker af dem på én gang. Det er ren skrækkampagne at myndighederne har forbudt dem under dække af at de skulle være farlige. Sikke noget sludder. Hvad staten i virkeligheden frygter, det er at vi pludselig begynder at forstå livet og hele det kæmpe bedrageri som vi er udsat for gennem medierne og hjernevasken i skolesystemet. Det er jo en stor gang humbug det hele, de er kun ude efter vores skattekroner. Det er derfor svampene er forbudte, og de er helt ufarlige, det garanterer jeg. Men de er ikke i skoven, det ved du godt?"

"Hvem? Svampene?"

"Ja, de vokser på en bestemt mark der ligger lige op til skoven. Det underlige er at de trives bedst i højt græs, og helst der hvor der går nogle køer og græsser, du ved sådan et sted med mange kokasser. Det gøder åbenbart jorden for den her svamp, og gør den stærk. Derfor kommer de herop, hollænderne: Vi har mange køer på vores marker."

"Rejser folk hele vejen nede fra Holland for at plukke svampe på en mark ved Taulov?"

"Ja, ja. Det er også et eller andet med jordbunden. Vores svampe indeholder en stor mængde af det stof som åbner folks hoveder for universet, det stof de kalder psilocybin. Efter en halv time bliver man så dejlig let i kroppen, det er som om man kommer ud af sin egen krop. Folk spiser dem også før de skal elske."

"Det lyder som narko."

"Nej, nej. Det er helt naturligt, indianerne har spist dem siden tidernes morgen. De er helt uskadelige."

"Hvis de er forbudte, så må de være farlige."

"De er farlige for dem der har magten, ja. Staten frygter at folk bliver glade i låget. Så kan man ikke styre dem længere. Men for mennesker er de ikke det mindste farlige, hvis man ellers bryder sig om at være glad. Er du blevet interesseret?"

Jeg rystede på hovedet.

"Det sted jeg kender har hundredvis af svampe, ja sandsynligvis tusindvis, jeg har jo aldrig talt dem. Det er i min fætters mark, og han gør alting op i penge. Men for et rimeligt beløb kan I få lov til at plukke to fyldte bæreposer."

Kasper bøjede sig frem fra vognens bagsæde med en hastig bevægelse, som om han var blevet irriteret på chaufføren, men hans stemme lød venlig i tonefaldet.

"Bliver man modig, af de der svampe", spurgte han nysgerrigt.

"Ja, ja."

"Og let i kroppen, og glad, og klart seende?"

"Præcis."

"En følelse af at være uden angst, at være uovervindelig, usårlig?"

"Hmmm, det kan man godt sige."

Kasper lænede sig tilbage i sædet, spredte sine arme ud til hver side og satte sig behageligt til rette, som en konge på sin mest elskede og mest savnede, tronstol.

"Så ved jeg godt hvorfor køerne går på de marker hvor svampene vokser", sagde han afslappet.

Chaufføren strakte hals og kiggede spørgende på drengen gennem bakspejlet. "Ja?"

"De vil skide på bange røvhuller, der render rundt og plukker små grimme svampe."

Udtalelsen kom så tørt, at jeg brød ud i en larmende latter.

"Sur skid! Bonderøv!", konstaterede Kasper efter taxien gassede op og forsvandt hen ad skovvejen i retning mod Taulov. Jeg greb ham i skulderen.

"Kom min søn, lad os gå ind og begrave farfar."

"Din far", korrigerede Kasper, mens vi passerede ind mellem de høje træer der omgav os.

Skoven var stille. Derfor larmede det når en flue eller en bi svirrede forbi vores hoveder. Jeg kunne tilmed høre mit eget hjerte.

"Ja, din farfar, min far."

"De døde har mange navne", svarede Kasper kryptisk. "De er nemlig afskåret fra at protestere mod det."

Jeg standsede op. "Prøver du på at antyde et eller andet?"

Jeg kunne se vreden blusse op indvendigt i Kasper, og uvilkårligt knyttede han sine næver. Men da han opdagede skrækken i mit ansigt, blev han overvældet af omsorg. Han blev let og lys i kroppen.

"Du er god nok, Martin. Kom, lad os gå ind og begrave din far."

Jeg fulgte efter drengen og måtte småløbe, for at nå op på siden af ham.

"Hvad mente du, med det du sagde?"

"Jeg sagde, lad os begrave Gustav ordentligt, inden rævene æder ham. Det sagde jeg. Kom så."

Jeg fulgte efter den unge mand. Følte mig selv endnu yngre, som et barn.

30: Drik af havet, og regn på landet

"Vi skal hjem!", skreg Jonas mens hans styrtede rundt om det store spisebord i køkkenet. "Vi skal hjem til España!"

Hans øjne skinnede feberagtigt, og hans kinder var røde af ophidselse.

"Rolig nu!" Carlos forsøgte at dæmpe sin søn, men uden held.

Kvinderne i køkkenet lo, de forsøgte at gribe fat i drengen når han spurtede forbi dem. Endelig fik Marianne tag i ham og trak ham op på sit skød.

"Og du glæder dig, Jonas! Er det rigtigt?"

"Jaaaaaa!"

"Ikke råbe, tag det roligt!"

"Carlos, han er bare glad! Sluk for den brødrister og kom herover. Vi skal snart køre ud til lufthavnen", sagde Tanja.

"Du må også gerne være glad og råbe højt, men giv mig et brød først!"

Carlos skubbede hvedebrødene ud over brødristerens kant, hvor de dumpede ned på en tallerken.

