Forlaget Bogland udgiver historier med sex, gys, spænding og dramatik, noveller, romaner, ebøger og lydbøger.

Online 9,-

Lydbog 19,-

En telefonsælgers død

Historie om en hjerneblødning.

Jeg drømmer om en bedre verden, derfor er jeg telefonsælger 3 dage om ugen. Måske du kender det. Telefonen ringer, du tager den ved et uheld, og du fortryder med det samme.

"Ja hej, du taler med Ambjørn Happy, jeg ringer til dig for at sælge dig en avis, et telefonabonnement, en ny forsikring som dækker alt, fire lyserøde gummisko, en tur til Afrika, 3 sultne børn der dør hvis ikke vi gør noget. De sulter, det gør de! Hvad siger du så, skal du ha' to, eller tre! Vi har ekstra tilbud på tre, vil du have tre, eller skal vi nøjes med to!"

Og der kommer sådan en forvirring inde i dig. Hvad var det han sagde? Hvorhenne ringer han fra? Har jeg bestilt noget, hvad vil han sælge til mig?

"Nejtak", siger du tøvende, men det får kun telefonsælgeren til at fortsætte, mens du husker din sidste kæreste der heller aldrig hørte efter hvad du sagde, og det er du stadigvæk lidt træt af.

"Godt så, det er en aftale, jeg skal lige bede om dit CPR-nummer, de sidste fire cifre, din adresse, størrelsen på din BH, din sko-størrelse, nummeret på dit dankort, vi nøjes med tre styk så, det er altså også et fantastisk tilbud, prisen er helt i bund, den bliver du rigtig glad for."

Og du kan mærke du bliver sur nu. "Hvorfor er der aldrig nogen der hører efter hvad jeg siger!" Og så du bliver vred, og du halvvejs råber:

"Hør så efter, Ambjørn Happy - er det dit navn, Happy, det er der sgu da ingen der hedder, Happy! Fuck dig, Happy. Jeg siger nejtak, og kan du have en god dag!"

DUT. DUT. DUT. DUT!


Nå, det er sådan et job jeg har. Jeg er telefonsælger imens jeg drømmer om en bedre verden. Det har jeg gjort i 20 år. Fordi jeg er god til det, næ.

Det er fordi jeg er kunstner. Fuck det. Jeg skriver bøger, jeg fotograferer, underviser i sex, maler billeder, laver opfindelser, finder på sjove ting. Jeg har for meget fantasi, og det er der ingen penge i.

Derfor arbejder jeg med telefonsalg, 3 dage om ugen. Det giver cirka tolv tusinde kroner før skat, otte tusinde efter skat og så kan jeg betale min husleje.

Min chef er lang og tynd, lidt aggressiv, elsker store biler, briller. Guldbriller, og et guldur, og guld fingerringe, og et hjerte af sten.

Hård og stærk er han, bortset fra et alt for højt blodtryk som hans læge havde sagt kunne blive farligt for ham selv.

Typisk plejer vi at få nye folk om tirsdagen i firmaet. De kommer i store busser. Helt unge mennesker, ikke som mig, helt unge. Flotte fyre, dejlige piger, unge mennesker med et højt selvværd. De har mod på tilværelsen, de er lækre, de er dem som alle gerne vil være ven med, eller blive kæreste med, eller bare for en nat, for en time, for et øjeblik. De er så lækre, og ingen har nogensinde sagt nej til dem.

Efter velkomstmødet går de typisk i gang med det samme. De ringer til alle. Folk der ligger og er ved at dø som siger "Hallo, hvem er det?" Eller folk der lige er flyttet hjemmefra "Hallo, det er Erling, hvem er du?"

Og så sælger de. Hvad som helst. Men nogen dage kan man være uheldig at ringe til en tømrer. Sådan en gammel bisse som har knaldet mange tagkonstruktioner sammen, i regnvejr og blæsevejr, og de siger som de plejer:

"Ja, hej, jeg ringer for at fortælle dig om et rigtig godt tilbud vi har lige nu, netop for dig, og det er kun i dag, må jeg..."

"Fuck dig, din fucking telefonsælger!"

DUT.DUT.DUT.DUT.


- Og det gør ondt. Hvert eneste nej er som et spark ind i ens selvværd. Og efter tre måneder er det unge menneske gul og blå, og de gider ikke det der telemarketing mere, og begynder at græde, og melde sig syg, og har ondt i maven, og får spændinger i nakken, og hader bare sit liv, og kryber langs væggen indtil chefen får øje på hende eller ham, og så plejer han at sige:

"Du øh, har du lige to minutter, inde på mit kontor."

Og vi dukker alle sammen nakken og ser gennem glasruden ind til chefen, vi kan se på skikkelsen der falder sammen på stolen foran ham, at nu er det slut med vores søde kollegas karriere som telefonsælger. Og det er det.

Nå. Så det er en hård branche, at drømme om en bedre verden og tjene penge til huslejen som telefonsælger. Min chef er den eneste i firmaet, der scorer kassen.

Og så her den anden dag, det var i sidste uge, så siger han til mig. "Ambjørn, har du lige to minutter, inde på mit kontor!"

Øv. Jeg går ind og sætter mig, jeg kan se mine kollegaer gennem glasruden kigge på mig som om jeg er en gammel hund som der ikke længere giver mening.

En tandløs gammel hund. En kamphund med rollator. Jeg er færdig. Og chefen siger:

"Jeg har været glad for dig i mange måneder, Ambjørn, og jeg er oprigtig ked af det, fordi jeg ved hvor meget det betyder for dig, at du har penge til din husleje, og vi ved jo begge to hvor gammel du er, hvor gammel er du, det er 55 er det ikke, og det er træls, at det kan være svært at finde et nyt job i den alder, men jeg håber det bedste for dig, Ambjørn. Så tak for indsatsen, vi slutter her, jeg er desværre nødt til at..."

Og så faldt han omkuld med en hjerneblødning. Det var meget uheldigt, men også lidt sjovt. Han faldt sammen og gled ligesom ned af stolen, ned på gulvet, død, stendød.

Jeg går ud til mine kollegaer, lidt ked af det, men de smiler til mig, klapper mig på ryggen, nikker anerkendende og siger til mig:

"Hey Ambjørn, du har altid drømt om en bedre verden, nu har du fået den."

Tak for din tid, mit navn er Ambjørn Happy, jeg drømmer om en bedre verden og arbejder som telefonsælger 3 dage om ugen.



Viking i Hverdagen Dirty Søster Bonustid Aisha, min elskede Aina køber en seng Englen fra Ishøj The Suicide of my Little Brother The death of a telemarketer Min lillebrors selvmord En telefonsælgers død

© Bogland.dk 2019

Bogland er et no-money-no-profit forlag som udgiver historier skrevet af forfatteren Ambjørn Happy. Bøgerne på Bogland er billige, hvis du vælger at høre dem som lydbøger eller læse dem som e-bøger. Eventuelle papirbøger sælges til trykprisen. Formålet med Bogland er at underholde og sprede gode historier. Forlaget er non-profit. Kernen i historierne bygger på virkelige begivenheder, pakket ind i fantasi og dramatik.

15 ms.