Det var en flad brødrister med plads til fire brød på risten ovenover de rødglødende metaltråds-spiraler.

Det er alt sammen Albert Marsh skyld.

Hvis du kender ham, ved du at det var ham der i 1905 opfandt nichrome - en metallegering som består af 1 finger nikkel og 4 fingre krom. Når man sætter strøm til en ledning af nichrome, så begynder den at gløde fordi modstanden er stor.

Et par år senere tog amerikanske General Electric patent på et monstrum med opretstående brødbakker der hvilede ind mod nogle glødende spoler. Brødet blev nemt svedent, og man skulle være behændig for ikke at brænde sine egne fingre når man fjernede brødet.

Men det virkede.

 

D-12 var verdens første, rigtige brødrister. Der er dog altid nogen som ved bedre. De påstår at det omvendte strygejern fra Simplex, en stegeplade på fire ben med indkapslet varmeelement, var den første toaster i verden. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet hævdede Simplex at have solgt flere tusinde stegeplader til hospitaler, hoteller og dampskibe.

Betyder det noget?

Det er stadigvæk Albert Marsh skyld.

De glødende tråde i den flade brødrister ulmede skæbnesvangert da Carlos satte sig ved spisebordet hos sine kvinder.

Tanja tog imod brødet.

"Slukkede du for toasteren?"

Carlos brummede.

 "Vi betale dem tilbage. Måske det vare mange år, mange år, men du skal få dem tilbage!"

Marianne lagde en hånd på Carlos arm. "Det tror jeg nok Tanja har forstået, min smukke."

Han kiggede sin ungdoms sommerflirt i øjnene. "Det er vigtigt for mig, at du får dine penge tilbage."

Tanja nikkede tankefuldt. "Det er svært at tage imod noget fra en kvinde?"

"Nej, det er min ære. Jeg kun låner hjælp fra dig, jeg betale tilbage, det skal jeg. Ellers taber jeg selvrespekt. Kun låne penge af dig."

Tanja smilede til sin søns far. "Hvis du nogensinde giver mig de penge tilbage, så kvæler jeg dig! Jeg vil aldrig nogensinde igen se de penge. Aldrig!"

Carlos rynkede panden. Han var på nippet til at forklare sig endnu en gang, men blev afbrudt af Tanja.

"Og jeg er fuck-hamrende ligeglad! Jeg vil aldrig se de penge igen! Har du fattet det?"

Han nikkede med nedslåede øjne.n"Men da jeg ved du er en mand af ære..." Carlos løftede hovedet.

"En mand af stor ære, så hør her hvad du skal gøre: Hver gang du tænker på mig, skal du give en mønt til en fattig tigger. Hver gang du husker på mig, skal du dele dit brød med naboen, invitere ham og hans familie ind til aftensmad hos dig og Marianne. Hver gang du er taknemmelig i dit hjerte, skal du tage din børn i hænderne og gå en tur ud i verden sammen med dem. Du skal ikke give noget tilbage til mig... Du skal give det alt sammen videre til nogle andre.

Ligesom skyerne. De samler vandet op ude over havet, og de giver det til bøndernes tørre marker. Giv din tak videre til dem der tørster efter din venlighed. Giv det videre Carlos, ikke tilbage!"

Carlos smilede lettet.Ingen skyld og ingen gæld tyngede hans skuldre. "Det er en smuk tanke."

Marianne så på Tanja med anerkendelse i blikket.

"Det der med skyerne: Det er for dumt at regne på havet, det kan jeg godt se. Vi skal bare give det videre, uden at kræve noget til gengæld. Uden regninger. Carlos! Du skylder hende ikke noget! Hvad siger du så?"

Den robuste spanioler begyndte at skælve i kroppen. "Jeg give gave til andre", sagde Carlos. Så hulkede han og lagde sit hoved på bordpladen, midt mellem ost og syltetøj og tallerkener og kopper. Marianne strøg ham over håret.

"Du er en god mand", sagde hun.

Da taxien ankom, væltede Maja et glas mælk. Carlos greb et viskestykke og tørrede op. Stemningen var hektisk.

"Kom nu, vi skal køre!"

"Ja, ja, nu skal vi hjem", sagde Carlos glad. Han gennede sin datter ud af køkkenet og smed viskestykket fra sig i retning af køkkenbordet.

Albino løftede et øjenbryn, men lukkede så igen sine øjne da der blev roligt i køkkenet. Hunden hørte dem forlade huset, den pruttede en enkelt gang og faldt i søvn.

Imens lå noget af viskestykket på den glødende brødrister. Stoffet i viskestykket tåler omkring 400 grader inden det bryder i brand. Glødetrådene kunne klare 1.800 grader uden at smelte.

Der er kun en ting at sige: Albert Marsh.

31: Jeg begraver min far, 2. gang

Vi standsede ved Gustavs grav. Overraskede.

"Jeg forstår det ikke. Hvem har...? Hvordan...?" Jeg faldt på knæ. Et øjeblik sad jeg tavs og ubevægelig.

"Det er underligt", medgav Kasper.

Han satte sig på hug ved siden af mig.

"Nogen har tænkt det samme som os - de døde skal dækkes til, så de har fred for dyrene. Og et lille kors, har han også fået. Underligt, men godt."

Jeg klappede nænsomt på den friske jord.

Hvis jeg havde været graver, ville jeg med det samme kunne se, at den overskydende jord ikke svarede til størrelsen på Gustavs krop. Graven havde kun en mindre forhøjning på toppen, nogle få centimeter. Men hvad vidste jeg om det?

"Så fik du fred, min kære far. Jeg ønsker dig en bekvem rejse i døden."

Kasper så ud til at have lyst til at drille mig, fordi det sikkert var tåbeligt at tale til en død mand, men han lod være da han så mine øjne. Måske kan de døde høre os, måske værdsætter de at blive behandlet nænsomt og værdigt. Han var for ung til at vide det. For en sikkerheds skyld gav også han gravens jord et par venlige klap.

"Jeg kunne godt lide bedstefar."

"Kunne du?" Jeg så overrasket op på min søn.

"Ja, han bragte dig til verden."

Der var en alvor i drengens øjne, en ærlighed jeg aldrig tidligere havde bemærket. Kærlighed. Så følte jeg hjertet krampe sig sammen i gråd, lettelse. Livet var ikke længere meningsløst. Jeg var værdsat. Fuck gud. Kramperne i brystkassen udvidede sig, så jeg begyndte at ryste i hele kroppen. Jeg faldt sammen og græd. Sådan er gud. Når vi skal dø, opdager vi pludselig alt det gode i livet, og så vil vi ikke væk herfra. Min drengs ord gav stor smerte i mit hjerte.

"Det er okay", sagde Kasper. Han strøg mig på hovedet, nussede mig i nakken. "Du var vist også glad for din far?"

Jeg svarede med en hulken. Det er godt at græde over de døde. Det er godt at lade tårerne falde på graven. Noget nyt spirer altid frem der hvor regnen falder. Minutterne gik. En halv time.

"Lad os tage hjem." Jeg rejste mig. Vi tog Porchen fra sidegaden hvor vi havde parkeret den.

Så slog flammerne igennem det rygende stof, sprang som en abe videre til polyestergardinerne ved vinduet.

Albino rejste sig ved lyden, den sagte knitren som kun hunde kan høre.

Røgen bølgede under loftet.

Uroligt til mode vendte hunden omkring og forlod køkkenet.

De kommende minutter spredte flammerne sig hastigt. Så snart de havde bidt sig fast et sted, væltede røg og varme op mod loftet, træpladerne deroppe blev mørke som et brød der forkulles på brødristeren. Køkkenet blev varmere og varmere, flere og flere ting antændtes på magisk vis uden at være berørt af ilden. Køkkenskabene brændte voldsomt, og dernæst eksploderede loftet i flammer.

Alt dette var ikke Albert Marsh skyld.

Når træ bliver opvarmet afgiver det gas. Det er således ikke træet der brænder, det er gassen som antændes, den gas som varmen presser ud af træet. Kun én må bære ansvaret for den konstruktionsfejl.

Gud? Nej.

Hunden måtte tage ansvaret. Sådan er livet. Måske det var en andens skyld at du havnede i fedtefadet, men det er stadigvæk dit ansvar at komme ud af det. Det forstår hunde godt. Til trods for hundens manglende forståelse af fysik og kemi, var dyret helt på det rene med, at dens liv var i fare.

Albino begyndte at klynke.

Hun hvilede ind mod hans brystkasse, følte fred og lykke. Togets jernhjul rumlede mens det kørte over jernbroen, der forbinder øen Fyn med halvøen Jylland. Solstråler og jernstolper hvislede forbi udenfor vinduerne.

"Jeg elsker dig, Putah."

Sussi borede sin næse ind i mod hans brystkasse og indsnusede hans søde, letkrydrede duft.

Putah trak hende blidt ind til sig, kyssede hende på toppen af hovedet.

"Jeg er spændt på at møde din familie", sagde han. "De er garanteret meget sødere, end du har fortalt. Det må de være. Ellers tager jeg straks toget tilbage til København." Han lo.

"De er måske gode nok." Der var tvivl i Sussis stemme. "Vi har bare ikke været så gode til at snakke sammen og være glade. Kasper er virkeligt irriterende, og min far er en tumpe. Mor hun er sådan et usikkert menneske der ikke kan finde ud af at blive skilt fra min far, eller bare elske ham. Jeg tror de bliver glade for at møde dig. Du har meget du kan lære dem."

Putah gryntede. "Nope. Vi har kun én lærer, og det er os selv."

"Så ser det sort ud for min far!" Sussi grinte højt. Men ikke ondt. Hun var bare glad.

Først havde den overvejet at gemme sig bag den store sofa i stuen, men da røgen også begyndte at vælte frem under stuens loft, indså Albino at den måtte flygte. Den løb frem og tilbage i stuen, kradsede mod havedøren, men den var fast lukket. Hunden blev mere og mere bange. Dens hale var trukket ind under kroppen, dens øjne flakkede, og så begyndte den at hyle højlydt.

I det samme øjeblik stak flammerne stukket deres orange fjæs frem i stuen og begyndte at slikke på siderne af en bogreol. Bøgerne eksploderede. Røgen var alle steder. Nådesløst fyldtes huset med røg der sænkede sig stadigt længere ned mod gulvet.

Hunden krøb sammen i et hjørne. Dens øjne var blevet matte.

Den ventede.

 

Tanja havde vinket mod himlen da flyet lettede, nu var det ved at forsvinde til en lille prik. Hun gik ned for at praje en taxi.

"Hvorhen smukke dame?"

Hun smilede til chaufføren, ædelstene glimtede i hendes øjne, eller også var det vanddråber som solen oplyste i regnbuens farver. Spændte sikkerhedsselen.

"Jeg vil gerne køres hjem", sagde hun. Hjem. Hun smagte på ordet.

"Ja, jeg vil gerne hjem nu."

 

En almindelig ildebrand har brug for ilt. Derfor var det uheldigt at Madsen var gået ind i haven og havde besluttet sig for at gøre en forskel. Han havde trukket en parasol op af den betonklods den stod i, og med begge hænder bar han den tunge klods over til terrassedøren. Han løftede klodsen op til brysthøjde og smed den gennem glasset i døren.

Der lød et sus inde fra huset som fra en kæmpe der kommer op af vandet og endelig kan trække vejret, flammerne voksede så voldsomt at flere vinduer sprængtes, huset kunne ikke længere reddes.

Madsens øjne plirrede nervøst, han fik stukket en hånd ind gennem hullet i ruden og fik åbnet havedøren.

Røgen væltede ud mod ham.

 

"Hvis du skal ryge herinde, så gå udenfor." Anna så op fra sit strikketøj. Gustav sugede pibens røg ind og pustede den ud med et suk.

"Jeg savner dig, hvis jeg skal sidde udenfor." Han fik et trist udtryk i ansigtet.

"Spørg mig, om jeg vil med udenfor. Måske siger jeg ja.”

"Vil du med udenfor og ryge?"

Anna overvejede spørgsmålet et øjeblik. Så smilede hun til ham.

"Nej, det vil jeg ikke."

Gustav rejste sig op. Han hang med hovedet, hans skuldre var smalle.

"Skal du absolut ryge, Gustav? Hvorfor ryger du?"

Gustav løftede sine øjne.

"Så længe jeg har liv i min pibe, så længe har jeg fred for myg og fluer", svarede han alvorligt.

Anna fik et glimt i øjnene. Hun kunne mærke hvordan hendes modvilje ændrede sig, hun forstod hvad han mente.

"Åh ja, livet tildeler os mange myggestik. Det er godt du holder bæsterne på afstand." Hun lagde sit strikketøj og rejste sig.

'Sæt dig udenfor i haven, der er mange myg derude. Så kommer jeg med en kop kaffe til os og holder dig med selskab. Jeg kan nemlig heller ikke døje myg og irriterende fluer. Gå du bare, så kommer jeg."

Et lys tændtes inde i Gustavs sjæl. "Anna du er... Det er bare så..."

"Kan du så komme ud med den pibe! Ellers kommer myggene herind, og det vil jeg ikke have."

 

"Hallo!" Han råbte af sine lungers kraft. Oprindeligt havde han forestillet sig, at han ville gå ind i huset og se om der var nogen som havde brug for hjælp, men flammerne var alt for voldsomme nu.

Pludselig hørte han en klynken.

Uden at tænke på faren, bøjede han sig ned og kravlede ind i stuen. Røgen rev ham i lungerne som ståluld, han blev svimmel, måtte holde munden fast lukket sammen.

 

"Moskva, én vej?"

Natasja nikkede. Hun havde taget et par solbriller på, og havde købt en jakke der havde en krave som kunne vippes op i siderne og skjule hendes kæbeben og kinder, det meget hvide ansigt. Over skulderen havde hun en sort taske. Pengene havde hun gemt i sine trusser.

Manden hos flyselskabet arbejdede lidt med sin computer, indtil han fandt en ledig plads til den unge pige. Hun kunne komme hjem samme eftermiddag. Om aftenen ville hun gense sin bedstemor.

 

På ny hørte han en klynken.

Han besluttede sig for at kravle i retning af lyden i 20 sekunder, og derefter kravle ud igen inden han besvimede.

Røgen var ikke så tæt ved gulvet, så han fik øje på hunden efter ganske få meter. Da han nåede hen til den følte han at lungerne snart ville eksplodere. Han rev hårdt i hundens ene forben, fik den op og stå.

Dens krop rystede af angst, kunne han mærke.

Pludselig var de kommet tilbage til havedøren, og de væltede begge to ud på fliserne. Hunden løb et stykke ud i haven, væk fra det brændende hus. Madsen besvimede på terrassen. Det sidste han hørte ganske svagt, det var hunden som begyndte at hyle højt.

 

Røgen fra branden kan ses vidt omkring, også Tanja lægger mærke til den da hun i taxien nærmer sig sit hjem.

"Uha, ildebrand. Håbe bare ingen komme til skade", siger chaufføren.

Om det nu er røgfanens placering i forhold til vandtårnet og lyskrydset på ringvejen, eller det er kvindelig intuition, i hvert fald er Tanja overbevist om, at det er hendes hus som brænder. Hendes mave kniber sig sammen, hun mærker en ubehagelig uro i arme og ben.

"Jeg tror det er mit hus", siger hun.

"Åh, ikke godt. Jeg køre lidt hurtig."

Hun kan mærke chaufførens naturlige medfølelse, han bliver også berørt og anspændt som om han har del i hendes hus. Hun betragter hans ansigt. De mørke, brune øjne er fast fokuserede på vejen foran dem, og muskler spiller i hans kæber. Han har et kraftigt overskæg og sorte skægstubbe, hun kan godt lide at se på ham. Udenlandske mænd er lidt mere mandige, tænker hun.

De er hurtigt fremme.

Politiet har afspærret villavejen, hun giver chaufføren et kys på kinden, indsnuser hans stærkt krydrede duft, og springer ud af taxien.

"Det er mit hus", råber hun.

En ung politimand begynder at udspørge hende, mens han forgæves forsøger at holde hende tilbage. De vader henover vandslanger der er trukket ud fra brandsprøjterne, og passerer flere brandmænd iklædt brandhæmmende tøj og iltflasker på ryggen. Hun lægger mærke til hvordan slangerne rytmisk udvider og trækker sig sammen i takt med pumperne der skyller gigantiske mængder af vand op over husets tagryg.

Det larmer, det gnitrer, buldrer, brager og plasker. Pumperne hviner.

Da de kommer nærmere ser hun at brandmændene også står med sprøjteslanger og pøser vand ind gennem vinduerne.

"Hvem er hun!"

En myndig brandmand med hvid hjelm, en skrigende rød dragt med sorte remme og stropper, i hånden en radio. Politimanden ved hendes side krympede sig og fortalte hvad han vidste.

"Godt, kom her."

Uden videre trak han hende med sig, gik forrest om til havesiden af huset. Der var en tåge af vanddråber i luften, den var gennemvædet af sydende træ som vred sig, larmende pumper og generatorer som kørte for fulde omdrejninger, samt enkelte høje manderåb fra den ene brandmand til den anden.

Hendes tynde kjole blev våd. Så fik hun øje på Madsen, som var blevet trukket ud på græsplænen.

"Er der flere i huset?"

Hun rystede på hovedet. Satte sig på hug ved siden af Madsen som havde afsvedet hår og en klar iltmaske på underansigtet. Han var ved bevidsthed, men trak vejret i lange, besværlige stød. Hun følte omsorg for ham.

"Han fik hunden ud", sagde brandmanden bag hende.

"Slog hul i glasset og kravlede ind i huset for at redde den. Han kunne være blevet slået ihjel."

Tanja fjerner iltmasken, selvom lægen protesterer, og kysser Madsen på munden. Det er et fint kys. Madsen kan se hendes bryster hænge så smukt gennem halslinningen. Så sukker han.

 

Sidst på eftermiddagen er branden slukket. Brandfolkene ruller slangerne sammen. Politiet meddeler at de vil komme tilbage og undersøge brandtomten for at finde brandårsagen.

Tanja er utvivlsomt ligeglad.

Jeg ankommer sammen med Kasper. Vi er chokerede. Vi forsøger at kramme hinanden, men ingen af os har noget at dele med hinanden, vores knus bliver underligt tunge. Da hun krammer mig hvisker hun:

"Jeg vil skilles Martin."

Mit hjerte græder, og jeg forstår det godt. Det er længe siden vi har elsket, grin og latter er forsvundet ud af vores liv. Alt for mange år har vi kun haft de fysiske rammer til at holde sammen på familien. Hun vil skilles, så nu kan jeg slet ikke fortælle om min sygdom, at jeg skal dø. Fortæller jeg noget, så bliver hun hos mig af medlidenhed. Sådan er hun. Det vil jeg ikke gøre mod hende. Det ville være uværdigt. Livet er for kort til ynk og lidelse. Så jeg må dø alene, uden min familie.

Tanja opfanger min tristhed. Hun giver mig et klem.

"Men jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre. Du skal være lykkelig, Martin. Jeg vil altid være din ven."

"Altid"

"Ja"

"Også når jeg bliver gammel og skal dø, vil du da sidde hos mig og sige farvel."

"Ja."

Jeg nikkede. Min hals er snøret sammen, tårerne presser sig på.

"Er det hele brændt?"

 

Sussi kommer med en fyr. Hun ser forandret ud, når vi kigger på hende. Vi ser et lys i datteren, en ro.

"Det er Putah. Hvad er der sket?"

Meget blid. Som om datteren førhen havde føntørret ikke kun sit hår, men hele sin sjæl og gennemvædet nervetrådene med balsam. Nu er hun så blid at kigge på. Hun holder sit i nærheden af den unge fyr som stråler af sundhed og glæde.

Kasper er forandret, han giver Putah hånden og sin søster et knus.

Roligt og afbalanceret. Vi kan se manden i ham. Ham der tager ansvar.

Og jeg går rundt med blanke øjne, og jeg har ellers aldrig grædt undtagen når jeg var alene.

Albino kommer skubber til Tanjas hånd. Hun klapper den. Sætter sig på hug og kigger den ind i øjnene.

"Det var godt du kom ud, min skat", siger hun.

Hunden svarer ved at kigge væk. Det lyder som om den prutter, men hun er ikke helt sikker.

Så begyndte det.

 

Vi satte sig på græsplænen i en rundkreds. Vi ville sidde et par minutter for at sunde os, og for at lægge en plan for de kommende dage. Vi kunne se hinandens ansigter, og vi kunne se forandringer.

Pludselig begyndte den ene efter den anden at tale fra sit hjerte.

Være ærlig.

Vi fortalte om weekendens oplevelser. I store træk den historie du lige har læst. Måske der blev pyntet lidt hist, og slebet kanter af her og der, fordi sådan et ansvar har jo fortælleren. Det er ikke alt vi skal afsløre i vores fortælling, noget er privat og hemmeligt, og andre gange kræver det ligefrem at vi må digte, for at få sandheden frem.

 

"Gud er en narrøv", sådan begyndte jeg min historie. "Denne weekend har vi mistet vores hjem, og ikke at forglemme alle de rare kina-penge." Jeg stak en hånd i jakkens inderlomme.

"Heldigvis tog jeg..." Jeg standsede forvirret. "Jeg tog nogle penge med i fredags, da vi. Mange penge."

Jeg klappede på sine lommer. "Men øh, nu er de...."

"Måske har du tabt pengene?"

"Nej"

"Så er de enten stjålet, eller også har du givet dem væk til en ung, russisk stripper", fastslog Kasper uskyldigt.

"Hvad mener du?"

"Du har jo et hjerte af guld, far, så jeg gætter på du har givet dem væk. Du er typen, hvis du mødte en ung russisk pige, fanget i en københavnsk luderbar, og som manglede penge til flybilletten hjem, så ville du forære hende pengene.... Dem alle sammen."

Jeg blev stiv i ansigtet.

"Kasper, der var 100 tusinde! Du gav ikke Natasja dem alle sammen? Det gjorde du ikke? Du laver sjov med mig?"

"Hvad skulle jeg gøre? Du sov. Jeg måtte spørge min samvittighed, spørge mig selv hvad du ville have gjort, hvis du havde været vågen. Den stakkels pige ville hjem til sin bedstemor. Hun var bange. Et offer for menneskehandelen. Dit seddelbundt virkede som en passende start på en lykkelig tilværelse i Rusland. Tog jeg fejl?"

Kasper hvilede fuldstændigt i sin krigerkrop. Mild og venlig.

Jeg sank. Så tændte jeg en cigaret. "Du gjorde det rigtige, tak Kasper."

"Du er velkommen, far."

Albino lagde sit hoved bedre til rette. Savlede på mine bukser. Jeg undrede sig over, at jeg var ligeglad. Jeg klappede hunden og fortsatte min historie.

"Min far er død. Gustav." Det fik dem til at lytte. "Men først må jeg fortælle, at vi stak af fra politiet."

Tanja kiggede mistroisk på mig.

"Men først..." De fik hele historien, men ikke et ord om min snarlige bortgang. Fordi det turde jeg ikke. Jeg kan ikke tåle at se dem græde over mig. Og hvis ikke de græder, er det kun værre.

32: Og gud lo

Det var varmt den mandag morgen da jeg rullede ind på min parkeringsplads udenfor fabrikkens administrationsbygning. I weekendens løb havde jeg levet mere end jeg plejer at gøre. Måske vi skal dø i morgen, men lige nu kan vi være glade og lykkelige. Med lidt held, er der stadigvæk 3 uger tilbage, og dem vil jeg bruge.

Tage chancen, brænde op.

Det er bedre at blive overrasket af en regnbyge og blive gennemblødt, end at være død og have en regnorm som kildrer i øret. Livet er altid godt, fordi døden er så frygtindgydende kedelig.

Mit job som direktør, det havde jeg overvejet og fundet ud af, at det gider jeg ikke mere. Over middag, når Hanne er blevet sat ind i sine nye opgaver, kan jeg købe en campingbus og drage ud i verden, se hvor langt jeg kan køre inden døden indhenter mig. Leve fuldt og helt de sidste dage. 3 uger, måske 5. Langt væk fra emsige politibetjente.

Mange timer, flere hundrede.

Tusindvis af minutter.

Hvorfor har jeg nogensinde frygtet døden? Livet er jo aldrig længere, end den tid det tager for hjertet at krampe sig sammen. Nu.

Så langt er livet.

Nu. Nu.

Døden er bare en usædvanlig lang pause efter nu.

Jeg steg ud og smækkede døren, gik tankefuldt ind gennem receptionen, hilste hjerteligt på folk omkring mig, fandt ind på mit kontor hvor Hanne straks dukkede frem med favnen fuld af papirer. Hun begyndte at fortælle mig om møder og kontrakter, jeg drejede i stolen og skævede ud gennem vinduerne. Jeg indså at jeg må have en rejsekammerat, en der kan gribe spaden og begrave min afsjælede krop på en bjergskråning i Himalaya, ved foden af Keops pyramiden, eller et sted på Afrikas savanne. Jeg vil spørge Kasper, om det er noget for ham. En sidste tur ud i verden, sammen med min søn. Det gør mig urolig at tænke på, nervøse sommerfugle i maven, måske siger han nej.

"Martin Jensen venter på dig. Jeg har forberedt ham på at du ikke har tid."

"Martin?"

"Ja, det virker som om han har noget personligt at forelægge dig, så jeg tænkte du måske havde tid til ham? Ellers må han vente", sagde Hanne. Jeg anede en medfølelse i hendes stemme, en uvant omsorg i ansigtet.

"Selvfølgelig, send ham ind nu. Bagefter skal vi holde et lille møde, du og jeg. Vil du sørge for lidt lækkert brød til os? Og hent dit askebæger fra rygerrummet, fordi vi skal have os en smøg - vejret er vidunderligt i dag! Jeg har nogle spændende nyheder til dig."

Hanne lo. "Angående...?"

"Fremtiden. Luk Martin ind, og hent så askebægeret. Jeg har brug for din rådgivning angående en uventet udfordring, som vi står overfor. Har du tid til at hjælpe mig, når vi er færdig med Martin?"

Hun nikkede taknemmeligt, vendte sig og gik.

Min stakkels medarbejder dukkede frem i døren med et stykke papir i den ene hånd.

Jeg vinkede ham nærmere, papiret virkede bekendt.

"Sæt dig, Martin Jensen. Vil du have en kop kaffe?"

Jeg skænkede til mig selv, og dernæst for Martin.

"Hvad kan jeg hjælpe dig med?"

Martin sank, hans øjne blev anspændte.

"Jeg har været syg i en tid, haft en del fravær som du ved, og faktisk havde jeg fået at vide, at jeg skulle dø. Men øh."

Han lagde papiret frem på bordet. Det viste et kranie med en perfekt formet grøn blomkålshjerne, scanningen så normal ud.

"Det viser sig at jeg er helbredt nu."

Martin Jensen virkede lidt undskyldende, men der var også en styrke i ham, en fornemmelse af egetræ i skroget på gamle krigsskibe spækket med bronzekanoner, eller store granitblokke man kan kravle op på for at se længere ud over havet.

Noget ufravigeligt, ikke til at bortforklare.

Jeg tog papiret op mellem hænderne.

"Det er en meget fin scanning, du har her. Nydelig", konstaterede jeg i et tonefald som lå i den tunge ende.

"Det er dejligt at du er blevet rask", sagde jeg mere hjerteligt og med lys i min stemme. Jeg vil glæde mig over livet. De sidste dage.

Jeg kiggede sin medarbejder dybt i øjnene. Sådan noget har jeg lært nu.

"Det betyder meget for mig, at vi kan beholde dig."

Vemodigt betragtede jeg igen de harmoniske farver. Mit blik faldt på det hvide felt nede i venstre hjørne.

Med bittesmå bogstaver stod Martins navn, sammen med diverse tekniske oplysninger kun læger forstår sig på.

Jeg stivnede indvendigt.

"Men jeg vil gerne sige op. Jeg vil ikke længere arbejde på lageret."

Det var ikke et A, det var et utydeligt K.

Jeg kiggede overrasket på Martin Jensen, Jensen med et A, åbnede munden, var ude af stand til at sige noget.

"Ja det er underligt, synes du nok. Jeg har virkeligt været glad for at arbejde her, og jeg synes også I har behandlet mig fair og forstående mens jeg var syg. Men øh. Du ser chokeret ud?"

Så fast besluttet på at dø, min bevidsthed gav slip og efterlod mit sind i en stor tomhed - det var utænkeligt.

"Du er rask, og du vil sige op?", lykkedes det mig at sige.

Jeg havde svært ved at holde blikket fast på Martin. Lagde papiret fra mig, kiggede rundt i kontoret. De forkrampede pupiller åbnede sig med et gisp, jeg så omgivelserne med klarere øjne.

De mørke reoler fyldt med ringbind, mødebordet bagest i lokalet, de hvide lamper fra loftet.

Mine fødder begyndte at vippe nervøst, jeg tog mig til ansigtet.

Martin Jensen virkede forskrækket.

"Nu må du ikke tro... Altså det behøver ikke være i dag, det kan vente et par dage til du har fundet en afløser for mig", forklarede han.

Men så tog han sig sammen, blev hård.

"Jeg vil bare ikke arbejde på lageret mere. Jeg føler jeg spilder mit liv. Det at møde døden så tæt på har gjort noget ved mig, jeg kan ikke gå tilbage til den måde, jeg levede før. Det må du forstå!"

"Det forstår jeg, tro mig."

Jeg følte maven knuge sig sammen. Martin Jensen virkede så stærk, oplivet af sin mirakuløse helbredelse. Han var iført en lys skjorte, en lyseblå jakke, håret var nyklippet, omkring ham hvilede en livfuld aura, optimisme og livsglæde.

Han troede jo at at han ikke skulle dø alligevel!

"Forestil dig at du skulle dø på grund af kræft i hovedet, sige farvel til det hele og bestille både kiste og gravsted, og du så fik denne her scanning i hånden", begyndte Martin. Han rakte ud efter papiret.

Jeg så mandens fingre åbne sig for at gribe et hjørne, de nærmede sig i et tidløst tomrum, luften var træg, gav kun slip ganske langsomt. Om et øjeblik ville han kigge på papiret, og det forekom mig at være sandsynligt, at også Martin ville studse over de små gnidrede bogstaver nederst i venstre hjørne.

Vores bevidsthed smitter gennem luften.

Han ville opdage at... Nogen havde forbyttet de satans scanninger! Samme læge. Samme tidspunkt. Martin A. Jensen. Martin K. Jensen. What the fuck! Folk er så sjuskede! En eller anden klumpfod havde sparket journalerne på gulvet, et eller andet sted, og så var 2 stykker papir blevet byttet rundt.

Det er derfor du skal sende døden væk!

Han kan tage naboen, kan han. Eller gå tomhændet bort!

Jeg greb hastigt ud efter min kaffe, væltede kruset så kaffen plaskede ud over bordpladen, hvilket fik Martin til at trække sig baglæns. I det halve sekund han kiggede ned ad sit tøj, fik jeg lagt hænderne på tegningen. Idet jeg lod som om jeg forsøgte at redde papiret, fik jeg gnedet kaffen grundigt ind i blomkålen, hvilket fik det ønskede resultat.

Tegningens farver løb sammen, og papiret var blevet så gennemblødt, at det lykkedes mig at gnide det i flere stykker.

Jeg sprang op.

"Det må undskylde", råbte jeg bodfærdigt. "Nu skal jeg få Hanne til at tørre det for os", lovede jeg.

På vej gennem kontoret fik jeg revet hjørnet af tegningen, inden jeg overlod papiret til Hanne med besked om at tørre det.

"Det er jeg ked af", sagde jeg da jeg kom tilbage.

Jeg havde besluttet mig.

"Det går nok, det er jo bare et stykke papir", sagde Martin beklemt.

"Nej, det er vigtigt, Hanne skal nok redde det meste af det. Det er jo et stykke papir du gerne vil gemme, kan jeg tro? Beviset på at sygdommen er helt væk?"

Martin A. Jensen bevægede sig usikkert i stolen, men han smilede.

"Nu skal du se, du har arbejdet for mig i - er det 4 år efterhånden?"

"Nej 5, jeg var lige ansat da du tog over, efter Gustav, så mange år er det siden. Hmm, du var en prøvelse som direktør, hvis jeg må sige det, for vi var jo så vant til din gamle far og hans måde at gøre tingene på. Du ville alting anderledes, men du har gjort det meget godt, og vi fik styr på lageret. Flot", sagde Martin.

Et øjeblik sundede jeg mig.

Så fortalte jeg om min beslutning. Det var første gang jeg afskedigede en medarbejder med lethed i hjertet.

"Jeg giver dig løn i 6 måneder, så du har tid til at finde noget andet", foreslog jeg. "Det skal du have som tak for din gode indsats for firmaet, vi har været meget tilfredse med at have dig ansat. Personligt vil jeg huske dig med glæde, og jeg ønsker dig alt godt i dit nye liv."

Martin Jensen kiggede genert ned i gulvet.

Jeg tror han kunne høre at chefen mente sine ord, og det overraskede ham sikkert. De kendte mig som en snu og hensynsløs leder, der var glat som en ål, kold som en fisk. Med andre ord, et ubehageligt menneske med slips og nyvasket hår. Fuck det.

"Den er altså helt ødelagt", sagde Hanne, da vi kom ud i hendes kontor for at skrive papirerne.

Martin Jensen slog ud med armene.

"Det gør ikke noget." Han smilede til os. "Jeg bærer jo tegningen i mit hjerte... Det er herinde i sjælen, den tegning er vigtig."

Jeg bed mig i læberne og nikkede. Martin A. Jensen så allerede meget raskere ud. Måske tegningen i hans hjerte havde helbredt hans hjerne?

Så ringede telefonen på Hannes skrivebord, jeg greb selv røret.

"Martin K."

Der var stille på linien, men nogen trak vejret. Jeg kunne høre personen var urolig og usikker.

"Hallo?"

Det irriterer mig, folk som holder pause uden grund. Jeg havde mest lyst til at lægge røret og koncentrere mig om at sige farvel til Martin Jensen.

Men netop som jeg overvejede at lægge på, rømmede personen sig og sagde:

"Øh, det er... det er din far. Hvordan går det, min søn?"

De ord gav mig et chok.

En eksplosion. Nej, en hård læderfodbold lige i maven, de ord pumpede luften ud af mig!

Jeg mærkede mit hjerte gå i stykker, det var som om splinterne stak ud i lungerne så det gjorde ondt at trække vejret, brystkassen krampede sig sammen, jeg blev svimmel, det hylede for ørerne, farverne ændrede sig i kontoret, det løb sammen, var ved at kvæle mig. Det var gået i stå, pausen var indtruffet, den lange som varer en hel evighed. Jeg havde kræfter til et enkelt ord, mens lyset hastigt svandt fra alle mine celler.

"Far?"

Så besvimede jeg, holdt op med at trække vejret, og faldt ned i dødens kærre, vognen med det lille æsel som skal trække mig op over bjergene, mens knokkelmanden tålmodigt vandrer ved siden af og følger mig på vej.

Jeg ved ikke hvorfor gud henter os på en god dag.

Måske for at give os kræfter, så kan vi kæmpe imod?

Tage handsken op fra gulvet og stikke den lange fætter en lige højre?

Det gjorde hun i hvert fald, Hanne, da hun opdagede min puls var forsvundet. Hun flåede skjorten åben, placerede højre hånd på brystbenet, den stærke venstre ovenpå, og så trykkede hun hårdt.

Nu.

"Træk hans hoved bagover, og pust ham dybt gennem næsen. Gør det nu! Ved du hvad jeg snakker om?"

Martin Jensen nikkede. "Ja!"

Han pustede kraftigt, fik luften langt ned i min brystkasse. 5 pust imens Hanne havde to fingre på halspulsåren.

Intet andet end pause.

"Stop! Jeg masserer nu!"

Hun trykkede langt ind i brystkassen.

Nu.

Og igen.

Nu. Igen. Nu. Igen. Nu.

 

Kan du mærke dit eget hjerte? Læg hånden på din brystkasse og tak det. Alle disse øjeblikke i dit liv. Nu. Måske ikke i morgen. Men nu.

Pludselig trak jeg vejret igen. Pausen blev afløst af et nyt hjerteslag.

Jeg døde ikke den dag, takket være Hanne og Martin.

Døden trak på skuldrene, og Gud lo.

Min bonustid var først lige begyndt.



Viking i Hverdagen Dirty Søster Bonustid Aisha, min elskede Aina køber en seng Englen fra Ishøj The Suicide of my Little Brother The death of a telemarketer Min lillebrors selvmord En telefonsælgers død

© Bogland.dk 2019

Bogland er et no-money-no-profit forlag som udgiver historier skrevet af forfatteren Ambjørn Happy. Bøgerne på Bogland er billige, hvis du vælger at høre dem som lydbøger eller læse dem som e-bøger. Eventuelle papirbøger sælges til trykprisen. Formålet med Bogland er at underholde og sprede gode historier. Forlaget er non-profit. Kernen i historierne bygger på virkelige begivenheder, pakket ind i fantasi og dramatik.

31 ms.